Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et afdragsfrit 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i 2006 samt ved optagelse af forbrugslån

Indledning

Denne sag vedrører om Nordea Bank ydede mangelfuld rådgivning til klageren i forbindelse med optagelse af et 10-årigt inkonvertibelt realkreditlån i 2006 samt i forbindelse med klagerens optagelse af forbrugslån på 100.000 kr. Spørgsmål om banken handlede ansvarspådragende ved at afvise en omprioritering af klagerens realkreditlån i 2008.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank og valgte i november 2006 også at skifte realkreditinstitut til Nordea Kredit.

Klageren omlagde i den forbindelse sit daværende rentetilpasningslån (F1) til et 10-årigt stående realkreditlån med en hovedstol på 1.567.000 kr. og 4 % i rente.

Sammen med lånetilbuddet modtog klageren en specifikation af det tilbudte lån. Af specifikationen fremgik blandt andet følgende:

”…

Øvrige forhold for lånet

Lånet er et stående lån, der forfalder til indfrielse i sin helhed den 31. december 2015 – se vedlagte amortiseringsplan. Ved udbetaling efter den 30. november 2006 forfalder lånet til indfrielse i sin helhed den 31. december 2016. Lånet er baseret på inkonverterbare obligationer.

…

Indfrielsesvilkår

Ekstraordinær indfrielse/nedbringelse kan ske på 2 måder:

1. ved at indlevere obligationer i samme serie, årgang og rentefod svarende til lånets obligationsrestgæld eller det delvise beløb, hvormed lånet ønskes nedbragt.

2. ved i perioden indtil sidste bankdag i november i det år hvor lånet forfalder i sin helhed, at betale et beløb svarende til hel eller delvis kontant indløsning af obligationerne til kurs 100 med tillæg af omkostninger – herunder eventuelle differencerenter.

…”

Af ”Standardiseret Europæisk Informationsblad”, der også var en del af lånetilbuddet, fremgår blandt andet:

”…

12. Førtidig eller ekstraordinær indfrielse

Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret.

I det sidste år i lånets løbetid kan lånet i perioden indtil den 30. november indfries helt eller delvist ved at indbetale det beløb til Nordea Kredit, der kræves til hel eller delvis indløsning af obligationsrestgælden til pari, med tillæg af omkostninger herunder eventuelle differencerenter.

…”

Samme indfrielsesvilkår er anført i pantebrevet for lånet.

Ifølge det oplyste blev klagerens ejendom på daværende tidspunkt vurderet til 2,2 mio. kr.

Foruden realkreditlånet fik klageren også en kassekredit i banken på 100.000 kr., som på et ikke nærmere angivet tidspunkt blev omlagt til et forbrugslån.

Den 9. juli 2008 var klageren til møde i banken. Af bankens interne notat fra mødet fremgår blandt andet, at klagerens økonomi var stram. Klageren fik derfor bevilliget et overtræk på 15.000 kr. til den 15. september 2008. Der blev herudover bestilt dels en salgsvurdering af klagerens ejendom, da klageren på sigt ønskede at flytte til noget mindre, og dels en realkreditvurdering af ejendommen til brug for en eventuel omlæggelse af klagerens lån.

Ifølge det oplyste afslog banken efterfølgende at omlægge klagerens realkreditlån til et højere forrentet lån, da banken ikke fandt klagerens rådighedsbeløb tilstrækkeligt hertil.

Den 28. september 2009 sendte realkreditinstituttet R en konsekvensberegning til klageren for omlægning af klagerens realkreditlån til et 30-årigt rentetilpasningslån (F2). Det fremgik af konsekvensberegningen, at indfrielse af klagerens eksisterende lån pr. 28. september 2009 kunne ske til kurs 100,250, hvorved restgælden udgjorde 1.570.917 kr. Sammenlagt med indfrielsesgebyr og kurtage samt rente og bidrag ville det koste klageren 1.592.617 kr. at indfri lånet.

Klageren havde i de følgende dage en mailkorrespondance med R, hvoraf der blandt andet fremgik følgende:

”…

R: […] Du har ret i, at dit eksisterende lån er inkonvertertibelt, hvilket betyder, at indfrielseskursen godt kan l[i]gge over kurs 100.

I den beregning jeg sender dig, så har systemet hentet en anslået indfrielseskurs på 100,25 hvilket giver et indfrielsesbeløb på 1.575.594,00 (side 5).

Klageren: […] Det lyder jo fristende med et flex lån, når renten i øjeblikket er så lav, det giver jo lidt mere luft i budgettet, men jeg kan også se fordelen ved det lån jeg har nu – for hvis renten stiger falder min restgæld på det lån jeg har nu, så er lige gået i tænkeboks.

