Indsigelse mod betaling af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 254 /1998 |
| Dato: | 09-12-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod betaling af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøre klagernes kaution for et lån på oprindelig 126.848,48 kr. gældende.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved gældsbrev af 14. juni 1995 ydede indklagedes Asnæs afdeling klagernes søn og dennes daværende samlever et lån på 126.848,48 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr. Klagerne påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.
Samtidig etablerede afdelingen et boliglån på 67.000 kr. til sønnen og samleveren og en grundkonto med kredit på 40.000 kr. til sønnen. Engagementet blev etableret i forbindelse med sønnens og samleverens køb af en fast ejendom, som i øvrigt skulle finansieres ved overtagelse af to eksisterende lån i Nykredit med obligationsrestgæld på i alt ca. 265.000 kr. og restløbetid på ca. 14 år samt et nyt 20-årigt ejerskiftelån i Unikredit på 130.000 kr.
Primo november 1995 ophævede sønnen og samleveren samlivet, hvilket blev meddelt indklagede. Samleveren ønskede at overtage ejendommen som eneejer.
M tog på vegne sønnen og samleveren kontakt til indklagede med henblik på tilrettelæggelse af engagementet efter samlivsophævelsen, herunder samleverens overtagelse af ejendommen.
Under sagen er fremlagt en af Nykredit udarbejdet konsekvensberegning dateret den 6. november 1995 vedrørende en omprioritering af ejendommen til et 30-årigt kontantlån på 414.000 kr.
Klagerne har anført, at samleveren blev godkendt af Nykredit, som samtidig tilbød et lån på 414.000 kr. til indfrielse af de eksisterende Nykreditlån og Unikreditlånet. Ved omlægning til et samlet 30-årigt lån havde samleveren økonomisk mulighed for at overtage ejendommen. Indklagede har anført, at man aldrig kom i besiddelse af eller blev præsenteret for et lånetilbud fra Nykredit, men at man alene modtog konsekvensberegningen.
Af den under sagen fremlagte korrespondance fremgår, at indklagede og M i december 1995 drøftede samleverens mulighed for at overtage ejendommen.
Ved skrivelse af 8. januar 1996 meddelte indklagede samleveren, at hendes rådighedsbeløb ville blive ca. 2.300 kr. månedligt, såfremt hun alene skulle overtage ejendommen, boliglånet og kautionslånet. Da indklagede fandt rådighedsbeløbet for lille, kunne samleveren ikke godkendes som enedebitor på engagementet hos indklagede og i Unikredit, hvorfor det blev tilrådet at sælge ejendommen.
Ved skrivelse af 10. januar 1996 til indklagede skitserede M to løsningsmodeller, hvorefter realkreditlånene og kautionslånet, henholdsvis realkreditlånene og boliglånet, blev omlagt til et samlet 30-årigt realkreditlån. På grundlag af de to løsningsmodeller beregnede M samleverens månedlige rådighedsbeløb til henholdsvis 4.800 kr. og 4.062 kr.
På grundlag af drøftelser mellem parterne på et møde hos indklagede den 24. januar 1996 foranledigede indklagede ejendommen vurderet med henblik på en omprioritering via Unikredit. Den 30. s.m. meddelte indklagede samleveren, at det ikke var muligt at opnå tilstrækkelig stor belåning via Unikredit.
Under henvisning til, at den ønskede belåning ikke kunne opnås, indkaldte indklagede M, samleveren og sønnen til et møde den 21. februar 1996. På grundlag af drøftelserne på mødet fremsendte indklagede den 23. s.m. beregninger over sønnens og samleverens gæld, som beløb sig til i alt 719.000 kr., heraf 438.000 kr. til Nykredit/Unikredit og 281.000 kr. til indklagede. Indklagede opfordrede til salg af ejendommen. Samleverens eventuelle overtagelse af ejendommen kunne finansieres ved et Unikreditlån på 398.400 kr. Denne løsning forudsatte bl.a., at klagerne var indforstået med at kautionere for i alt 255.200 kr. I skrivelsen blev det endvidere oplyst, at kautionslånet var i restance med 17.410 kr.
Af den efterfølgende korrespondance mellem indklagede og M fremgår, at M på baggrund af dels Nykredits omprioriteringsforslag af 6. november 1995 dels indklagedes oplysninger på mødet i januar 1996 forventede, at ejendommen kunne belånes med et realkreditlån på 450.000 kr., og at samleveren herefter var i stand til at afvikle engagementet med indklagede bortset fra grundkontoen med kredit, som skulle afvikles af sønnen. Indklagede meddelte bl.a., at man ikke var bekendt med, at der skulle foreligge et lånetilbud på 450.000 kr.
