Indsigelse mod hæftelse for lån. Spørgsmål om rentefrihed var aftalt. Forældelse.
| Sagsnummer: | 292/1997 |
| Dato: | 19-10-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
Inkasso - forældelse Udlån - hæftelse Rente - udlån Inkasso - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for lån. Spørgsmål om rentefrihed var aftalt. Forældelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører bl.a. klagerens indsigelser mod indklagedes opgørelse af klagerens gæld, herunder beregning af renter.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 15. december 1986 ydede et pengeinstitut, P, der efterfølgende er overtaget af indklagede, klageren et lån på 35.000 kr. med en månedlig ydelse på 900 kr. Lånets kontonummer var -932, og ydelsen skulle trækkes på kontonummer -571. Kontonumrene er efterfølgende med håndskrift ændret til henholdsvis -823 og -718.
Indklagede har oplyst, at kontonumrene blev ændret i forbindelse med indklagedes overtagelse af P i 1988. Konto -571, ændret til -718, var klagerens løbende konto, hvortil der var knyttet en kredit.
Ved gældsbrev af 9. juli 1987 ydede P klageren et lån på 20.000 kr. med en månedlig ydelse på 420 kr. Lånets kontonummer var -835. Klagerens veninde, A, påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.
Den 6. december 1988 underskrev klageren et gældsbrev, konto nr. -646, til indklagede vedrørende et lånebeløb på 42.500 kr., af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Af stempelhensyn bemærkes, at nærværende kontrakt erstatter kredit nr. -718, maksimum kr. 30.000,- i forbindelse med omlægning til renteafgiftsfrit lån .....
.....
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------
LÅNEBELØB | LÅNEBELØB/FORHØJELSE | KR. | 12.500 |
+ EVENTUELT BESTÅENDE kredit-718 maksimum | KR. | 30.000 | |
LÅNEBELØB I ALT | KR. | 42.500 | |
….. | |||
OVERFØRT TIL DERES KONTO -718 | 42.500" |
Med reference til lån nummer -823, -835 og -646 meddelte klageren ved skrivelse af 15. august 1989 indklagede, at hun på grund af økonomiske problemer alene så sig i stand til at afvikle lån -835.
Ved anbefalet skrivelse af 11. september 1989 til klageren opsagde indklagede klagerens engagement med henvisning til, at indgåede aftaler om afvikling ikke var blevet overholdt. Klagerens gæld til indklagede blev opgjort til i alt 96.705,93 kr. fordelt med 47.584,84 kr. på kontonummer -646, 30.124,99 kr. på kontonummer -823, 18.225,60 kr. på kontonummer -835 og 770,50 kr. på kontonummer -718. Ved anbefalet skrivelse af samme dato blev A orienteret om opsigelsen.
Den 1. februar 1990 blev der afholdt møde mellem klageren, A og indklagede. Ved påtegning af 9. februar 1990 på en af indklagede fremsendt skrivelse af 2. s.m. bekræftede klageren, at der på mødet var indgået aftale om, at lån nummer -835 via A skulle afvikles med 420 kr. pr. måned, mens lån nummer -646 og -823 skulle afvikles af klageren med en månedlig ydelse på 420 kr., forhøjet til 920 kr. fra den 1. april 1990.
Med reference til kontonummer -646 og -823 anmodede klageren ved skrivelse af 31. august 1990 indklagede om henstand med den aftalte afvikling med 920 kr. månedligt, idet hun alene så sig i stand til at afvikle kautionslånet.
Under sagen er fremlagt yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede om afviklingen af kautionslånet. Af korrespondancen fremgår bl.a., at indklagede den 8. marts 1994 fremsendte en posteringsoversigt vedrørende lånet til klageren "idet bemærkes, at der til saldo i bankens favør skal lægges ikke tilskrevne renter siden 20/9-1989".
Under sagen er endvidere fremlagt en række kvitteringer for indbetalinger, kontoudskrifter, posteringsoversigter og årsopgørelser. Af disse fremgår bl.a., at rentetilskrivningen ophørte pr. 20. september 1989, hvor saldoen på kontiene -646, -835 og -823 var henholdsvis 47.701,64 kr., 18.315,67 kr. og 30.997,06 kr. Pr. samme dato blev gælden i henhold til den løbende konto (-718) på 772,27 overført til konto -823.
På konto -646 blev der i perioden 1. februar til 29. juni 1990 indbetalt 2 ydelser à 420 kr. og 2 ydelser à 920 kr. i henhold til aftalen på mødet den 1. februar 1990, hvorefter indbetalingerne ophørte. Saldoen herefter var 45.021,64 kr.
Saldoen på konto -835 (kautionslånet) blev ved løbende indbetalinger frem til 14. maj 1996 nedbragt til 1.900 kr.
Konto -823 blev efter den 20. september 1989 alene afviklet med en enkelt ydelse på 920 kr. Denne ydelse hidrører fra en indbetaling den 26. juni 1990 på 1.840 kr., idet det på postkvitteringen er anført, at betalingen vedrører kontonummer -646 og -823. Kontoens saldo var herefter 30.077,06 kr.
I årsopgørelserne for årene 1990 - 1993 er der anført "0,00" i rubrikken vedrørende rente m.v. for kontiene.