…”

Indfrielseskursen på klagerens realkreditlån steg den 30. september 2009 til 102,267 %, hvilket i forhold til den foreslåede låneomlægning ville medføre et underskud på ca. 35.000 kr. Låneomlægningen blev derfor ikke gennemført.

Den 3. januar 2012 var klageren til møde i banken, da hun flere gange havde givet udtryk for sin utilfredshed med, at banken ikke havde ønsket at medvirke til en omlægning af hendes realkreditlån i 2008.

Af bankens referat fra mødet fremgår, at klageren som følge af sin stramme økonomi fik forhøjet sit forbrugslån med 10.000 kr. til inddækning af overtræk. Forhøjelsen var betinget af, at klageren skulle indfri forbrugslånet, når hun fyldte 60 år og fik sin kapitalpension udbetalt.

Den 30. januar 2012 indgav klageren en klage til bankens kundeservicechef over, at banken ved hendes henvendelse i 2008 ikke ville medvirke til en omprioritering af hendes realkreditlån.

I et brev til klageren den 1. februar 2012 redegjorde banken for hvilke hensyn, der lå til grund for bankens afslag.

Den 4. december 2012 fremsendte banken en beregning til klageren på omlægning af hendes realkreditlån til et 3 % obligationslån med afdrag. Det fremgik, at indfrielseskursen på klagerens realkreditlån på daværende tidspunkt var på 110,2150.

Kursen på det nye lån var anslået til kurs 97,45. Sammenholdt med omkostningerne ved omlægningen samt kurstabet på klagerens bestående lån, fandt banken, at det på daværende tidspunkt ikke kunne betale sig at omlægge lånet. Banken anbefalede samtidig, at klageren i stedet afdrog på sit forbrugslån, da renten herpå var væsentlig højere end på realkreditlånet.

Den 31. januar 2013 indgav klageren en klage til filialdirektøren vedrørende forløbet. Ved brev den 28. februar 2013 afviste filialdirektøren klagerens krav.

Klagerens ejendom blev i foråret 2013 vurderet af to forskellige ejendomsmæglere til henholdsvis 1.400.000 kr. og 1.575.000 kr., da klageren ønskede at sælge sin ejendom.

I brev til filialchefen af 7. april 2013 gjorde klageren indsigelse over, at hun skulle betale et beløb svarende til obligationsrestgælden og ikke kunne indfri realkreditlånet til kurs 100, hvis hun skulle sælge ejendommen.

Parternes påstande

Den 11. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal lade hende indfri hendes realkreditlån til kurs 100 og lade hendes forbrugslån være uforbindende for hende.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken som følge af den stigende rente i 2006 foreslog hende, at omlægge hendes F1-lån til et stående 10-årigt 4 % obligationslån, som var den lavest forrentede lånetype på det tidspunkt.

Hun fik at vide, at hvis renten steg faldt restgælden på hendes hus og omvendt, hvis renten faldt.

Som følge af vurderingen af ejendommen til 2,2 mio. kr. fik hun samtidig en kassekredit på 100.000 kr. i banken til reparationer på huset.

Hun tjente næsten 20.000 kr. på omlægningen og var egentligt godt tilfreds.

Hun fik imidlertid aldrig at vide, at hun ved salg af ejendommen før udløbet af den 10-årige periode skulle betale obligationsrestgælden. Derimod fik hun at vide, at hun ved salg af ejendommen altid kunne indfri lånet til kurs 100.

Hun fik netop omlagt sit realkreditlån, da hun inden for en 10-årig periode ønskede at flytte i noget mindre, når hendes søn flyttede hjemmefra.

Renten steg i 2008 til 6 % og hun henvendte sig derfor til Nordea for at høre, hvad hendes restgæld var faldet med. Den var faldet med ca. 132.000 kr. fra 1.567.000 kr. til 1.435.000 kr. Huset var på daværende tidspunkt stadig 2,2 mio. kr. værd.

Hun ønskede derfor at omprioritere sit lån til et 6 % obligationslån, og hvis renten skulle falde igen, ville hun omlægge til et F1-lån. Det mente banken imidlertid ikke hun havde råd til som følge af forbrugslånet på 100.000 kr.

Hun fik aldrig en konsekvensberegning forud for bankens afslag i 2008. Banken forholdt sig alene til hendes rådighedsbeløb uden at skelne til, at hun har haft fast ejendom i 35 år og altid har overholdt sine forpligtelser på trods af, at hun er alene. Hun bestrider således bankens påstand om, at der var enighed om, at en omprioritering ikke var mulig.