Ejendommen blev solgt i marts 1996 med overtagelse den 1. april 1996. Af købsaftalen fremgår, at købesummen på 525.000 kr. skulle berigtiges ved et Unikreditlån på 423.000 kr., overtagelse af kautionslånet for så vidt angår 70.000 kr. og en kontant udbetaling på 32.000 kr.
Under henvisning til, at ejendomshandlen ifølge købsaftalen skulle finansieres ved realkreditlån i Unikredit og boliglån hos indklagede, rettede indklagede ved skrivelse af 21. marts 1996 henvendelse til køber med anmodning om diverse materiale til brug for en kreditvurdering af denne.
Ved skrivelse af 27. marts 1996 til M meddelte indklagede bl.a., at køber havde oplyst, at han påtænkte at udleje ejendommen, hvilket begrænsede muligheden for lån i Unikredit. M protesterede herover.
Ved skrivelse af 28. maj 1996 underrettede indklagede klagerne om, at restancen på kautionslånet udgjorde 24.640 kr.
Den 27. februar 1997 blev der afholdt møde mellem parterne og deres advokater. Efter mødet konkluderede en af de medvirkende advokater bl.a. følgende:
"1. Såfremt ejendommen afhændes til den af [ejendomsmægleren] anførte vurdering, er [indklagede] indstillet på følgende:
Det i forbindelse med afhændelse af ejendommen konstaterede underskud deles ligeligt mellem [sønnen] og [samleveren]. Baseret på en salgspris på kr. 560.000 uden ejendomsmæglerhonoraret er beløbet anslået til ca. kr. 65.000 til hver. Beløbene berigtiges ved, at [sønnen] og [samleveren] hver i sær påtager sig et lån i Unibank i henhold til nærmere aftale, dog med følgende grundbetingelser:
1. Der sker genforhandling af låneaftalen hvert år.
2. Der sker en tilpasning af rentevilkårene, således at disse nærmer sig bankens nettorente, ligesom der foretages størst mulige rentetilpasning.
3. [M's] kaution, stor kr. 153.204,36 pr. 6/11 1996, nedskrives til kr. 75.000 og omhandler alene gæld ifølge [sønnens] lån i det ovenstående anslået til kr. 65.000.
4. Banken er indforstået med, at sædvanlige omkostninger i forbindelse med ejendomshandelens berigtigelse respekteres, således at en handel kan gennemføres uden væsentlige hindringer."
I en skrivelse af 8. april 1997 til advokaten anførte M bl.a., at han og ægtefællen var ude af sagen både som kautionister og rådgivere. M henviste bl.a. til, at indklagede havde pådraget sig ansvar ved ikke at gennemføre omprioritering af ejendommen som lovet, og at de ifølge bank- og sparekasselovens § 41 var frigjort for kautionen.
Ved anbefalet skrivelse af 5. maj 1997 gjorde indklagede kautionen gældende over for klagerne. Kautionsforpligtelsen blev opgjort til 153.204,36 kr. med tillæg af renter 13,75% p.a. fra den 30. september 1996.
Ved anbefalet skrivelse af 16. juni 1998 til klagerne opgjorde indklagede kautionsforpligtelsen til 193.456,04 kr. I skrivelsen henviste indklagede til, at ejendomshandelen nu var faldet endeligt på plads, men at provenuet ikke var tilstrækkeligt til nedskrivning af kautionsforpligtelsen.
Af kontoudskrifter for kautionslånet fremgår, at de automatiske overførsler af ydelser til lånet fra og med november 1995 løbende blev tilbageført. Ved tilbageførslen af ydelsen for januar 1996 tilbageførtes tillige ydelserne for august, september og oktober 1995 på i alt 7.500 kr. Den 30. december 1996 overgik lånet til en inkassokonto med en saldo på 153.204,36 kr.
Indklagede har oplyst, at ejendommen blev solgt den 1. august 1997 til en kontantpris på 555.000 kr., og at sønnens og samleverens engagement i forbindelse med salget af ejendommen, blev nedskrevet med det provenu på 33.827,82 kr., der blev tilbage efter betaling af diverse restancer samt advokatomkostninger.
