Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af forkert rådgivning om mulighed for at få udbetalt kapitalpension mod beregning af 40% afgift ved tilkendelse af højeste før-tidspension.
| Sagsnummer: | 63 /2002 |
| Dato: | 11-06-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Rut Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Kapitalpensionskonti - ophævelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af forkert rådgivning om mulighed for at få udbetalt kapitalpension mod beregning af 40% afgift ved tilkendelse af højeste før-tidspension. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af forkert rådgivning om muligheden for at få kapitalpension udbetalt mod beregning af 40% afgift ved tilkendelse af højeste førtidspension.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
M, der er født i 1949, havde to kapitalpensionsordninger, en arbejdsgiverordning og en privatordning, hos indklagede.
Klagernes engagement med indklagede bestod i øvrigt bl.a. af et lån i CHF.
Af de generelle vilkår for en aftale om den private kapitalpensionsordning, som M underskrev 24. marts 1997, fremgår bl.a:
"Udbetaling
Kontoens indestående kan tidligst udbetales, når kontohaver er fyldt 60 år eller ved lavere pensionsalder godkendt af ligningsrådet og skal udbetales ved det fyldte 70 år. …Kontoens indestående kan udbetales til kontohaver ved invaliditet, som efter reglerne i lov om social pension berettiger kontohaveren til højeste eller mellemste førtidspension.…Udbetalingen sker efter fradrag af den afgift/skat, det i henhold til gældende lovgivning påhviler banken at tilbageholde."
I juni 1998 blev det konstateret, at M lider af Alzheimers sygdom.
Pr. den 1. januar 2000 havde kapitalpensionerne en værdi på henholdsvis 1.438.742 kr. og 66.652 kr., i alt 1.505.394 kr.
Ved skrivelse af 14. februar 2000 meddelte klagernes bopælskommune, at M var tilkendt højeste førtidspension med virkning fra 1. januar 2000.
Klagerne forespurgte indklagede, om M på baggrund af tilkendelsen af højeste førtidspension havde mulighed for at få udbetalt kapitalpensionerne mod beregning af 40% i afgift. Indklagede oplyste fejlagtigt, at der ikke var mulighed herfor.
Pr. den 1. januar 2001 havde kapitalpensionerne en værdi på henholdsvis 403.495 kr. og 104.235 kr., i alt 507.730 kr.
I november 2001 blev klagerne bekendt med, at der på baggrund af tilkendelsen af højeste førtidspension var mulighed for at få udbetalt M's kapitalpensioner mod beregning af afgift på 40% i stedet for sædvanlig afgift på 60% ved udbetaling før det fyldte 60. år. Klagerne rettede herefter henvendelse til indklagede herom.
Den 14. november 2001 fremsendte den investeringsrådgiver, A, hos indklagede, som havde varetaget klagernes investeringer, følgende e-mail til klagerne:
"Som opfølgning på din henvendelse til mig fredag d. 9/11-2001 skal jeg herved beskrive forløbet således som jeg husker det:
I starten af år 2000 (formodentlig i februar) henvender [H] sig til mig telefonisk for at meddele, at [M] nu har fået tilkendt højeste invalidepension af varig karakter fra det offentlige.
Dette er under omstændighederne en meget god nyhed, da denne tilkendelse underbygger den hidtidige og løbende udbetaling fra forsikringsselskab til at være permanent.
[Klagerne] har på et tidligere tidspunkt overvejet at få kapitalpensionen udbetalt i utide, forudsat at man kunne slippe med at betale 40% afgift til Staten. I tilfælde af at man kunne få kapitalpensionen udbetalt til lav afgift, skulle beholdningen af aktier således sælges og provenuet bruges dels til indfrielse af personligt optaget CHF-lån, og dels til køb af obligationer, da [klagerne] ønskede at have en mere sikker reserve. [H] spørger således nu, om denne nye ændrede situation om tilkendelse af varig invalidepension ændrer/berettiger til en afgift på kun 40%, såfremt kapitalpensionen ønskes ophævet før normal udløb.
Endvidere er ordningens værdi på daværende tidspunkt steget meget som følge af store aktiekursstigninger ultimo 1999 og primo 2000.
Jeg er ikke på stående fod istand til at besvare et sådanne mere tekniske og skattemæssige spørgsmål, hvorfor jeg er nødt til at gå videre i banken med henvendelsen til den pensionsansvarlige. Dette meddeles [H] under samtalen og jeg lover at vende tilbage med et svar snarest.
Efter at have forelagt spørgsmålet/henvendelsen den pensionsansvarlige vender jeg således tilbage til [H] efter nogle dage, hvor jeg meddeler, at kapitalpensionen ikke kan ophæves med en afgift på kun 40% under det forelagte grundlag.
