Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dokumentation vedrørende boligformål.

Sagsnummer: 588/1993
Dato: 10-05-1994
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Boligsparekontrakt - præmie
Ledetekst: Dokumentation vedrørende boligformål.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Denne sag drejer sig om, hvorvidt det indklagede pengeinstitut er erstatningsansvarlig i anledning af, at klageren i forbindelse med udbetaling af indeståendet på sin boligsparekontrakt ikke fik udbetalt statspræmien på 4%.

Den 14. september 1993 henvendte klageren sig i indklagedes Søborg afdeling og anmodede om, at der overførtes 43.645 kr. til en andelsboligforening fra klagerens boligsparekontrakt i afdelingen i forbindelse med klagerens køb af en andelslejlighed. Beløbet skulle ifølge klageren være overført til andelsboligforeningens konto senest den 15. september 1993.

Ifølge indklagede var klageren ikke i besiddelse af dokumentation for, at han var i færd med at købe en bolig. Da klageren oplyste, at der endnu ikke forelå salgsaftale eller slutseddel, foreslog indklagedes medarbejder, at klageren henvendte sig til andelsboligforeningen for at fremskaffe et eller andet, der kunne godtgøre over for indklagede, at han var i færd med at købe en lejlighed. Klageren sagde herefter, at han ville "smutte hen til" andelsboligforeningen, og forlod banken. Han vendte senere tilbage, men uden dokumentation, og forlangte beløbet udbetalt. Indeståendet på boligsparekontrakten blev herefter overført til et andet pengeinstitut, uden at der blev tillagt statspræmie.

Klageren har bestridt indklagedes fremstilling af hændelsesforløbet, idet han har anført, at banken forlangte et andelsbevis og ikke fandt et stykke papir fra sælgeren fyldestgørende. Det var nødvendigt at få udbetalt indeståendet på boligsparekontrakten straks, idet købet af andelsboligen ellers ville blive hævet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren 2.859,53 kr., der udgør statspræmien.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnet har under sagens behandling anmodet Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om en udtalelse. Hypotekbanken har i den anledning meddelt følgende:

"Efter vor opfattelse ville grundlaget for udbetaling af boligopsparing med præmie være opfyldt, såfremt kontohaver f.eks. ved forevisning af erklæring fra lejlighedens sælger havde sandsynliggjort købet og efterfølgende havde forevist fuld dokumentation i form af slutseddel eller skøde.

Hypotekbanken vil derimod ikke kunne acceptere, at dokumentationen alene sker efterfølgende."

Klageren har anført, at indklagede ikke ydede klageren tilstrækkelig rådgivning og vejledning i forbindelse med anmodningen om udbetaling af indeståendet af boligsparekontrakten og derfor må erstatte ham den mistede statspræmie.

Indklagede har henvist til sin fremstilling af hændelsesforløbet i forbindelse med klagerens anmodning om udbetaling af indeståendet på boligsparekontoen.

Ankenævnets bemærkninger:

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er erstatningspligtig over for klageren i anledning af, at klageren ikke fik udbetalt statspræmien, afhænger af, hvilken af de indbyrdes modstridende versioner af, hvad der passerede ved klagerens anmodning om udbetaling af indeståendet på boligsparekontoen, der kan lægges til grund. Da en stillingtagen hertil ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Da det efter det for Ankenævnet oplyste kan lægges til grund, at klageren opfyldte de materielle betingelser for at få udbetalt statspræmien, finder Ankenævnet anledning til at henlede opmærksomheden på, at Kongeriget Danmarks Hypotekbank efter § 5 i boligministeriets bekendtgørelse nr. 288 af 14. maj 1987 om boligsparekontrakter med pengeinstitutter afgør tvivlsspørgsmål om ordningen. Såfremt en eventuel henvendelse fra klageren til Hypotekbanken om udbetaling af statspræmien ikke fører til noget resultat, henvises klageren til at påklage Hypotekbankens afgørelse til boligministeriet.

Efter det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.