Afgørelse

Krav om at renteberegning stoppes og frafald af restgæld i henhold til frivillige forlig fra 2007.

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om at banken stopper renteberegningen og frafalder restgælden i henhold til frivillige forlig fra 2007.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han optog en kredit -120 med et maksimum på 30.000 kr. i 1997 og et lån -788 på 52.000 kr. i 1999. Kreditten og lånet blev efterfølgende misligholdt og overgik til bankens inkassoafdeling.

Den 28. december 2007 indgik klageren et frivilligt forlig vedrørende gælden på konto -120 og erkendte at skylde banken en restgæld på 53.039,64 kr., renter fra 1. januar 2003 til 20. december 2007 på 47.023,62 kr. og omkostninger på 4.260 kr., i alt 104.323,26 kr. Gælden blev forrentet med en variabel rente på for tiden 15,25 % om året. Det var anført i forliget, at gælden var forfalden på anfordring.

Den 28. december 2007 indgik klageren endvidere et frivilligt forlig vedrørende gælden på konto -788 og erkendte at skylde banken en restgæld på 48.265,68 kr. og renter fra 1. april 2004 til 20. december 2007 på 15.474,76 kr., i alt 63.740,44 kr. Gælden blev forrentet med en variabel rente på for tiden 9 % om året. Det var anført i forliget, at gælden var forfalden på anfordring.

Samtidig indgik klageren en aftale med banken om at afvikle gælden ved at betale 300 kr. om måneden på hver af de to konti.

Klageren har flere gange siden september 2013 forgæves bedt banken om at få udleveret kontoudskifter for hans gæld til banken i henhold til de to konti, herunder en oversigt over samtlige indbetalinger, som han havde foretaget til banken.

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet beklaget, at den alene har fremsendt restgældsopgørelser til klageren. Banken har fremlagt posteringsoversigter for konto -120 for perioden fra den 1. oktober 2000 til den 2. august 2016 og for konto -788 for perioden fra den 1. august 2003 til den 2. august 2016. Af posteringsoversigterne fremgår, at de alene er vejledende, da det ikke fremgår af oversigterne, om en indbetaling er anvendt til betaling af afdrag på hovedstolen, renter eller omkostninger. Endvidere fratrækkes forældede renter kun ved årets udgang.

Af posteringsoversigterne fremgår endvidere, at klageren igennem en årrække indbetalte 300 kr. om måneden på hver af de to konti.

Af en restgældsopgørelse af 6. maj 2015 fra banken til klageren fremgik, at gælden på konto -120 udgjorde 166.556,70 kr., og gælden på konto -788 udgjorde 65.846,56 kr., og at gælden i alt udgjorde 232.403,26 kr.

Banken har oplyst, at den tilbød klageren at indgå en aftale i juni 2015, hvorefter han skulle betale hovedstolen og anerkendte renter på gælden, som på daværende tidspunkt udgjorde ca. 165.000 kr. Klageren udbad sig betænkningstid, men vendte ikke tilbage.

I et brev af 26. august 2015 til klageren bekræftede banken en aftale om, at han begyndte at indbetale 600 kr. om måneden på konto -788. Banken tilbød i den forbindelse at nedsætte renten på konto -788 fra 10,05 % om året til 5 % om året. Afviklingen af gælden på konto -120 ville blive sat i bero i aftalens løbetid. Aftalen, der var vedlagt brevet, blev imidlertid ikke underskrevet og returneret af klageren.

Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet ligeledes fremlagt en oversigt over bankens indberetning af betalte renter til SKAT for konto -120 og konto -788 for årene 2012 til 2015. Banken har oplyst, at de seneste 8 indbetalinger på 300 kr. på konto -788, heraf 4 indbetalinger i 2015 er anvendt til afdrag på hovedstolen, mens de resterende 6 indbetalinger i 2015 på 300 kr. er anvendt til betaling af løbende renter. For konto -120 er alle 10 indbetalinger på 300 kr. i 2015 anvendt til betaling af løbende renter.

I foråret 2016 stoppede klageren med at foretage indbetalinger til konto -120 og konto -788.

Den 11. april 2016 kontaktede klageren banken med et ønske om, at banken stoppede rentetilskrivninger og gebyrer.

I et brev af 26. april 2016 til klageren svarede banken blandt andet:

”Gode vilkår på en ny betalingsaftale

Tak for dit brev af den 11.04.2016, hvis indhold vi har noteret os.

…

Du har dog en betalingsaftale, hvor du betaler 600 kr. om måneden.

Desværre dækker din indbetaling kun en del af de renter, der løber på og det betyder at gælden ikke bliver mindre.

Lige nu kan vi tilbyde dig en aftale med særligt gode vilkår, så du kan komme af med gælden.

Hvis du har lyst til at høre mere om, hvad vi kan tilbyde dig er du velkommen til at kontakte os inden den 10.05.2016.

…”

Klageren kontaktede ikke banken, og der blev derfor ikke indgået en ny aftale.