[H] tager meldingen til efterretning - men glæder sig dog mest af alt over at være sikret en varig månedlig pension."
Ved skrivelse af 7. december 2001 gjorde klagerne via deres advokat et erstatningsansvar gældende som følge af den forkerte rådgivning i februar 2000 om muligheden for at få udbetalt kapitalpensionerne mod 40% afgift. Tabet blev opgjort til det beløb, hvormed værdien af kapitalpensionerne var faldet siden februar 2000 samt renterne på CHF lånet i samme periode.
Pr. den 31. december 2001 havde kapitalpensionerne en værdi på henholdsvis 342.622 kr. og 89.608 kr., i alt 432.230 kr.
Ved skrivelse af 2. januar 2002 erkendte indklagede, at klagerne havde fået forkert rådgivning. Indklagede afslog imidlertid at yde erstatning bl.a. under henvisning til, at M selv bar en del af ansvaret, og at der ikke var lidt noget tab.
I februar/marts 2002 blev kapitalpensionerne ophævet.
Parternes påstande.
Den 7. februar 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "forskellen på værdi kapitalpension den 1. feb. 2000 og det udbetalte provenu ved kapitalpensionens ophævelse feb. 2002. Tab lidt ved at CHF lån ikke blev indfriet. Refusion af procesrenter."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede var grundigt informeret om M's sygdom, som startede i slutningen af 1995. Der blev herefter ikke indbetalt på kapitalpensionerne. M fik diagnosen Alzheimer i juni 1998.
Som følge af M's sygdom blev H indsat som direktør i M's anpartsselskab, som har til formål at drive handels- og investeringsvirksomhed, og som har et lånefinansieret engagement med indklagede. Da H's indsigt i finansielle forhold var begrænset, blev det drøftet med indklagede, at der var et stigende behov for rådgivning fra indklagedes side. M's sygdom var den eneste grund til, at H blev direktør i selskabet.
Ved henvendelsen i 2000 ønskede de at ophæve kapitalpensionerne, såfremt dette kunne ske mod beregning af afgift på 40%. Provenuet skulle i givet fald anvendes til indfrielse af CHF lånet. Dette fremgår også klart af e-mailen af 14. november 2001.
De kunne berettiget lægge til grund, at indklagedes oplysning om, at udbetaling ikke var mulig, var korrekt. Indklagede markedsfører sig på kapitalpensioner, som er et væsentligt produkt, og indklagede må derfor også kende til reglerne for udbetaling. De havde ikke anledning til at undersøge, om indklagedes oplysning var korrekt.
Der står intet om 40% afgift i de generelle vilkår, som indklagede henviser til.
Eventuel udbetaling af kapitalpensionerne blev ikke drøftet i forbindelse med, at M havde dårlig ryg, idet han på daværende tidspunkt stadig var i arbejde.
Efter det negative svar i februar 2000 blev de af indklagede rådet til at betragte kapitalpensionerne som en langsigtet investering, idet der stadigvæk var ni år til M fyldte 60. På grundlag af indklagedes anbefalinger blev der foretaget 40-50 handler årligt i selskabet. På kapitalpensionerne blev der i 2000 foretaget 37 handler. I 2001 blev der handlet 14 gange. Handlerne ophørte, da A i 2001 fratrådte sin stilling hos indklagede.
Da H i november 2001 erfarede, at kapitalpensionerne faktisk kunne udbetales mod 40% afgift, kontaktede hun indklagede for at få oplyst, hvornår denne regel var blevet indført. Indklagede meddelte, at reglen var blevet lavet om i april 2000, og at der således ikke var ydet fejlagtig rådgivning i februar 2000. Via Skatteministeret fik H imidlertid oplyst, at kapitalpensionerne kunne være blevet udbetalt mod 40% afgift i februar 2000, hvilket indklagede efterfølgende erkendte.
Indklagede har anført, at oplysninger om muligheden for udbetaling af kapitalpensionerne findes i det materiale, som klagerne har fået udleveret, jf. de generelle vilkår, som klagerne fik udleveret i forbindelse med kapitalpensionsaftalerne. Da klagerne selv kunne have søgt det rigtige svar i materialet, bærer klagerne selv en del af ansvaret. Endvidere er det sandsynligt, at spørgsmålet tidligere kan være drøftet. Klagerne har således tidligere drøftet udbetaling af kapitalpensionerne med indklagede i forbindelse med, at M havde dårlig ryg. Emnet kan endvidere have være bragt op på et tidspunkt, hvor det blev drøftet, om en gruppelivsforsikring, som M havde tegnet, dækkede invaliditet.