Indklagede har under sagens forberedelse erklæret sig indforstået med at nedsætte kautionen med de 3 tilbageførte ydelser for august, september og oktober 1995 på i alt 7.500 kr.
Parternes påstande.
Den 29. juli 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede har ikke har overholdt sin pligt til at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Indklagede rettede først henvendelse angående kautionsforpligtelsen den 5. maj 1997 og efterfølgende den 19. juni og 3. juli 1998. Deres regreskrav er blevet forringet ved, at indklagede fra og med november 1995 har undladt at medvirke til en løsning på sønnens og samleverens økonomiske problemer i forbindelse med samlivsophævelsen. Problemerne kunne være løst ved Nykredits omprioriteringsforslag allerede inden udgangen af 1995. Ejendommen kunne også i oktober 1996 være omprioriteret via Nykredit. På mødet i januar 1996 gav indklagede tilsagn om en omprioritering via Unikredit, men omprioriteringen blev ikke gennemført som lovet. Det beroede endvidere på indklagedes forhold, at ejendomshandlen af 20. marts 1996 ikke blev gennemført. Som følge af indklagedes behandling af sagen er sønnen og samleveren blevet påført ekstra omkostninger til renter, gebyrer, advokat og ejendomsmægler. Hvis sagen var ordnet på normal vis, ville sønnens og samleverens samlede gæld til indklagede nu være nedbragt til 40.000 kr. De er uforstående over for, at kautionen nu er gjort gældende med et beløb på ca. 200.000 kr., da lånet var på 126.848,48 kr. Under mødet den 27. februar 1997 blev det aftalt, at kautionsforpligtelsen skulle nedskrives til 75.000 kr.
Indklagede har anført, at man til stadighed har været interesseret i en løsning på sagen, og at man aktivt har søgt at medvirke hertil. Man er ikke bekendt med et eventuelt lånetilbud fra Nykredit, og efter en vurdering af ejendommen ultimo januar 1996 var det ikke via Unikredit muligt at opnå en belåning, der gjorde det muligt for samleveren at overtage ejendommen. Sønnen og samleveren blev derfor rådet til at sælge ejendommen. Man var ikke bekendt med, at køberen af ejendommen i henhold til købsaftalen af 20. marts 1996 ønskede at benytte denne til udlejning, og at køber i tillid til, at handelen ville falde på plads, allerede havde udlejet ejendommen. M deltog i de løbende drøftelser om sønnens og samleverens engagement og havde derfor et indgående kendskab hertil. Klagerne modtog endvidere information vedrørende kautionsforpligtelsen ved skrivelserne af 23. februar og 28. maj 1996. Forpligtelsen til at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er derfor opfyldt. Indklagedes tilbud om nedskrivning af kautionsforpligtelsen til 75.000 kr. blev forkastet af M ved skrivelsen af 8. april 1997.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerne har ikke bestridt at have modtaget indklagedes skrivelser af 23. februar og 28. maj 1996. Af disse skrivelser fremgår det, at kautionslånet var i restance med henholdsvis 17.410 kr. og 24.640 kr. Det må herefter lægges til grund, at klagerne har modtaget underretning som omhandlet i bank- og sparekasselovens § 41. Klagerne har således haft tilstrækkelig tilskyndelse til at varetage deres interesser som kautionister, hvilket tilsyneladende også er sket som led i M's løbende drøftelser med indklagede.
Der ses ikke at være grundlag for at antage, at det skyldtes fejl fra indklagedes side, at man ikke nåede frem til en ordning, hvorved samleveren kunne overtage ejendommen efter samlivsophævelsen.
Ankenævnet finder således ikke, at indklagede har handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilrettelæggelsen af sønnens og samleverens engagement efter samlivsophævelsen. Det bemærkes særligt, at det ikke kan bebrejdes indklagede, at Unikredits vurdering af ejendommen ikke medførte et lånetilbud af en størrelse, som kunne danne grundlag for samleverens overtagelse af ejendommen.
Ankenævnet lægger til grund, at den løsning på sagen, som indklagede og bl.a. klagerne forhandlede om på mødet den 27. februar 1997, ikke blev gennemført, fordi klagerne ikke tiltrådte den. De betingelser for at nedsætte kautionsforpligtelsen, som indklagede stillede på mødet, er herefter ikke opfyldt, og indklagede er derfor ikke bundet af sit tilbud herom.
Som følge af det anførte findes der ikke grundlag for at anse klagerne for frigjort for nogen del af kautionsforpligtelsen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.