Havde hun fået at vide, at bevillingen af kassekreditten på 100.000 kr. ville betyde, at hun ikke kunne få lov til at omprioritere sit realkreditlån, ville hun aldrig have taget imod kassekreditten. Det var jo ikke tvingende nødvendigt.

Forbrugslånet burde desuden have været omlagt til et 30-årigt prioritetslån, mens ejendommen stadig var 2,2 mio. kr. værd, så ville hun have haft yderligere luft i sin økonomi til brug for omprioriteringen i 2008. Som følge af den lave rente, ville hun desuden have været i stand til at betale afdrag på lånet og ikke kun renter.

Ved optagelsen af realkreditlånet i 2006 indgik hun i øvrigt aftale med banken om, at de skulle overvåge indfrielseskursen på lånet, så hun kunne omlægge lånet, hvis det ville være fordelagtigt for hende. Banken har imidlertid aldrig kontaktet hende i den henseende, heller ikke da kursen kom under 100.

Hun føler sig umyndiggjort af banken. Havde banken indvilliget i at lade hende omprioritere sit lån, da hun ønskede det, havde hendes økonomiske situation set betydeligt bedre ud i dag. Før hun skiftede realkreditinstitut, var hun således prioritetskunde gennem mange år i sit gamle realkreditinstitut.

Når lånet skal refinansieres i 2016, skal hun både betale renter og afdrag, hvilket betyder, at hun formentlig vil blive tvunget til at sælge sit hus.

Hun kan ikke længere skifte bank, da hun teknisk set er insolvent som følge af bankens rådgivning.

Sagen er ikke forældet, da hun løbende har klaget til banken siden 2008 vedrørende den manglende omkonvertering. Desuden er hun først i foråret 2013 blevet bekendt med, at hun skulle betale obligationsrestgælden ved salg af ejendommen.

Nordea Bank har anført, at banken har foretaget en beregning af de økonomiske konsekvenser af klagerens ønsker.

Banken har anvendt kurserne den 2. juli 2008, som var den mest gunstige dato set fra klagerens side.

Beregningen viser, at det eksisterende lån kunne indfries til kurs 91,51, og at det nye 30-årige obligationslån kunne baseres på 7 % obligationer til kurs 99,53.

Klagerens månedlige ydelse ville stige fra 5.822 kr. til 9.015 kr. eller en forskel på 3.193 kr. På denne baggrund var begge parter enige om, at omprioriteringen ikke var mulig.

Klageren blev rådgivet om og var bekendt med fordele og ulemper ved den pågældende lånetype.

Banken har ikke udvist fejl, der kan begrunde et erstatningskrav i anledning af den manglende bevilling af opkonvertering. Konsekvensberegningen viser tværtimod, at det med klagerens økonomi ville være helt uforsvarligt at imødekomme hendes ønske herom.

Der er tale om efterrationalisering fra klagerens side.

Et eventuelt erstatningskrav er under alle omstændigheder forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren omlagde i 2006 sit daværende rentetilpasningslån (F1) til et 10-årigt stående realkreditlån med en hovedstol på 1.567.000 kr. og 4 % i rente.

Klageren har under sagen oplyst, at hun blev informeret om, at restgælden på hendes hus ville falde, hvis renten steg og omvendt, hvis renten faldt.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at Nordea Bank forud for klagerens låneomlægning i 2006 på fyldestgørende måde informerede om forskellige låntyper og fordele og ulemper herved.

Det må endvidere lægges til grund, at klageren valgte det omtvistede 10-årige inkonvertible lån med henblik på at opnå en ydelsesbesparelse, og at hun blev informeret om, at der var risiko for, at en eventuel førtidig indfrielse skulle ske til overkurs, hvilket understøttes af lånetilbuddet og pantebrevet samt klagerens mailkorrespondance med blandt andet realkreditinstituttet R i 2009.

Ankenævnet finder ikke, at Nordea Bank ved klagerens henvendelse i 2008 var forpligtet til at medvirke til en omprioritering af klagerens realkreditlån.

Der er efter det anførte ikke grundlag for at pålægge Nordea Bank at holde klageren skadesløs for eventuelle negative konsekvenser af låneoptagelsen, herunder betaling af en eventuel overkurs, hvis lånet indfries før tid.

Det kan heller ikke pålægges banken at indestå for, at klagerens ejendom ved udløbet af det nuværende lån kan refinansieres med et realkreditlån eller et tilsvarende banklån af samme størrelse.

Ankenævnet finder det i øvrigt ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende, hvorfor det heller ikke kan pålægges banken at lade klagerens forbrugslån være uforbindende for hende.

Et eventuelt erstatningskrav for mangelfuld rådgivning i 2006 må i øvrigt anses for forældet, jf. forældelseslovens § 3.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.