Afgørelse

Krav om erstatning for ekspeditionstid ved ejerskiftesag. Indsigelse om salg af "forkerte" investeringsbeviser.

Sagsnummer:	22/2006
Dato:	04-07-2006
Ankenævn:	John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Værdipapirer - køb, salg, rådgivning Passivitet - værdipapirer/investering Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Ledetekst:	Krav om erstatning for ekspeditionstid ved ejerskiftesag. Indsigelse om salg af "forkerte" investeringsbeviser.
Indklagede:	Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om rentekompensation for ekspeditionstiden ved en ejerskiftesag og om godtgørelse for tab ved et gennemført salg af aktiebaserede investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale af 13. juni 2005 købte klageren en ejendom under opførelse med forventet overtagelse den 1. oktober 2005. Købesummen var på 1.775.000 kr., hvoraf 30.000 kr. ved købsaftalens underskrift skulle deponeres hos sælgers advokat. For restkøbesummen skulle der stilles en garanti, som på overtagelsesdagen skulle erstattes af en kontant deponering.

Vedrørende sit kundeforhold hos indklagede var klageren tilknyttet indklagedes medarbejder, A, som ved skrivelse af 12. september 2005 til klageren bl.a. anførte:

"…

I forbindelse med låneoptagningen pr. 1/10-05 må vi desværre nok afvente at ejendommen står indflytningsklar og er færdigopført. Vi kan ikke få en endelig vurdering af ejendommen inden.

Ring til mig så vi kan se på hvilket lån du ønsker samt hvor stort lånet skal være."

Klageren har oplyst, at hun den 19. september 2005 havde et møde med A, hvor det efter en gennemgang af lånetyper set i relation til hendes økonomi og diverse realkreditinstitutters tilbud blev aftalt at søge et lån i Nordea Kredit. Hun oplyste, hvilken lånetype hun ønskede, og størrelsen på lånet blev foreløbigt aftalt.

Klageren ønskede et 30-årigt rentegarantilån (5%) på 520.000 kr. med afdragsfrihed i 10 år. Købesummen skulle i øvrigt finansieres med klagerens egne frie midler, herunder provenuet ved klagerens salg af sin hidtidige ejendom.

Den 30. september 2005 deponerede indklagede på vegne klageren restkøbesummen på 1.745.000 kr. Beløbet blev hævet på en til klageren oprettet boligskiftkonto med kredit. Udlånsrentesatsen på kreditten var 6,398 %.

Ved udgangen af september 2005 fratrådte A sin stilling, og klageren blev tilknyttet en anden medarbejder.

Den 1. oktober 2005 flyttede klageren ind i ejendommen.

Den 5. oktober 2005 blev der deponeret 885.000 kr. hos indklagede vedrørende klagerens salg af sin hidtidige ejendom. Samme dag blev rentesatsen på boligskiftkontoen nedsat til 0,501 % for udlån op til 885.000 kr. Rentesatsen på 0,501 % svarede til indlånsrentesatsen på deponeringskontoen.

Ved telefaxskrivelse af 19. oktober 2005 fra sælgers advokat blev indklagede informeret om, at den købte ejendom nu var matrikuleret, og at skødet samme dag ville blive sendt til tinglysning.

Ved skrivelse af 21. oktober 2005 informerede indklagede klageren om matrikuleringen og anmodede hende om at meddele, om ejendommen var færdig, således at lånesagen kunne sættes i gang.

Den 26. oktober 2005 meddelte klageren, at ejendommen var færdig, og den følgende dag blev ejendommen vurderet endeligt af en ejendomsmægler.

Den 14. november 2005 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede. Klageren har anført, at hun gjorde opmærksom på, at hun med den tidligere medarbejder havde aftalt, at der skulle optages et lån på 500.000 kr., og at der til delvis dækning af restfinansieringen skulle sælges investeringsbeviser i Nordea Invest Direct. Disse investeringsbeviser var købt netop med henblik på salg, når der var brug for likviditet. Indklagedes medarbejder udviste stor interesse for hendes rådighedsbeløb, men havde ikke sat sig ind i hendes økonomiske forhold. Medarbejderen var således ikke klar over, at hun havde en formue, som hovedsagelig var placeret hos indklagede, og at hun supplerede sine arbejdsindtægter med renterne. Hun havde afsat en time til mødet, hvilket havde været fuldt tilstrækkeligt, hvis medarbejderen havde færdiggjort forarbejdet inden mødet.

