Afgørelse

Indsigelse mod kaution begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod kaution begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til økonomi.

Sagens omstændigheder

Klageren M og hans daværende ægtefælle H var kunder i pengeinstituttet P.

I starten af 2008 var der drøftelser mellem klageren og H og den daværende Sparekassen Spar Mors, idet klageren og H ønskede at overtage en købmandsforretning.

Klageren og H udarbejdede i den forbindelse en økonomisk oversigt for familien. Det fremgik blandt andet heraf, at klageren og H vedlagde et budget for 2008/09 med udgangspunkt i deres daværende job og boligforhold og lønsedler for januar kvartal 2008 for dem begge. Budgettet var udarbejdet med udgangspunkt i, at familiens daværende ejendom blev solgt og de flyttede til den by, hvor købmandsforretningen var beliggende. Det fremgik endvidere af den økonomiske oversigt, at klageren havde en årsindkomst på 600.000 kr., og at H havde en årsindkomst på 215.000 kr., og at de udover et realkreditlån i et realkreditinstitut havde et ejerskiftelån, et billån og et forbrugslån hos P. Til slut i den økonomiske oversigt var følgende anført:

”Afslutning og konklusion

Vi ønsker at overtage Købmanden i [byens navn] enten ved at beholde vores nuværende bank til privat økonomi og kun bruge Spar Mors til forretningen. Men det ville da være interessant om ikke vi kunne spare 1 til 1½ % på vores udlån ved at samle det hele i Spar Mors.

Det er vores forventning efter at have set et fremskrevet resultat budget for forretningen at [H] kan trække en løn til sig selv det første år på Tkr. 280 og år 2 på Tkr. 325 med det formål at have noget mere at gøre med forretningen det første år.”

I april 2008 stiftede H et anpartsselskab S for at drive købmandsforretningen.

I maj 2008 optog S en kassekredit med en kreditramme på 500.000 kr. i Sparekassen Spar Mors. Klageren og H påtog sig henholdsvis den 29. maj 2008 og den 1. september 2008 selvskyldnerkaution for kassekreditten. Ved deres underskrifter på kreditkontrakten bekræftede de følgende:

”Selvskyldnerkautionist(er)s underskrift

Jeg/vi accepterer omstående bestemmelser for kaution.

Jeg/vi bekræfter samtidig, at Sparekassen Spar Mors har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg/vi er herunder gjort bekendt med, at Sparekassen Spar Mors kan kræve, at jeg/vi straks indfrier den del af lånet/kreditten, jeg/vi har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg/vi er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som Sparekassen Spar Mors kan kræve. Jeg/vi er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden.

Jeg /vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af kreditaftale med angivelse af aktuel gæld, et eksemplar af ”Sparekassens Spar Mors’s almindelige forretningsbetingelser” samt et eksemplar af ”Sparekassen Spar Mors’s almindelige betingelser for lån og kreditter”, som også gælder for kreditten.

…”

I september 2008 optog S desuden et lån på 100.000 kr. i Sparekassen Spar Mors til finansiering af køb af inventar. Klageren og H påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.

I efteråret 2008 blev Sparekassen Spar Mors overtaget af Morsø Bank.

Den 28. juli 2009 blev S taget under konkursbehandling.

Den 12. august 2009 skrev banken til klageren og oplyste, at hans kautionsforpligtelse overfor banken på i alt ca. 1,2 mio. kr. var forfalden til indfrielse.

Der blev i perioden 2010 til 2014 sendt meddelelser til klageren om størrelsen af den gældspost, som hans kaution var stillet til sikkerhed for i henhold til lov om finansiel virksomhed § 48.

I 2010 fusionerede Morsø Bank med Morsø Sparekasse og blev til Fjordbank Mors.

Den 3. november 2010 krævede banken klageren for kautionsforpligtelsen, som den efter afslutning af konkursbehandlingen af S og udbetaling af dividende i konkursboet opgjorde til ca. 1 mio. kr.

I en mail af 2. december 2010 skrev klageren efter et møde med sin advokat blandt andet følgende til banken:

”…

Det er jo selvfølgelig med stor beklagelse, at jeg nu står over for en så stor fordring. Det er derfor med stor bekymring jeg nu skriver til banken. Jeg har som kautionist og som eksmand til ejeren af det konkursramte selskab [”S”] selv været igennem en svær tid hvor en skilsmisse var den eneste udvej for mig. Det har også haft store økonomiske konsekvenser da den personlige gæld er af en betydelig størrelse.

…”

I en mail af 11. januar 2011 skrev klageren til banken, at han ikke havde råd til advokaten og derfor selv overtog korrespondancen. Klageren vedhæftede et budget, hvor han over en 5-årig periode tilbød at betale 10.600 kr. om året.

Banken afviste tilbuddet.

I en mail af 21. februar 2011 fremsatte klageren tilbud om at afvikle kautionsforpligtelsen med 3.655 kr. om måneden i 12 måneder fra den 1. januar 2012.