Den 14. juni 2016 opsagde banken klagerens betalingsaftale på grund af misligholdelse og bad klageren om at indbetale gælden på konto -120 opgjort til 166.901,15 kr. og gælden på konto -788 opgjort til 66.770,48 kr., i alt 233.671,63 kr. senest den 28. juni 2016.

Banken har under sagens forberedelse oplyst, at anerkendte renter på konto -120 i opgørelsen af 14. juni 2016 fejlagtigt er angivet som 48.646,25 kr. De anerkendte renter på konto -120 udgør rettelig 47.023,62 kr.

Parternes påstande

Den 28. juni 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal stoppe renteberegningen og frafalde gælden.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har betalt på gælden siden 1999 og frem til marts 2016 og på trods af, at han har betalt i mere end 17 år, er gælden ikke blevet nedbragt. Den er tværtimod steget på grund af rentetilskrivningen.

På trods af at han gennem adskillige år har bedt banken om kontoudskrifter, så han kunne se, hvor meget han havde indbetalt til banken, har han først fået disse oversigter i forbindelse med klagen til Ankenævnet.

Hans økonomiske situation er blevet forringet, idet han nu alene lever af sin pension, og han har ingen andre indtægter. Han ejer heller ikke noget af værdi.

Han vil ikke blive ved med at betale på gælden i hele sin levetid. Det vil ingen ende tage på den måde, og han vil aldrig komme af med gælden.

Han har allerede betalt et beløb til banken, der svarer til den oprindelige gæld eller muligvis mere. Banken må derfor nu stoppe renteberegningen og frafalde gælden. Han ser sig ikke i stand til at betale mere.

Han har fået en restskat for 2015, og han har fået et lavere rentefradrag vedrørende gælden til banken i 2015, end han har haft de tidligere år.

Danske Bank har anført, at klageren hæfter for gælden opgjort i de frivillige forlig indgået i 2007.

Klagerens indbetalinger på konto -120 og konto -788 i perioden fra gælden blev overgivet til inkasso til den 2. august 2016 fremgår af de fremlagte posteringsoversigter. Bankens indberetning af betalte renter til SKAT for årene 2012 til 2015 fremgår ligeledes af de fremlagte oversigter over renteindberetningen.

Banken har i 2015 fremsat tilbud til klageren om rentenedsættelse, rentenulstilling og rentestop, men klageren har ikke ønsket at medvirke til de forslag, som banken har fremsat.

Banken er fortsat – uden præjudice for Ankenævnssagen – villig til at vurdere klagerens anmodning om at få renteberegningen stoppet og få nedsat gælden. Det kræver dog, at banken får den fornødne indsigt i klagerens økonomi. Klageren har ikke givet banken de fornødne oplysninger, selv om den har bedt ham om det.

Banken er ikke ansvarlig for klagerens udestående med SKAT. Det er bankens pligt at indberette de renter, som klageren har betalt på gælden til SKAT, men det er klagerens eget ansvar at sørge for at tilrette sin forskuds- og årsopgørelse.

Ankenævnets bemærkninger

Den 28. december 2007 indgik klageren et frivilligt forlig vedrørende gælden på kon-to -120 og erkendte at skylde banken en restgæld på 53.039,64 kr., renter fra 1. januar 2003 til 20. december 2007 på 47.023,62 kr. og omkostninger på 4.260 kr., i alt 104.323,26 kr. Gælden blev forrentet med en variabel rente på for tiden 15,25 % om året.

Den 28. december 2007 indgik klageren endvidere et frivilligt forlig vedrørende gæl-den på konto -788 og erkendte at skylde banken en restgæld på 48.265,68 kr. og renter fra 1. april 2004 til 20. december 2007 på 15.474,76 kr., i alt 63.740,44 kr. Gælden blev forrentet med en variabel rente på for tiden 9 % om året.

Klageren har igennem en årrække afviklet gælden ved indbetaling af 300 kr. om måneden på hver af de to konti.

I foråret 2016 stoppede klageren med at foretage indbetalinger til konto -120 og konto -788.

Den 28. juni 2016 opsagde banken klagerens betalingsaftale på grund af misligholdelse og bad klageren om at indfri den samlede gæld, der kunne opgøres til i alt 233.671,63 kr. Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet nedsat anerkendte renter på konto -120 med 1.622,63 kr.

Forældelsesfristen for hovedstolen og anerkendte renter, der er påløbet hovedstolen indtil underskrivelsen af de frivillige forlig i december 2007, er 10 år. Forældelsesfristen for senere forfaldne renter er tre år. Ankenævnet bemærker, at banken i overensstemmelse hermed har begrænset kravet på senere forfaldne renter til maksimum tre år.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af banken anvendte rentesats som urimelig.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse af gælden af 28. juni 2016, når der korrigeres for bankens efterfølgende nedsættelse af anerkendte renter på konto -120 .

Ankenævnet kan endvidere ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af gælden.

Banken har oplyst, at den er villig til at vurdere klagerens anmodning om en akkordering af gælden, såfremt klageren giver banken den fornødne indsigt i sin økonomi.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.