Indklagede har anført, at klageren ikke medbragte dokumenterede oplysninger om sine indkomstforhold, hvilket hun forud for mødet var blevet anmodet om. Efter ¾ time havde klageren ikke mere tid, så beregningerne over klagerens rådighedsbeløb blev ikke afsluttet.

Der blev aftalt et nyt møde den 18. november 2005, men dette møde blev aflyst på grund af et overfald i afdelingen samme dag.

Ved e-mail af 22. november 2005 foreslog klageren et nyt møde den 28. samme måned. Indklagedes medarbejder oplyste, at hun ikke var at træffe "i næste uge", at hun var "booket ret tæt", og at hun derfor foreslog drøftelser pr. telefon. Ved skrivelse af samme dato sendte indklagede en beregning, der viste et rådighedsbeløb for klageren på 3.071 kr. om måneden, samt en beregning på et lån på 521.000 kr.

Den 24. november 2005 ringede indklagede klageren op og aftalte et nyt møde til den 8. december 2005. Om telefonsamtalen har indklagede anført, at klageren ønskede at sælge nogle værdipapirer, således at det nye lån i Nordea Kredit ikke blev større end ca. 500.000 kr. Det blev foreslået klageren, at indklagede på grundlag af klagerens risikoprofil skulle vurdere, hvilke papirer klageren skulle sælge, men klageren ønskede ikke rådgivning. Klageren nævnte, at hun havde tabt på sin investering i Nordea Invest Aktier. Indklagede oplyste om dagskursen på disse investeringsbeviser, og klageren gav herefter ordre om salg af 1.392 stk. Nordea Invest Aktier. Ordren blev gennemført mens der stadig var telefonisk kontakt med klageren. Klageren har anført, at hun på opkaldstidspunktet stod et trafikeret sted og ventede på en journalist, der skulle interviewe hende. Det bestrides, at der blev talt om at sælge hendes investeringsbeviser i Nordea Invest Aktier, og at hun skulle have udtalt sig om et eventuelt tab på denne investering.

Ved fondsafregning af 24. november 2005 afregnede indklagede klagerens salg af 1.392 stk. investeringsbeviser i Nordea Invest Aktier til kurs 119,20, svarende til en kursværdi på 165.926,40 kr. Afregningsbeløbet blev indsat på klagerens Pluskonto på valørdagen den 29. november 2005. Samme dag blev der overført 365.000 kr. fra Pluskontoen til boligskiftkontoen.

Klageren havde den 14. juni 2000 købt 1.076 stk. Nordea Invest Aktier til kurs 164,60.

Den 26. november 2005 bestilte indklagede et lånetilbud hos Nordea Kredit.

Da mødet den 8. december 2005 blev afholdt, var lånetilbuddet ved en fejl ikke modtaget hos indklagede. Det forudsatte lån på 521.000 kr. blev imidlertid kurssikret til kurs 97,40. Samme dag blev der overført 888.178 kr. til boligskiftkontoen fra deponeringskontoen vedrørende klagerens ejendomssalg. Endvidere blev udlånsrentesatsen på boligskiftkontoen nedsat til 3,095 % p.a., hvilket svarede til renten på Nordea Kredit lånet.

Indklagede har under sagen fremlagt en graf, der viser, at kursen på obligationerne vedrørende Nordea Kredit lånet var stigende i perioden fra midten af november 2005 til midten af januar 2006.

Den 19. december 2005 gjorde klageren indsigelse imod salget af investeringsbeviserne i Nordea Invest Aktier. Klageren gjorde gældende, at hendes investeringsbeviser i Nordea Invest Direct i stedet skulle have været solgt. Indklagede gjorde gældende, at handelen var gennemført som aftalt.

