Forlænget løbetid som følge af manglende regulering af låneydelse.
| Sagsnummer: | 228/2000 |
| Dato: | 22-11-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forlænget løbetid som følge af manglende regulering af låneydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører et boligindskudslån optaget med kaution fra en kommune. Klageren gør gældende at have et tilbagebetalingskrav som følge af forlænget løbetid.
Sagens omstændigheder.
Ved lånedokument underskrevet af klageren og dennes daværende samlever den 2. oktober 1986 ydede indklagede et boligindskudslån på 11.825 kr., der skulle afvikles med 150 kr. månedligt, første gang den 1. november 1986. Af lånedokumentet fremgår:
"Tilbagebetaling
Ydelsens størrelse er fastsat således, at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt cirka den 1.11.1996. Ændres renten, er banken berettiget til at forlange ydelsen ændret således, at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato.
......
Lånets restgæld forfalder uden opsigelse til indfrielse ved låntagernes fraflytning af ovennævnte lejlighed.
......
For lånet gælder i øvrigt omstående almindelige bestemmelser, hvormed jeg/vi har gjort mig/os bekendt"
Af lånedokumentets bagside fremgår:
"1.
..... Rente af lånets restgæld beregnes efter bankens til enhver tid gældende sats for lån af denne art og debiteres lånekontoen hvert kalenderkvartal."
Lånet var ydet mod selvskyldnerkaution af Århus Kommune. I en tilsagnsskrivelse herom af 25. september 1986 til klageren fremgår, at
"Lånet skal afdrages over 10 år."
Det er oplyst, at afviklingen af lånet foregik på den måde, at klageren betalte den månedlige låneydelse via sin husleje, således at boligforeningen afregnede låneydelsen til indklagede.
I forbindelse med klagerens fraflytning meddelte boligforeningen ved skrivelse af 17. august 1998 klageren, at man ved udfærdigelsen af flytteopgørelsen havde fået oplyst fra indklagede, at der ikke skulle være nogen restgæld på lånet. Efter at have afregnet flytteopgørelsen vendte indklagede imidlertid tilbage og oplyste, at lånet havde en restgæld på 2.162,78 kr. Boligforeningen anmodede klageren om at kontakte indklagede for betaling heraf.
Ved skrivelse af 13. december 1999 meddelte indklagede klageren, at boligindskudslånet havde en restgæld på 1.930,72 kr.
Klageren rettede henvendelse til en retshjælpsinstitution, som ved skrivelse af 3. maj 2000 anførte, at klageren gjorde krav på tilbagebetaling af 24 ydelser à 150 kr., idet klageren alene var pligtig at betale lånets ydelser i 10 år, men havde betalt ydelserne i 12 år. Dette afviste indklagede.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.600 kr., subsidiært et mindre beløb fastsat af Ankenævnet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det af låneaftalen fremgår, at afviklingsperioden var 10 år. Tilsvarende er anført i kautionserklæringen.
Indklagede har undladt at gøre brug af sin ret til at ændre lånets ydelse. Indklagede har ikke ret til at forlænge lånets afviklingsperiode, blot fordi renten i perioder har oversteget renten på tidspunktet for lånets etablering. Indklagede må være henvist til at hæve de månedlige ydelser.
Hertil kommer, at eventuelle ændringer i rente og tilbagebetalingsperiode bør varsles over for låntager, således at denne kan vurdere alternative lånemuligheder. Da dette ikke er sket, må låntager kunne forvente, at den tilbagebetalingsperiode, som indklagede selv har beregnet, stadig er gældende.
Endvidere må låntager kunne forvente, at den rente, som var gældende på etableringstidspunktet, gælder, indtil andet meddeles.
Subsidiært gøres det gældende, at den rente, som indklagede har beregnet sig, har være højere end den aftalte. På baggrund af en sammenligning af indklagedes beregnede rente og diskontoen i perioden er det hendes opfattelse, at hun har betalt en højere rente end aftalt.
Indklagede har anført, at det af lånedokumentet fremgår, at lånets rente er variabel. Lånet er ydet til indklagedes til enhver tid gældende rentesats for boligindskudslån, således at der på intet tidspunkt har været tale om en individuelt reguleret rentesats.
Indklagede er berettiget til uden varsel at forhøje udlånsrenten, og klageren har ved renteændringer fået meddelelse herom via indklagedes annoncering i dagspressen samt årlige kontoudskrifter.
Lånets ydelse er i henhold til lånedokumentet fastsat således, at lånet ved uændret rente ville være tilbagebetalt ca. den 1. november 1996, hvilket betyder, at der ikke er aftalt en fast løbetid på 10 år.
Indklagede har ved renteændringer været berettiget, men ikke forpligtet, til at forlange ydelsen ændret med henblik på, at lånet kunne være tilbagebetalt på den anslåede udløbsdato.
Klageren måtte påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser. Klageren hæfter herefter fortsat for lånets restgæld pr. 31. december 1999 opgjort til 1.937,80 kr.
Det har ingen betydning for klagerens hæftelse, at der i forhold til kautionisten er tale om en tidsbegrænsning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af lånedokumentet af 2. oktober 1986, at renten er variabel, og det må lægges til grund, at indklagede i fornødent omfang har givet meddelelse om renteændringer ved annoncering og i kontoudskrifter. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at lånets rente til stadighed har været i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige rente for boligindskudslån.
Der er ikke i lånedokumentet truffet aftale om en fast løbetid på 10 år, idet det alene er anført, at lånets ydelse er fastsat således, at lånet, hvis renten forbliver uændret, vil være tilbagebetalt efter ca. 10 år. Bestemmelsen om, at indklagede er berettiget til at ændre ydelsen, såfremt renten ændres, kan ikke forstås således, at indklagede over for klageren er forpligtet hertil. Klageren måtte således indse, at løbetiden kunne blive forlænget ved renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen.
Den omstændighed, at kommunen som kautionist havde betinget sig, at lånet skulle afdrages over 10 år, kan efter Ankenævnets opfattelse ikke begrunde, at indklagede ikke alene over for kommunen, men - selv om dette som nævnt ikke følger af lånedokumentet - også over for klageren havde pligt til at regulere lånets ydelse, således at en løbetid på 10 år blev fastholdt.
I øvrigt bemærkes, at det må følge af Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200, at klagerens påstand ikke kunne tages til følge, selv om det antoges, at indklagede i forhold til klageren havde begået en fejl ved ikke at regulere ydelsen, således at en løbetid på 10 år blev fastholdt.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.