Afgørelse

Spørgsmål om kortholders hæftelse for misbrug forud for ”hurtigløberspærring”.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang klageren hæfter for tredjemands misbrug af klagerens VisaDankort foretaget forud for en automatisk "hurtigløberspærring" af kortet.

Sagens omstændigheder.

Fredag den 27. september 2002 klokken 17.30 blev klagerens VisaDankort, der er tilknyttet en konto hos indklagede, spærret af PBS ved en automatisk "hurtigløberspærring".

Kortet var forinden misbrugt ved 11 hævekorttransaktioner foretaget i perioden fra onsdag den 25. september 2002 klokken 16.58 og indtil spærretidspunktet, hvor der i alt blev misbrugt for 17.376,06 kr.

Af klagerens redegørelse af 17. oktober 2002 til indklagede om misbruget fremgår:

"Som det fremgår af mine posteringer har jeg sidst brugt mit Visa/Dankort den 24. september 2002 hos kiosk 54, hvor jeg hævede 117,00 kr.

Da jeg senere ikke skulle bruge mit kort ved jeg heller ikke om jeg har det på mig. Næste dag d. 25. september, hvor jeg skulle bruge mit kort for at købe noget mad i pausen, opdager jeg her at jeg ikke har mit kort på mig. Jeg tænker ikke på at jeg har mistet kortet, fordi jeg mener at den sikkert ligger i mit værelse. da det også var sidst på måneden og jeg vidste at jeg ikke havde flere penge tilbage på kontoen gjorde jeg ikke en stor indsats for at finde kortet, fordi jeg i baghovedet havde, at det ligger et eller andet sted i værelset.

Mandag d. 30. september ville jeg gerne ind på min konto og se om jeg har fået overført penge fra SU. da jeg finder min bankkonto frem og går ind på webbank ser jeg at jeg har fået SU, men der er også blevet hævet to beløb á 2000,00 kr. fra Danske bank og Nordea Bank Danmark. jeg ringer straks for at spærre mit kort. "

Den 15. november 2002 indsatte indklagede 9.376,06 kr. på klagerens konto, således at klagerens hæftelse for misbruget herefter udgjorde 8.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. november 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 6.800 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han først fik kendskab til misbruget efter 5 dage, hvor han straks ringede og spærrede kortet.

Indklagede har anført, at det af klagerens redegørelse fremgår, at han sidst benyttede kortet den 24. september 2002. Klageren blev den følgende dag bekendt med, at han ikke var i besiddelse af kortet. Han mente på dette tidspunkt, at kortet sikkert lå på hans værelse. Han foretog sig ikke yderligere, da han ikke havde beløb stående på kontoen.

Klageren burde allerede tirsdag den 24. september 2002 eller i hvert fald den følgende dag have foretaget spærring af kortet, da han på disse tidspunkter burde have indset risikoen for kortets bortkomst.

Det påhvilede på dette tidspunkt klageren at søge afklaret, hvorvidt kortet var bortkommet, eller om det var efterladt på hans værelse. Var dette sket, måtte klageren have indset, at kortet var bortkommet, og at spærring derfor skulle ske. En spærring på dette tidspunkt ville have medført, at det maksimale misbrug højest kunne have udgjort 2.000 kr., idet de øvrige misbrugstransaktioner fandt sted torsdag den 26. september 2002 kl. 16.17 og herefter.

Klageren hæftede derfor for 8.000 kr. af misbruget jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3. nr. 1. og nr. 3.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2 hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige hemmelige kode er anvendt. Klageren hæfter derfor - som også erkendt af denne - i hvert fald for 1.200 kr. af misbruget, idet PIN-koden til kortet blev anvendt ved alle 11 hævninger.

Efter lovens § 11, stk. 3, nr. 1, hæfter brugeren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den hertil hørende PIN-kode har været anvendt, og brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab. Uanset denne formulering, må det - i overensstemmelse med de hidtidige regler - også påhvile indehaveren af et betalingskort at spærre dette snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet, jf. bl.a. Ankenævnets kendelse af 3. juli 2001 i sag 51/2001.

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at klageren i hvert fald i løbet af onsdag den 25. september 2002 burde have skaffet sig vished for, om kortet var på hans bopæl. Ved således at have undladt snarest muligt at anmelde kortets bortkomst finder Ankenævnet, at klageren hæfter for 8.000 kr. af det skete misbrug.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.