Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse vedrørende ændret sikkerhedsprocedure i indklagedes netbank

Sagsnummer: 315 /2013
Dato: 13-02-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Netbank - tekniske forhold
Ledetekst: Indsigelse vedrørende ændret sikkerhedsprocedure i indklagedes netbank
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse i forbindelse med Nordea Banks indførelse af sms-kommunikation i visse tilfælde ved overførsel af penge via netbank.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, hvorigennem han har adgang til netbank.

Af bankens hjemmeside fremgår blandt andet følgende vedrørende brug af netbank:

”…

Sikkerhed ved overførsel i Netbank

Vi kombinerer brugen af din Netbank med din mobiltelefon. Du kan komme ud for, at du med din mobiltelefon skal bekræfte overførsler oprettet i Netbank.

Har du ikke oplyst dit mobilnummer, eller har du ikke adgang til din mobiltelefon, kan du ringe til os på 70 33 40 60 og få gennemført overførslen.

…”

Af bankens regler for netbank – privat fremgår blandt andet følgende vedrørende afgivelse af en betalingsordre:

”…

For visse typer af overførsler og regningsbetalinger oprettet i Netbank kan du komme ud for, at du desuden skal bekræfte ordren med sms.…

…”

Klageren har anført, at han tilbringer over 100 dage om året i udlandet uden adgang til at ringe til Danmark, hvorfor bankens indførelse af sms-kontrol har afskåret ham fra at betale sine regninger.

Parternes påstande

Den 8. oktober 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal finde en anden løsning, der ikke afskærer folk uden mobiltelefon fra at anvende netbank.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken ikke har godtgjort, at anvendelsen af Nem-ID ikke længere er tilstrækkelig kontrol.

Bankens indførelse af sms-kontrol har afskåret en gruppe af kunder fra at benytte netbank og dermed at betale deres regninger. Banken bør derfor finde en anden løsning, såfremt man ikke finder Nem-ID tilstrækkeligt.

Han er endnu ikke påført noget økonomisk tab som følge af bankens ændrede procedure, men dette alene fordi han har kunnet benytte et andet pengeinstitut i stedet.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen ikke vedrører en konkret økonomisk tvist, hvorfor Ankenævnet bør afvise at realitetsbehandle klagen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Nordea Bank anført, at klagen er ubegrundet. Der findes således allerede den af klageren ønskede alternative mulighed for kunder uden mobiltelefon, som ønsker at overføre penge.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at udbyde et bestemt produkt til brug for overførsel af penge, udover de muligheder som allerede forefindes.

Klageren har ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, eller at banken har begået fejl, som kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører Nordea Banks indførelses af sms-kommunikation i visse tilfælde ved overførsel af penge via netbank.

Ankenævnet finder ikke, at der i sagen består en konkret økonomisk tvist, som kan behandles af Ankenævnet, hvorfor klagen afvises.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.