Spørgsmål om hæftelse for ikke-vedkendte transaktioner foretaget med to Visa/dankort i forretninger og i hæveautomater. Bortkommet kort.
| Sagsnummer: | 113 /2023 |
| Dato: | 30-11-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for ikke-vedkendte transaktioner foretaget med to Visa/dankort i forretninger og i hæveautomater. Bortkommet kort. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke-vedkendte transaktioner foretaget med to Visa/dankort i forretninger og i hæveautomater. Bortkommet kort.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde konti, et Visa/dankort -965 og et Visa/dankort -231.
Banken har fremlagt transaktionslister fra Nets, hvoraf fremgår, at der i perioden fra den 31. december 2022 kl. 12 til den 1. januar 2023 kl. 10 blev foretaget og gennemført følgende transaktioner med klagerens kort:
|
Dato og klokkeslæt |
Kort |
Forretning |
Beløb i kr. |
Transaktionstype |
|
31-12-2022 kl. 12:26 |
-965 |
A |
65,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2022 kl. 00:25 |
-965 |
B |
70,00 |
Wallet/ingen PIN |
|
01-01-2023 kl. 03:11 |
-965 |
B |
102,00 |
Kontaktløs/Ingen PIN |
|
01-01-2023 kl. 05:46 |
-965 |
C |
60,00 |
Kontaktløs/Ingen PIN |
|
01-01-2023 kl. 07:51 |
-965 |
ATM1 |
4.400,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 07:52 |
-231 |
ATM1 |
1.600,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 07:53 |
-965 |
ATM2 |
2.000,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 07:54 |
-231 |
ATM2 |
2.000,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 08:46 |
-965 |
D |
227,94 |
Magnetstribe/PIN |
|
01-01-2023 kl. 09:38 |
-965 |
E |
3.900,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 07:51 |
-965 |
E |
2.600,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 09:41 |
-965 |
E |
992,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 09:54 |
-231 |
F |
2,456,00 |
Chip/PIN |
|
01-01-2023 kl. 09:56 |
-231 |
F |
1.813,00 |
Chip/PIN |
|
Ikke vedkendt i alt |
|
|
21.988,94 |
|
Klageren kan ikke vedkende sig de transaktioner, som er markeret med fed i ovenstående oversigt.
Banken har oplyst, at alle de omtvistede transaktioner blev foretaget med chip og pinkode og en enkelt med magnetstribe og pinkode. Banken har endvidere oplyst, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Klageren gjorde den 3. januar 2023 over for banken i første omgang indsigelse mod otte af de ikke vedkendte transaktioner. Han oplyste, at kortene var blevet stjålet den 1. januar 2023 på baren B efter kl. 05. De var blevet taget ud af hans pung i hans bukselomme, hvorefter pungen var lagt tilbage. Han opdagede tyveriet den 1. januar 2023 omkring kl. 14. Hans kort var blevet spærret via Nets. Han opbevarede ikke pinkoden sammen med kortene. Han havde sidst brugt kort -965 den 1. januar 2023 omkring kl. 05 om morgenen. Om hændelsesforløbet oplyste klageren:
”Jeg har været i byen på nytårsaften, på baren [B i by], hvor jeg sidst har brugt mit ene kort omkring kl. 05.00, med kontaktløs betaling og lagt det tilbage i min pung i min bukselomme. Da jeg vågner op dagen efter (d. 01/01/2023) kan jeg se i min pung at begge mine to dankort er forsvundet og jeg kan se på netbank at der er blevet hævet penge på begge mine kort på forskellige tankstationer og hæveautomater.”
Banken afviste klagerens indsigelse.
Klageren anmeldte forholdet til politiet, og den 11. januar 2023 rettede politiet henvendelse til banken for at få oplyst tidspunkterne for hævningerne til brug for indhentning af videoovervågning. Det fremgik heraf, at der var tale om i alt ti transaktioner, som klageren ikke kunne vedkende sig.
Klageren henvendte sig efterfølgende til bankens klageansvarlige, der fastholdt afvisningen af indsigelsen.
Den 8. februar 2023 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren har fremlagt to tro- og loveerklæringer afgivet af hans venner, som bekræfter, at klageren var sammen med dem på de tidspunkter, hvor de ikke vedkendte hævninger blev foretaget, og at klageren ikke havde været til stede på de lokationer, hvor hævningerne var foretaget.
Klageren har endvidere oplyst, at politiet har fotos af tredjemand, som viser, at det ikke var ham, der foretog de omtvistede hævninger.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre de ikke vedkendte hævninger på 21.988,94 kr. til ham.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hans kort blev stjålet, og at der er sket misbrug af kortene.
