Ophør.
| Sagsnummer: | 481/1990 |
| Dato: | 07-10-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - indfrielse
Pant - frigivelse |
| Ledetekst: | Ophør. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens søn 1978 erhvervede en landbrugsejendom, hjemtog sønnen et udlandslån på DEM 39.500 via indklagede. På en garantierklæring af 18. december 1978 udfærdiget i denne forbindelse var anført, at lånet forfaldt til fuld indfrielse den 22. december 1983. Ved påtegning af garantierklæringen tiltrådte klageren som selvskyldnerkautionist til sikkerhed for garantirekvirentens (indklagedes) opfyldelse.
I november 1979 og januar 1980 hjemtog indklagede til klagerens søn yderligere to udlandslån på henholdsvis HFL 44.000 og HFL 53.000, som forfaldt til fuld indfrielse henholdsvis i december 1984 og februar 1985. Derudover ydede indklagede sønnen en kassekredit. Det har ikke været muligt for indklagede at fremlægge kassekreditkontrakten, da denne er bortkommet. Indklagede har oplyst, at klageren kautionerede begrænset til 180.000 kr. for sønnens engagement med indklagede. Det har ikke været muligt for indklagede at fremlægge kopi af dette kautionsdokument, som i original menes at være udleveret til klageren i juni 1981.
Ved kautionsdokument af 10. juni 1981 kautionerede klageren begrænset til 200.000 kr. for skadesløs betaling af ethvert beløb, som sønnen måtte være eller blive skyldig ifølge gældsbreve, kassekredit incl. overtræk, garantier m.v. Ifølge håndpantsætningsdokument af samme dag håndpantsatte klageren tillige et ejerpantebrev stort 200.000 kr. med pant i sin bolig til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad sønnen til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.
Indklagede har fremlagt interne notater af 15. juni og 29. juli 1981, hvoraf fremgår, at der mellem klageren, sønnen og indklagedes Løgstør afdeling er indgået akkordaftale i forbindelse med salg af sønnens landbrugsejendom på tvangsauktion. Ifølge notaterne aftaltes det, at gælden hidrørende fra sønnens kassekredit og to udlandslån, i alt 483.370,96 kr., straks blev afskrevet på betingelse af, at klageren kautionerede og stillede pant som ovenfor nævnt. Det var endvidere af indklagede stillet som betingelse, at sønnen indvilgede i at afvikle to resterende udlandslån på tilsammen 207.434,40 kr.
Ydelserne vedrørende disse udlandslån i henholdsvis NLG og DEM (oprindelig hjemtaget i CHF, men i 1985 omlagt til DEM) debiteredes herefter henholdsvis sønnens hustrus lønkonto, sønnens plankonto/forretningskonto og sønnens indlånskonto.
Da sønnen ikke længere var momsregistreret, var det ikke muligt at forlænge udlandslånene, hvorfor de indfriedes henholdsvis den 3. august 1988 og den 8. februar 1989 med henholdsvis 27.138,88 kr. og 87.295,87 kr. over sønnens sikringskonto hos indklagede. Pr. 31. marts 1989 efter tilskrivning af nettorenter og gebyr udviste kontoen en saldo på 135.015,54 kr. (negativ).
Indklagede har oplyst, at der i alt er overført 273.255 kr. fra sønnens og dennes ægtefælles tre konti til udlandslånene i perioden fra juli 1981 til indfrielsen i henholdsvis 1988 og 1989, og at lånenes ydelser i dette tidsrum udgjorde i alt 381.392,50 kr. incl. restgæld på indfrielsestidspunktet.