Lånet i Nordea Kredit blev hjemtaget den 9. januar 2006. Provenuet var ikke stort nok til at dække renterne på boligskiftkontoen. Den 2. januar 2006 blev der overført 12.134 kr. fra klagerens Pluskonto til dækning af rentetilskrivningerne på boligskiftkontoen.

Parternes påstande.

Den 26. januar 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal yde en rentekompensation på boligskiftkontoen og betale erstatning for hendes tab ved salget af investeringsbeviserne i Nordea Invest Aktier.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes behandling af hendes økonomiske anliggender i forbindelse med ejendomshandlerne var uprofessionel, hvilket var årsag til, at sagen trak ud, og at hun blev påført unødige renteomkostninger. Indklagede bør derfor yde en rentekompensation.

Finansieringen af ejendomskøbet blev aftalt med A i september 2005. Hun kunne berettiget forvente, at den nye medarbejder, som hun blev tilknyttet med udgangen af september 2005, satte sig ind i sagen og forberedte lånetilbud m.v. Medarbejderen forberedte sig imidlertid ikke som forudsat, og der opstod derfor meget spildtid i forbindelse med afholdelse af møder, hvor medarbejderen brugte meget tid på at forklare forhold, som var irrelevante. Til mødet den 14. november 2005 havde hun afsat 1 time, hvilket burde have været fuldt ud tilstrækkeligt, hvis medarbejderen havde været velforberedt. På mødet oplyste hun om den finansiering, der var aftalt med A, herunder at der skulle sælges for 165.000 kr. investeringsbeviser i Nordea Invest Direct.

Hun havde optaget et lån til en ombygning af sin tidligere ejendom. Ombygningen blev ikke gennemført, og pengene blev i stedet placeret i Nordea Invest Direct med henblik på salg, når der var brug for pengene.

Da afregningen af salget kom, hæftede hun sig kun ved, at der stod Nordea Invest, og ikke om der stod Direct eller Aktier. På daværende tidspunkt stod hun i et flytterod i et nybyggeri, og det var for hende utænkeligt, at det var aktierne, der var blevet solgt, dels fordi det ikke var det, hun havde anmodet om, dels fordi investeringsbeviserne i Direct ifølge den tidligere medarbejder var lettere at omsætte, hvorfor der altid var sket salg af disse papirer, når hun havde brug for kontanter. Ved salget af investeringsbeviserne i Nordea Invest Aktier led hun et kurstab på 45,4 kurspoint (164,6 ÷ 119,20). Dette tab bør indklagede erstatte.

Hun måtte til stadighed presse på for at få sagen afsluttet og måtte bl.a. fem dage efter salget af investeringsbeviserne sørge for, at provenuet blev overført til boligskiftkontoen med henblik på at begrænse rentetilskrivningen på denne.

Sagen burde have været afsluttet ca. den 1. november 2005, hvorfor indklagede bør yde en rentegodtgørelse pr. denne dato. Hvis realkreditlånet kunne have været hjemtaget til en lavere rente pr. denne dato, bør indklagede også yde en kompensation herfor.

Indklagede har anført, at der først kunne bevilges et lån i Nordea Kredit, da ejendommen var endeligt udmatrikuleret og vurderet. Klageren blev kontaktet straks efter, at man blev orienteret om udmatrikuleringen, og ejendommen blev vurderet i umiddelbart forlængelse heraf.

Det kan ikke bebrejdes indklagede, at der ikke før den 14. november 2005 kunne findes et mødetidspunkt, som passede såvel klageren som indklagede. Indklagede er også uden ansvar for, at klageren ikke medbragte den udbedte dokumentation for sine økonomiske forhold, og at klageren måtte afbryde mødet, før drøftelserne var afsluttet. Møderne med klageren blev afholdt med henblik på at få et overblik over bl.a. klagerens rådighedsbeløb efter hjemtagelse af det ønskede lån.