Ved skrivelse af 9. april 1997 rettede indklagedes inkassoafdeling henvendelse til klageren om gælden, som blev opgjort til 76.998,70 kr. plus renter fra 20. september 1989. Klageren gjorde indsigelse mod opkrævningen.
Sagen blev overgivet til indklagedes advokat, som ved skrivelse af 3. juni 1997 opgjorde kravet til 176.638,27 kr., svarende til saldiene på de tre konti (45.021,64 kr + 1.900 kr. + 30.077,06 kr.) med tillæg af 5 års renter 96.514,57 kr. og inkassoomkostninger 3.125 kr.
Parternes påstande.
Den 11. august 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at hun ikke skylder noget beløb, subsidiært at nedsætte kravet til 42.500 kr. + 1.900 kr. uden rentetillæg.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har til støtte for den principale påstand anført, at kravet er forældet, idet indklagede ikke har gjort sit krav gældende i perioden november 1994 til april 1997. På lånetidspunktet var forældelsesfristen 2 år, hvorfor denne frist er gældende for hendes engagement med indklagede. Da hun har forsørgerpligt for 3 børn og er uden arbejde, har hun ikke mulighed for at betale gælden, hvorfor indklagede bør afskrive denne. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren bl.a. anført, at hun bestrider gælden i henhold til lånet på oprindeligt 35.000 kr. (-823). Ved etableringen af lånet på 42.500 kr. (-646) blev restgælden på -823 på 30.000 kr. indfriet. Hendes engagement med indklagede bestod herefter alene af lån nummer -646 på 42.500 kr. og det kautionssikrede lån -835 på oprindeligt 20.000 kr. Hun bestrider, at der var tilknyttet en kredit til hendes lønkonto, hvilket ej heller er dokumenteret af indklagede, ligesom indklagede ikke har dokumenteret, at en eventuel kredit var udnyttet. Hun bestrider i det hele ægtheden af de af indklagede fremlagte dokumenter, idet disse alene er fremlagt i kopi, ligesom der er foretaget rettelser heri. Indklagede har således ikke opfyldt sin pligt til at dokumentere kravet. Hun har ikke modtaget kontoudskrifter vedrørende gælden siden 1990, og for så vidt angår kautionslånet 1992. Det kan ikke bebrejdes hende, at hun ikke tidligere har gjort indsigelse, idet hun ikke har været bekendt med indklagedes krav i henhold til lånet på oprindelig 35.000 kr. (-823). Hun anser det for usandsynligt, at indklagede skulle have ydet hende en samlet kredit på 97.500 kr., idet dette beløb langt oversteg hendes årlige indtægt. Indbetalingerne på lån -823 er sket i urigtig formening om, at kontonummeret vedrørte kautionslånet. Under mødet i februar 1990 blev det aftalt, at kautionslånet skulle afvikles forlods. To navngivne medarbejdere hos indklagede bekræftede over for hende og A, at man ville se bort fra renterne, såfremt lånene blev betalt. Indklagede er fortsat bundet af denne aftale om rentefritagelse, hvorfor kravet højest kan opgøres til restgælden på kautionslånet på 1.900 kr. samt lånet 42.500 kr. med fradrag af allerede indbetalte beløb.
Indklagede har anført, at P samtidig med etableringen af lånet på 35.000 kr. ydede klageren en lønkontokredit. Denne kredit blev ved gældsbrev af 6. december 1988 konverteret til et nyt lån på 42.500 kr. Indklagedes krav mod klageren i henhold til de tre konti er således korrekt. Det bestrides, at fordringerne er forældet, eller at indklagede har givet afkald på rente. Rentetilskrivningen ophørte af regnskabsmæssige årsager, da fordringen blev nødlidende, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 40, hvilket imidlertid ikke er udtryk for, at indklagede har givet afkald på rente. Klageren har løbende modtaget årsopgørelser og posteringsoversigter vedrørende samtlige konti.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at lånet på oprindeligt 35.000 kr. (-823) ikke blev indfriet ved etableringen af lånet på 42.500 kr. (-646) ved gældsbrevet af 6. december 1988. Herved bemærkes, at det af gældsbrevet fremgår, at låneprovenuet blev overført til klagerens løbende konto (-718), og at såvel indklagede som klageren i den efterfølgende korrespondance fortsat refererede til gælden i henhold til tre lån, herunder lån nummer -823. Da gældsbrevet på 42.500 kr. afløste lønkontokreditten, er det uden betydning, at kreditkontrakten ikke kan fremlægges som dokumentation.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i februar 1990 gav afkald på renter. Det forhold, at renterne ikke fremgik af årsopgørelserne, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at indklagede har givet tilsagn om rentefritagelse.
Indklagedes krav mod klageren i henhold til gældsbrevene af henholdsvis 15. december 1986, 9. juli 1987 og 6. december 1988 er undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet. Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2. Det bemærkes, at den hovedstol, hvoraf renterne beregnes, således ikke - således som det tilsyneladende er sket - kan indeholde forfaldne tilskrevne renter, som er forældede, hvorfor der ved renteberegningen ikke automatisk kan tages udgangspunkt i saldiene pr. den 20. september 1989. Endvidere skal der ved renteberegningen tages hensyn til løbende indbetalinger.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.