Krav om udbetaling fra bog, hvor seneste postering var foretaget i 1988.
| Sagsnummer: | 278/2004 |
| Dato: | 22-03-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Bog - spørgsmål om forældelse
|
| Ledetekst: | Krav om udbetaling fra bog, hvor seneste postering var foretaget i 1988. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav på udbetaling af indestående på en bankbog, hvor seneste postering blev foretaget i 1988.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 3. marts 1988 meddelte Hellerup Bank, Stengård afdeling, klageren, at man i henhold til aftale havde opgjort klagerens konto og overført indeståendet til en nyoprettet bankbog, der samtidig blev fremsendt. Beløbet, der blev indsat på bankbogen, udgjorde 25.134,58 kr.
Hellerup Bank blev i 1988 fusioneret med Andelsbanken, der i 1990 blev sammenlagt med Sparekassen SDS og Privatbanken til Unibank, nu indklagede.
Klageren har anført, at hun i 1979 som følge af sin ægtefælles arbejde permanent fraflyttede Danmark. Siden har hun boet i en række forskellige lande.
I 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede om indeståendet på bankbogen. Ved skrivelse af 24. september 2004 meddelte indklagede, at man efter en undersøgelse havde konstateret, at der ikke hos indklagede fandtes en konto i klagerens navn. Bankbogen måtte derfor være ophævet efter den 3. marts 1988.
Af kopi af bankbogen, der er fremlagt under sagen, fremgår, at seneste postering er foretaget den 3. marts 1988 ved indsættelse af beløbet 25.134,58 kr. Bogen bærer følgende påtegning: "Bankbogens pålydende er ikke et bevis for størrelsen af det på kontoen indestående beløb."
Parternes påstande.
Klageren har den 8. oktober 2004 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at betale 25.134,58 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun havde glemt bankbogen, men fandt den blandt sine papirer, der opbevares hos hendes datter i Danmark.
Hun har ikke modtaget skattemæssige årsopgørelser som følge af, at hun ikke har haft noget mellemværende med skattemyndighederne siden 1979.
Hun har haft bankbogen i sin besiddelse i alle årene, og det er utopisk at forestille sig, at andre har hævet et beløb på bogen.
Hun stiller sig uforstående over for indklagedes argument om, at når man ikke kan finde pengene, må de være udbetalt. Indklagede bærer i hvert fald bevisbyrden for, at udbetaling er sket.
Hun har ikke modtaget årsopgørelse eller lignende fra indklagede. Hun føler sig krænket af indklagedes beskyldning om at tilbageholde oplysninger til brug for sagen.
Indklagede har anført, at beløbet på bogen må være hævet, uden at bogen er blevet præsenteret, ligesom indklagede i god tro kan have udbetalt til en person, der fremstod som berettiget.
Det fremgår af bankbogen, at dens udvisende ikke er bevis for indeståendet på kontoen. Der er endvidere taget sædvanligt ihændehaverforbehold, jf. gældsbrevslovens § 33.
Den 7. oktober 1994 blev et nyt edb-system sat i funktion, hvori alle engagementer med privatkunder fra de tre pengeinstitutter, som ved fusion dannede Unibank, blev registreret. Systemet anvendes fortsat, og der kan søges engagementsoplyninger tilbage til det nævnte tidspunkt.
Da hverken klageren eller kontoen er registreret i indklagedes systemer, må kontoen være blevet opgjort i forbindelse med en udbetaling af saldoen på et tidspunkt forud for den 7. oktober 1994.
Der findes ikke nogen fysisk kundemappe vedrørende klagerens tidligere kundeforhold.
Er udbetaling sket uden klagerens medvirken eller viden, burde klageren havde reageret som følge af, at hun ikke længere modtog årsoversigter fra indklagede.
Indklagede har opfordret klageren til at fremlægge modtagne årsoversigter fra indklagede. Det må komme klageren til skade, at hun ikke efterkommer denne opfordring.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt, at der den 3. marts 1988 i Hellerup Bank, nu indklagede, blev indsat 25.134,58 kr. på en bankbog i klagerens navn. Klagerens krav på kontoens indestående er omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5-14-4 og er således ikke forældet. Det må herefter påhvile indklagede at godtgøre, at kontoens indestående efterfølgende helt eller delvis er blevet udbetalt. Det af indklagede anførte udgør ikke tilstrækkeligt bevis herfor.
Klagerens påstand tages derfor til følge. Da renter af indeståendet er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, skal beløbet forrentes fra den 8. oktober 1999 - 5 år forud for sagens indbringelse for Ankenævnet - med indklagedes sædvanlige rente for et indlån af den omhandlede karakter.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger til klageren betale 25.134,58 kr. med tillæg af renter som foran anført. Klagegebyret tilbagebetales klageren.