Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for kaution stiftet i forbindelse med opdeling af fælleslån.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod en kautionsforpligtelse, der blev stiftet i forbindelse med opdeling af et fælleslån.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med at klageren og dennes daværende samlever, S, i begyndelsen af 1998 ophævede samlivet, blev deres fælles lån hos indklagede opdelt i to separate lån på henholdsvis 54.000 kr. og 81.000 kr. Klageren og S påtog sig samtidig selvskyldnerkaution for hinandens lån.

I løbet af 1998 ophørte S med at afvikle sit lån på 81.000 kr. Indklagede underrettede klageren herom og anmodede klageren om at betale ydelsen, hvilket klageren gjorde. Fra og med august 1999 blev ydelserne på S' lån løbende overført fra klagerens konto hos indklagede.

Den 31. oktober 2000 indfriede klageren sit lån på oprindelig 54.000 kr.

I sommeren 2002, hvor S' lån var nedbragt til ca. 60.000 kr., rettede klageren via en advokat til indklagede om kautionen. På advokatens forespørgsel oplyste indklagede bl.a., at renter blev indberettet til Told Skat med henvisning til låntagers personnummer. Indklagede afviste at frafalde kautionen eller at tilbyde en akkord.

Parternes påstande.

Den 9. juli 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun følte sig presset/tvunget til at skrive under på kautionen for S' lån, idet indklagedes medarbejder sagde, at hun ellers ville blive registreret i RKI. Hun blev ikke oplyst om konsekvenserne af kautionen.

Indklagede burde have søgt gælden inddrevet hos S i stedet for at opkræve ydelserne hos hende. Indklagede burde i hvert fald have givet hende mulighed for at beslutte, om det var omkostningerne værd at sende sagen til inkasso. Hun har ikke haft noget med S at gøre siden samlivsophævelsen.

Fælleslånet blev i sin tid oprettet primært til indfrielse af S' klatgæld, hvorfor lånet også blev skævdelt i forbindelse med samlivsophævelsen.

Indklagede overførte uden forudgående accept ydelserne fra hendes konto. Dette har hun dog efterfølgende accepteret med henblik på at undgå rykkergebyrer og yderligere renter.

Pr. den 10. juni 2003 har hun indbetalt i alt 60.691,78 kr. på S' lån, og der er stadig en restgæld på 54.309,86 kr.

Det er urimeligt, at indklagede fastholder kautionsforpligtelsen. Indklagede har på baggrund af hendes henvendelse via advokaten i 2002 alene været indstillet på at overføre gælden i hendes navn, således at hun kunne opnå skattemæssigt fradrag for renterne.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med samlivsophævelsen imødekom klagerens og S' anmodning om opdeling af fælleslånet på betingelse af, at de gensidigt kautionerede for hinandens del af det opdelte lån (krydskaution).

Den medarbejder, som talte med klageren og S, er ikke længere ansat. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at klageren skulle være blevet truet til at skrive under på kautionserklæringen. Klageren hæftede allerede ifølge det oprindelige gældsbrev som debitor for hele gælden, og hendes retsstilling blev reelt ikke ændret som følge af kautionen.

Det må antages, at klageren i forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringen i overensstemmelse med indklagedes almindelige praksis er blevet oplyst om konsekvenserne af en kaution.

Da S ophørte med at afdrage på sit lån, og klageren overtog betalingen af ydelserne, valgte man ikke at tage kravet mod S til inkasso, da det ville medføre yderligere omkostninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren og dennes tidligere samlever (S) hæftede solidarisk for gælden i henhold til deres fælles lån hos indklagede. Indklagede var derfor berettiget til at stille krav om gensidig kaution som betingelse for at opdele lånet i forbindelse med samlivsophævelsen, og der er ikke grundlag for helt eller delvist at anse klagerens kautionsforpligtelse for lånet til S på 81.000 kr. for uforbindende for klageren.

Da dette lån blev misligholdt af S, var indklagede berettiget til at gøre klagerens kautionsforpligtelse gældende, og indklagede var, da klageren hæfter som selvskyldnerkautionist, ikke forpligtet til først at søge gælden inddrevet hos S. Det bemærkes i denne forbindelse, at klageren selv vil kunne gøre sit regreskrav gældende mod S.

Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkordordning vedrørende klagerens kautionsforpligtelse.

Som følge af den anførte

Klagen tages ikke til følge.