Med rentenedsættelsen på boligskiftkontoen blev klageren kompenseret for aflysningen af mødet den 18. november 2005, som det anerkendes, at indklagede bærer risikoen for.

Mindsteløbetiden på en konverteringssikring er 20 ekspeditionsdage. Hvis Nordea Kredit lånet var blevet bevilget og kurssikret den 18. november 2005, kunne låneprovenuet derfor ikke være blevet indsat på boligskiftkontoen før den 8. december 2005, hvor renten på boligskiftkontoen blev nedsat.

Nordea Kredit lånet kunne i hvert fald tidligst være blevet hjemtaget 20 ekspeditionsdage efter den 27. oktober 2005, eller omkring den 24. november 2005. De 11 ekspeditionsdage mellem den 24. november og den 9. december 2005, som klageren ikke er blevet kompenseret for, var ikke urimelig lang tid til rådgivningen og ekspeditionen af sagen, herunder til planlægning af møder, der passede både klageren og indklagede. Klageren har selv accepteret de aftalte mødetidspunkter.

Kursen på obligationerne vedrørende Nordea Kredit lånet var lavere den 18. november 2005 end i december 2005, hvor konverteringssikringsaftalen blev indgået. Ved kurssikring den 18. november 2005 skulle klageren således have taget et større lån for at opnå samme provenu, hvorimod renten havde været uændret.

Det bestrides, at det på mødet den 14. november 2005 blev aftalt, hvilke værdipapirer, der skulle sælges fra klagerens depot. Salget af investeringsbeviserne i Nordea Invest Aktier skete i henhold til klagerens instruks under telefonsamtalen den 24. november 2005. Klageren gjorde ikke indsigelse imod handelen umiddelbart efter modtagelsen af handelsbekræftelsen og har allerede af den grund fortabt sin eventuelle ret til at kræve et eventuelt tab godtgjort.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På grundlag af det af klageren anførte, som er ubestridt af indklagede, må det lægges til grund, at det på et møde i september 2005 blev aftalt, at der som led i finansieringen af klagerens ejendomskøb skulle hjemtages et 30-årigt rentegarantilån på ca. 500.000 kr. med afdragsfrihed i Nordea Kredit, og at restfinansieringen skulle dækkes af klagerens egne midler, herunder provenuet ved salget af klagerens hidtidige ejendom. Ved skrivelsen af 12. september 2005 blev klageren informeret om, at lånet i Nordea Kredit først kunne ekspederes, når ejendommen var endelig vurderet. Vurderingen skete den 27. oktober 2005 i umiddelbar forlængelse af, at indklagede fra sælgers advokat havde fået meddelelse om, at matrikuleringen var gennemført. Ankenævnet finder derfor, at indklagede tidligst i slutningen af oktober 2005 burde havde indhentet et lånetilbud hos Nordea Kredit. Det må lægges til grund, at klageren i så fald kunne have underskrevet lånetilbuddet og de øvrige dokumenter vedrørende lånehjemtagelsen på mødet en 14. november 2005, og at lånet kunne have været hjemtaget i umiddelbar forlængelse heraf.

I forbindelse med mødet den 8. december 2005 blev klageren rentemæssigt stillet som om, at lånet var blevet hjemtaget pr. denne dato. Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges indklagede at yde klageren en yderligere rentekompensation. Det bemærkes herved, at renteudgiften i perioden fra slutningen af november til begyndelsen af december 2005 opvejes af den kursstigning på obligationerne vedrørende Nordea Kredit lånet, der fandt sted i samme periode.

Det må anses for uafklaret, om salget af klagerens investeringsbeviser blev aftalt under mødet den 14. november 2005 eller under telefonsamtalen den 24. november 2005, og om det blev aftalt at sælge klagerens investeringsbeviser i afdelingen Aktier eller i afdelingen Direct. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren ved først at gøre indsigelse ca. tre uger efter, at hun havde fået meddelelse om salget af hendes investeringsbeviser i Nordea Invest Aktier har fortabt muligheden for en eventuel erstatning i forbindelse hermed.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.