M har gennem de sidste år ikke foretaget indbetalinger på kapitalpensionerne. Der har således ikke været tale om opsparing i sædvanlig forstand, men alene regelmæssige køb og salg af værdipapirer med henblik på størst mulig gevinst.
Klagerne har viden om økonomiske forhold og interesse for investeringer. Klagerne er aktive investorer bl.a. via det af M ejede anpartsselskab, der har et lånefinansieret engagement primært til køb og salg af aktier. Endvidere har selskabet tidligere indgået spekulative valutaterminsforretninger.
Det er indklagedes indtryk, at indsættelsen af H som direktør i selskabet havde andre grunde, end dem klagerne har anført. M har frem til november 2001 disponeret og været den reelle beslutningstager.
I arbejdsgiverordningen var der bl.a. 3.000 stk. aktier i EURO909.com A/S, som pr. 31. december 1999 havde en kursværdi på 542.424 kr. Klagerne havde løbende opkøbt disse aktier til alle sine depoter. Aktierne blev købt til en kurs på 3,5 USD. I løbet af januar 2000 steg kursen til 30,5 USD. Den 20 feb. 2000 faldt kursen til 16,5 USD svarende til en kursværdi på 373.715 kr. Pr. den 8. marts 2002 var kursen faldet til1 USD.
Ved henvendelsen i februar 2000 angav klagerne, at de bl.a. gerne ville sælge aktierne i depotet og omlægge til obligationer, såfremt kapitalpensionerne kunne komme til udbetaling. Denne omlægning kunne også være sket, selv om kapitalpensionerne fortsatte uændret, men klagerne foretog sig intet. Klagerne omlagde jævnligt værdipapirer i alle depoter, og det er derfor uforståeligt, at klagerne alene skulle have ønsket at sælge aktierne, hvis kapitalpensionerne blev udbetalt. Klagerne anfører selv, at det var indklagedes forventning, at aktierne ikke ville falde i værdi, hvilket ville have været en begrundelse for at beholde aktierne selv i tilfælde af en udbetaling af kapitalpensionerne. Sagen er således et udtryk for klagernes manglende realisation af en gevinst, hvilket klagerne selv bærer ansvaret for. Klagerne har ikke lidt et tab, som kan henføres til indklagede, hvorfor der ikke består nogen erstatningspligt.
I begyndelsen af november 2001 kontaktede klagerne indklagede flere gange for at drøfte sagen. I forbindelse hermed erkendte man fejlen men angav, at klagerne ikke havde lidt et tab. Det blev også undersøgt og erkendt, at den ændring af reglerne der kom i april 2000, ikke havde betydning for det spørgsmål om udbetaling af kapitalpensionerne, som klagerne rejste.
Et eventuelt erstatningskrav bør i hvert fald begrænses til forskellen mellem kapitalpensionernes værdi i februar 2000 og i november 2001, hvor klagerne blev bekendt med, at udbetaling kunne ske mod beregning af 40% afgift.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede begik en ansvarspådragende fejl, da man i februar 2000 på klagernes forespørgsel fejlagtigt meddelte, at M, der netop var blevet tildelt højeste førtidspension, ikke kunne ophæve sine kapitalpensioner mod 40% afgift.
Ankenævnet finder, at klagerne berettiget kunne stole på, at indklagedes oplysninger om muligheden for at ophæve kapitalpensionerne var korrekte. Det kan således ikke bebrejdes klagerne, at de ikke kontrollerede oplysningerne, og at de ikke var opmærksomme på det anførte i de generelle vilkår i kapitalpensionsaftalerne.
Det må lægges til grund, at M som følge af indklagedes fejlagtige rådgivning i februar 2000 undlod at ophæve sine kapitalpensionsordninger. Det må endvidere lægges til grund, at ophævelserne i givet fald ville være blevet effektueret pr. den 1 marts 2000, og at M ville have anvendt provenuet til indfrielse af CHF lånet.
Klagerne blev i november 2001 bekendt med muligheden for at ophæve kapitalpensionerne mod 40% afgift. Ankenævnet finder derfor ikke, at der kan pålægges indklagede erstatningspligt for en eventuel negativ kursudvikling på værdipapirerne i kapitalpensionsdepoterne efter november 2001.
Indklagede skal herefter betale en erstatning til M svarende til værdiforringelsen af kapitalpensionerne i perioden 1. marts 2000 - 1. december 2001 samt renteudgifterne på CHF lånet i samme periode.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger betale en erstatning til M som ovenfor anført med tillæg af renter efter renteloven fra 7. februar 2002.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.