Fjordbank Mors blev erklæret konkurs den 27. juni 2011 og blev efterfølgende overtaget af FS Finans IV.

Klageren gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsens størrelse og mod kautionens gyldighed.

I en mail af 30. juli 2014 meddelte FS Finans IV klageren, at FS Finans IV var enig i, at kautionen for kassekreditten var begrænset til 500.000 kr. samt tre års renter heraf svarende til i alt 612.197,22 kr. hvortil kom kautionsforpligtelsen for lånet, der udgjorde 73.804,34 kr. incl. tre års renter. Den samlede kautionsforpligtelse kunne herefter opgøres til 686.001,56 kr.

Parternes påstande

Den 12. september 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet principalt med påstand om, at FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) skal frigøre ham for begge kautionsforpligtelser, subsidiært for kautionen for kassekreditten.

FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelserne, forinden han påtog sig kautionerne. Han blev ikke gjort opmærksom på følgerne af en solidarisk hæftelse for de lån, som S optog.

Han og H underskrev kassekreditaftalen som selvskyldnerkautionister med fire måneders mellemrum, og hans underskrift blev afgivet ved skranken. Et normalt forløb ville have været, at begge parter var blevet vejledt samtidig og underskrev samtidig. Tidsforskydningen understøtter, at der ikke blev givet den fornødne vejledning, og at detaljerne om kreditgivningen ikke blev fremlagt.

Det var H, der stiftede S og førte drøftelserne med banken. Han var ikke en del af driften af forretningen. På daværende tidspunkt havde han et krævende lederjob med en arbejdsuge på mere end 50 timer.

S var en virksomhed, som ikke havde nogen startkapital og dermed havde et spinkelt grundlag og en forfejlet kreditvurdering som grundlag. Sparekassen burde have fremskaffet regnskaber eller nøgletal for den eksisterende købmandsforretning, som H ønskede at overtage, til brug for H og ham i deres beslutningsproces. Det af ham og H udarbejdede budget var et utilstrækkeligt grundlag for kreditgivningen, hvilket sparekassen burde have rådgivet ham om.

Sparekassen foretog således ikke en nøgtern og realistisk kreditvurdering, og rådgav ham ikke om den udvidede risiko ved afgivelse af kaution for en nystartet virksomhed. Han blev ”revet med” i en forretning, som på ingen måde skulle have været etableret. Sparekassen havde en egen interesse i at opretholde en lokal forretning.

Selv om lånet til S til køb af inventar blev afviklet, blev ydelserne betalt fra S’s kassekredit, og da S heller ikke afviklede kassekreditten, blev der reelt ikke afviklet på S’s gæld til sparekassen. Hertil kommer, at der også blev aftalt yderligere garantier med S, som også kunne trækkes på kreditten. Hvis han var blevet gjort bekendt hermed, ville han aldrig have underskrevet selvskyldnerkautionen.

Omfanget af kautionsforpligtelserne stod i åbenbart misforhold til hans økonomi. Han og H havde på daværende tidspunkt en bankgæld på ca. 450.000 kr. plus en prioritetsgæld på ca. 1,4 mio. kr., som der ikke blev afdraget på. De havde således ingen formue og ingen friværdi i huset og var teknisk insolvente. Ved H’s overtagelse af købmandsforretningen skulle hele deres økonomi bæres af hans løn og omsætningen i købmandsforretningen samtidig med, at de skulle betale for to boliger, indtil den ene bolig var blevet solgt. Sparekassen lavede ikke engang en rådighedsberegning, som viste, om de havde mulighed for at tilbagebetale kautionerne.

Han blev ikke orienteret om, at S’s kassekredit efterfølgende blev overtrukket, og sparekassen udleverede ikke et revisionspåtegnet regnskab, som den var forpligtet til. Da sparekassen kort tid herefter krakkede, skete der ikke en skærpelse over for virksomheden, idet kreditten fortsatte, selv om forretningsgrundlaget var forsvundet.

Han hørte heller ikke noget fra banken fra 2011 til 2014 efter, at Fjordbank Mors var krakket.

Det forhold, at han i 2011 sendte et budget til banken og kom med et forslag til afvikling af gælden, medførte ikke, at han anerkendte kautionsforpligtelserne. På det tids-

punkt havde han ikke indsigt i sagens omfang, og han blev bedt om at underskrive skylderklæringer på forkerte beløb.

Han er i øvrigt uforstående over for, at FS Finans IV har indberettet til SKAT, at han skylder FS Finans IV penge på lånet til S til køb af inventar. Det må bero på en fejl. Han har ikke optaget noget lån hos FS Finans IV.

FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren påtog sig kautionsforpligtelserne som led i H’s drift af en erhvervsvirksomhed, der medvirkede til at sikre en indkomst til den fælles husstand. Der var således tale om en erhvervsmæssig kaution, og der er derfor ikke tale om en klage over et privat kundeforhold. Sagen kan på den baggrund ikke behandles af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og stk. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har FS Finans IV anført, at klageren ikke har modtaget ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med, at han påtog sig kautionsforpligtelserne.

Efter indholdet af kautionserklæringerne bekræftede klageren, at sparekassen havde gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelserne. Klageren erklærede desuden at have modtaget sparekassens almindelige forretningsbetingelser og almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

Kautionerne blev afgivet ved klagerens underskrift direkte på kassekreditaftalen og på lånedokumentet, og klageren fik herved information om de af S indgåede kreditaftaler med daværende Sparekassen Spar Mors, herunder de aktuelle kreditrammer.

Det var klageren og H, der kontaktede sparekassen med et ønske om at overtage købmandsforretningen. Den af dem udarbejdede økonomiske oversigt samt det udarbejdede budget indgik som en del af kreditvurderingen af klageren. Klageren var involveret i processen omkring opstart af virksomheden, var gift med selskabets direktør og må ligeledes formodes at have været involveret i den løbende drift af virksomheden, herunder at have haft indblik i virksomhedens økonomiske forhold.

Under henvisning til indholdet af den af klageren og H udarbejdede økonomiske oversigt må det have formodningen imod sig, at klageren aldrig har fået et regnskab eller budget for købmandsforretningen. Det fremgår direkte af oversigten, at klageren havde gennemgået driftsbudgetter for købmandsforretningen, inden virksomheden blev overtaget.

S blev stiftet i april 2008 med første regnskabsår fra den 21. april 2008 til den 31. december 2008, og der forelå ikke nogen årsopgørelse for S fra SKAT eller nogen årsrapport for S, som kunne udleveres til klageren i forbindelse med, at han påtog sig kautionsforpligtelserne.

Den kassekredit, som klageren kautionerede for, blev anvendt til løbende betalinger vedrørende driften af S, herunder løn til H.

Det bestrides, at sparekassen/banken efterfølgende skulle være forpligtet til udlevere et revisionspåtegnet regnskab for S til klageren.

Kautionsforpligtelserne stod ikke i misforhold til klagerens økonomi. Det fremgik af den økonomiske oversigt udarbejdet af klageren og H, at klageren på daværende tidspunkt havde en årsindkomst på 600.000 kr.

Såfremt klageren og H gav sparekassen urigtige oplysninger i den af dem udarbejdede økonomiske oversigt og tegnede et ”illusorisk billede af deres formåen”, kan dette forhold ikke lægges FS Finans IV til last.

Klageren har i sine mails af 2. december 2010, 11. januar 2011 og 21. februar 2011 til banken anerkendt, at han var forpligtet i henhold til kautionsaftalerne.

I overensstemmelse med FS Finans IV’s mail af 30. juli 2014 udgør klagerens kautionsforpligtelser en beløbsbegrænset kaution for kassekreditten og lånet med tillæg af tre års renter.

Indberetningen til SKAT vedrører klagerens kautionsforpligtelse for lånet til finansiering af inventar. FS Finans IV har pligt til at indberette de forpligtelser, som klageren hæfter for, til SKAT.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at H var eneejer af anpartsselskabet S, som klageren kautionerede for. Ankenævnet finder herefter ikke, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig.

I maj 2008 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en kassekredit til S med en kreditramme på 500.000 kr., og i september 2008 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et lån til S på 100.000 kr. H påtog sig i september 2008 ligeledes selvskyldnerkaution for kassekreditten og lånet til S.

FS Finans IV har efterfølgende præciseret, at klagerens kautionsforpligtelser udgør en beløbsbegrænset kaution for kassekreditten og lånet med tillæg af tre års renter og opgjorde i juli 2014 den samlede kautionsforpligtelse til ca. 686.000 kr.

Det fulgte af den dagældende § 20, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finansielle virksomheder, at inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal pengeinstituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, jf. den nugældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 1. Efter det skriftlige aftalegrundlag, der er fremlagt i sagen, sammenholdt med den økonomiske oversigt, der blev udarbejdet af klageren og H, hvoraf fremgår, at klageren i forhold til sparekassen var involveret i processen omkring opstart af købmandsforretningen, lægger Ankenævnet til grund, at klageren i tilstrækkeligt omfang blev oplyst om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelserne.

Det følger endvidere af § 20, stk. 1 i bekendtgørelsen, at et pengeinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi, jf. den nugældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 10.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kautionerne med henvisning til denne bestemmelse. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at FS Finans IV har oplyst, at der var tale om en beløbsbegrænset kaution for kassekreditten og lånet, der med tillæg af tre års renter i juli 2014 kunne opgøres til ca. 686.000 kr., samt at det i den økonomiske oversigt udarbejdet af klageren og H til sparekassen var anført, at klageren havde en årsindkomst på 600.000 kr.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Klageren får ikke medhold i klagen.