Han har ikke oplyst sin pinkode til nogen uvedkommende, og han har foretaget politianmeldelse. Politiet efterforsker sagen og ligger inde med billeder fra overvågningskameraer fra gerningsstederne, som viser, hvem der hævede på hans kort. Det er for ham ukendte personer. Han kender ikke disse tredjemænd og er ikke i ledtog med dem.
Han har vidner på, at han hele aftenen og natten var sammen med nogle kammerater på de tidspunkter, hvor de ikke vedkendte hævninger blev foretaget, og han sov hos en af sine kammerater. Han var således ikke til stede på de lokationer, hvor hævningerne blev foretaget.
Han kan ikke redegøre for tredjemands IT- og hacking skills. Han kan forstå på bankfolk og politi, at med de rigtige skills kan pinkoden omgås.
Det er banken, der skal bevise, at han har misbrugt kortene og/eller givet pinkoden til de kriminelle. Det følger af betalingslovens regler om misbrug, at han ikke er ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af hans betalingskort.
Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren lægger stor vægt på vidneforklaringer og politiets fotos. Sagen forudsætter derfor en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1.
Der har ved transaktionerne været anvendt fysiske kort samt pinkode. Dertil kommer, at klageren i forbindelse med sagen har oplyst, at ingen andre har været i besiddelse af hans pinkode.
Alle de omtvistede transaktioner er foretaget ved brug af de fysiske betalingskort, hvor der er aflæst chip eller magnetstribe og indtastet korrekt pinkode i første forsøg. Det bemærkes, at pinkoden til de to betalingskort var den samme. Betalingskort -965 blev senest benyttet af klageren med brug af pinkode den 31. december 2022 kl. 12.26, og betalingskort -231 blev senest benyttet af klageren med brug af pinkode den 17. december 2022 kl. 17.02.
Klageren har oplyst, at begge betalingskort blev stjålet den 1. januar 2023 ca. kl. 05. Han har desuden oplyst, at han befandt sig på en bar, B, til fejring af nytårsaften.
Det fremgår, at klageren brugte sit betalingskort -965 på baren B den 1. januar 2023 kl. 03.11. Betalingskortet blev benyttet flere gange i løbet af aftenen ved brug af kontaktløs betaling.
De transaktioner, som klageren har gjort indsigelse mod, er blandt andet foretaget på tankstationer og i hæveautomater. Den første transaktion er foretaget den 1. januar 2023 kl. 07.51. Klageren har oplyst, at han ikke har befundet sig på nogle af de lokationer, hvor hævningerne blev foretaget. Dog er alle hævningerne gennemført med pinkode.
Såfremt klageren har ret i, at kortene har været benyttet af tredjemand, ville det betyde, at tredjemand skulle have afluret pinkoden til klagerens kort -965 den 31. december 2022 kl. 12.26, som var sidste gang klageren anvendte sin pinkode. Herefter skulle tredjemand have fulgt efter klageren til baren B og have stjålet de to betalingskort efter klagerens egen brug af kort -965. Tredjemand skulle derefter have ventet flere timer, før denne begyndte at misbruge de to betalingskort, i håb om at den aflurede pinkode ville virke på begge kort.
Det er efter bankens opfattelse usandsynligt, at en tredjemand skulle have afluret klagerens pinkode på ét kort den 31. december 2022 kl. 12.26 og herefter have fulgt efter klageren til baren B for at stjæle de to kort sent om natten, for at begynde at misbruge de to betalingskort den 1. januar 2023 kl. 07:51.
På baggrund af ovenstående er det ikke sandsynligt, at der har været tale om tredjemandsmisbrug.
Det er endvidere højst usandsynligt, at pinkoden skulle være blevet hacket. Betalingsinfrastrukturen er bygget op på en sådan måde, at pinkoden bygger på krypteringsnøgler og derfor kun er tilgængelig i krypteret format. Under alle omstændigheder må det anses for udelukket, at man i et sådant hypotetisk tilfælde kunne betale med kort med pinkode uden at indtaste forkert på noget tidspunkt.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har gjort indsigelse mod ti korttransaktioner foretaget den 1. januar 2023 fra kl. 07:51 og fremefter med hans betalingskort -965 og -231 udstedt af Nykredit Bank.
Ankenævnet lægger til grund, at de ikke vedkendte transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Af lov om betalinger § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lov om betalinger § 93.
Ankenævnet lægger endvidere til grund, at de ikke vedkendte transaktioner blev foretaget med chip og pinkode og en enkelt med magnetstribe og pinkode, og at der blev indtastet korrekt pinkode i første forsøg.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.