Efter at der var indledt gældssaneringssag for sønnen meddelte indklagede i skrivelse af 24. november 1989 til skifterettens medhjælper, at indklagedes afskrivning i 1981 af 354.000 kr. var betinget af, at sønnen indfriede den resterende gæld hos indklagede, som på dette tidspunkt udgjorde to finanslån, hvilket ikke var sket, idet ovennævnte sikringskonto var i overtræk med 135.015 kr. ekskl. rente.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den af klageren stillede kaution på 200.000 er indfriet, samt at frigive ejerpantebrevet på 200.000. Subsidiært har klageren påstået indklagede tilpligtet at afgive saldokvittering mod indbetaling af 80.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har ved retten i Terndrup stævnet klageren og klagerens søn til in solidum at betale 175.318,84 kr., for klagerens vedkommende i henhold til kautionsbevis af 10. juni 1981. Sagen er stillet i bero i forbindelse med nærværende klage.
Klageren har anført, at han i forbindelse med, at sønnens ejendom blev bortsolgt på tvangsauktion, på et møde hos indklagede underskrev kautionserklæringen af 10. juni 1981. Alle aftalte ydelser på finanslånene er indbetalt, idet sønnen i perioden fra tvangsauktionen indtil sommeren 1984 indbetalte 5.000 kr. pr. måned på finanslånene. Som følge heraf skal kautionen og ejerpantebrevet frigives.
Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at en navngiven medarbejder hos indklagede overfor hans advokat telefonisk har givet tilsagn om, at indklagede ville frafalde panteretten og kautionsforpligtelsen mod indbetaling af 80.000 kr. Advokaten har efterfølgende forgæves rykket for en skriftlig bekræftelse af dette mundtlige tilsagn.
Indklagede har anført, at indklagedes engagement blev nødlidende i forbindelse med tvangsauktionen over sønnens landbrugsejendom. I denne forbindelse ønskede man at gøre klagerens kautionsforpligtelse på 180.000 kr. gældende. Da klageren imidlertid kun kunne indfri kautionsforpligtelsen ved at sælge sin bolig, ønskede indklagede af sociale hensyn at undgå at gøre kautionsforpligtelsen gældende og foreslog en akkordaftale. Den af klageren afgivne kaution på 200.000 kr. i juni måned 1981 er således ikke kaution for gammel gæld. Af indklagedes krav pr. 17. januar 1990 på 159.481,48 kr. udgør 126.291,50 kr. differencen mellem de af sønnen indbetalte ydelser på i alt 255.101 kr. og ydelserne på udlandslånene på i alt 381.392,50 kr. Hertil kommer diverse gebyrtilskrivninger, øreafrunding m.v. på 1.878,04 kr. samt renter af saldoen fra indfrielsestidspunkterne, til gælden blev overført til inkasso, 31.311,94 kr.
Indklagede har endvidere anført, at ydelserne på udlandslånene er betalt ved hver termin, hvilket ikke kan undgås, idet indklagede bliver trukket for terminsydelsen, og denne debiteres kundens konto. Klageren har imidlertid ikke betalt de fulde ydelser, idet der ikke er sket tilstrækkelig indbetaling på kontoen. Selv skyldnerkautionen, der er en alskyldserklæring, er således ikke bortfaldet.
Indklagede bestrider, at en medarbejder hos indklagede som anført af klageren telefonisk skulle have indgået en akkordaftale med klagerens advokat. Den omhandlede medarbejder er kontorassistent og har ikke beføjelse til at indgå akkordordninger, idet disse skal bevilges af den centrale ledelse. Medarbejderen har bekræftet forespørgslen, men forklaret, at hun bad advokaten om at fremsende en skriftlig anmodning. I stedet fremsendte advokaten en bekræftelse, som hun straks afviste.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at anfægte rigtigheden af indklagedes opgørelse af klagerens søns restgæld i forbindelse med de to finanslån, som ifølge akkordaftalen 1981 skulle afvikles. Klagerens kaution og håndpantsætning kan derfor ikke anses for ophørt ved indfrielse.
Det er ikke godtgjort, at der af indklagede er fremsat bindende tilbud om frigivelse af klagerens kaution og håndpant mod betaling af 80.000 kr. Det bemærkes herved, at den medarbejder hos indklagede, der har drøftet spørgsmålet med klagerens advokat, ikke kan anses at have fuldmagt til at indgå en sådan aftale.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.