Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om krav på rentekompensation m.v. i forbindelse med låneomlægning, hvor blandt andet et billån blev omlagt til et højere forrentet forbrugslån

Sagsnummer: 223 /2013
Dato: 30-06-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Poul Erik Jensen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Spørgsmål om krav på rentekompensation m.v. i forbindelse med låneomlægning, hvor blandt andet et billån blev omlagt til et højere forrentet forbrugslån
Indklagede: Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om rentekompensation som følge af omlægning af blandt andet et billån til et højere forrentet forbrugslån.

Sagens omstændigheder

I 2007 var klageren kunde i pengeinstituttet P, hvor hun blandt andet havde et privatlån, et billån og et erhvervslån.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2007 var restgælden på privatlånet 144.402,10 kr. Lånet blev afviklet med en månedlig ydelse på 3.000 kr. og rentesatsen var variabel, for tiden 10,20 % om året. Lånet forventedes betalt tilbage den 28. februar 2013.

Restgælden på billånet var 146.373,12 kr. Lånet blev afviklet med en månedlig ydelse på 2.300 kr., og rentesatsen var variabel, for tiden 7 % om året. Lånet forventedes betalt tilbage den 29. august 2014.

Den 27. juni 2008 optog klageren et lån på 220.000 kr. i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse. Lånedokumentet er ikke fremlagt i sagen. Provenuet af lånet blev efter det oplyste anvendt til indfrielse af privatlånet og billånet hos P.

Ifølge kontoudskriften for lånet blev rentesatsen pr. den 22. juli 2008 ændret til 12,75 % om året.

Den 6. august 2008 blev lånet forhøjet. Lånedokumentet vedrørende forhøjelsen er ikke fremlagt i sagen. Provenuet af låneforhøjelsen udgjorde 142.250 kr. og blev anvendt til indfrielse af erhvervslånet.

Ifølge kontoudskriften for lånet udgjorde omkostningerne ved låneetableringen og forhøjelsen i alt 8.500 kr. Sparekassen har oplyst, at omkostningerne fordelte sig med i alt 1.500 kr. til sparekassen for udfærdigelse af dokumenter og i alt 7.200 kr. til tinglysningsafgift, procentafgift og gebyrmærke til panthaverdeklaration i forbindelse med at sparekassen fik sikkerhed i klagerens bil og campingvogn.

Den 26. november 2008 blev lånet forhøjet med 43.150 kr. Provenuet af låneforhøjelsen, som udgjorde 37.000 kr., blev anvendt til finansiering af klagerens udskiftning af bil. Sparekassen fik pant i bilen til sikkerhed for lånet. Klageren har fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af gældsbrevet vedrørende låneforhøjelsen. Det fremgår, at hovedstolen var 400.111,29 kr. Omkostningerne var på i alt 6.150 kr. Heraf var 700 kr. stiftelsesprovision og 1.000 kr. gebyr til sparekassen for dokumentudfærdigelse. De resterende i alt 4.450 kr. var tinglysningsafgift, procentafgift og gebyrmærke til panthaverdeklaration i forbindelse med at sparekassen fik sikkerhed i bilen. Rentesatsen var variabel for tiden 14 % om året. Ydelsen var 5.000 kr. pr. måned. Under forudsætning af uændret rente forventedes lånet at være tilbagebetalt den 31. marts 2028.

I februar-juli 2009 (seks måneder) fik klageren ydelsesfritagelse på lånet. Sparekassen har oplyst, at baggrunden var finansiering af klagerens indskud til en lejlighed og inddækning af et underskud på klagerens budgetkonto.

Pr. den 31. december 2009 var restgælden 429.386,03 kr.

Ifølge kontoudskriften for lånet betalte klageren i 2010 ni ydelser à 5.000 kr., i alt 45.000 kr. Rentetilskrivningen på lånet var 57.024,74 kr. Restgælden var pr. den 31. december 2010 steget til 441.410,77 kr.

Ved e-mail af 22. februar 2011 til sparekassen gjorde klageren indsigelse om, at engagementet var blevet væsentligt dyrere efter overførslen fra P.

I maj 2011 blev 90.000 kr. af gælden uden etableringsomkostninger for klageren overført til et billån med variabel rente på for tiden 6,75 % om året. Endvidere blev rentesatsen på lånet vedrørende restgælden nedsat fra 13,50 % til 9 % om året. Ydelserne på lånene var henholdsvis 2.000 kr. og 3.500 kr. Ifølge en allonge til låneaftalerne var der tale om et nedslag i renten som var betinget af, at afviklingsaftalerne for hele engagementet blev overholdt. Under forudsætning af uændret rente forventedes lånene at være tilbagebetalt i henholdsvis 2015 og 2026.

Den 8. juli 2013 udskrev banken nye aftaler vedrørende lånene, hvor de variable rentesatser blev yderligere nedsat til for tiden 6 % om året for begge lån. Ydelserne var uændret henholdsvis 2.000 kr. og 3.500 kr. Under forudsætning om uændret rente forventedes lånene at være tilbagebetalt i henholdsvis 2015 og 2024.

Den 28. juli 2013 indgav klageren en klage over Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse til Ankenævnet.

Den 25. august 2013 underskrev klageren de nye låneaftaler med forbehold om ankenævnssagen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse helt eller delvist skal frafalde restgælden på lånene.

Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassens rådgivning i forbindelse med overførslen af lånene fra P var mangelfuld. Banken undlod at informere hende om, at lånevilkårene blev væsentligt forringede, og herunder at løbetiden blev væsentligt forlænget. Rentesatsen steg således fra 10,20 % og 7 % om året til 14 % om året, og løbetiden blev forlænget med mere end 10 år.

Det gav ikke mening, at hendes lavt forrentede billån hos P blev overført til et højt forrentet forbrugslån i sparekassen.

Baggrunden for overførslen var, at sparekassen i forbindelse med, at hun oprettede en lønkonto, selvfølgeligt antog, at hendes lån overføres. Hun var uvidende om, at hun derved ville blive påført unødige og urimeligt høje omkostninger.

Yderligere blev hun af sparekassen overtalt til at skifte forsikringer, hvorved hun ifølge sparekassen ville opnå en besparelse. Det viste sig imidlertid, at de nye forsikringer var dyrere, end dem hun havde.

Sparekassen var bekendt med, at gælden skulle være afviklet før hendes pensionsalder, idet hun herefter ikke ville være i stand til at betale ydelsen.

Sparekassen har udnyttet hendes uvidenhed til egen fordel. Hun ville aldrig have skiftet pengeinstitut, hvis hun havde kendt konsekvenserne.

Hun henvendte sig flere gange til sparekassen med henblik på at få renten sat ned.

Rentenedsættelsen, som sparekassen bevilgede i maj 2011, bør gennemføres med tilbagevirkende kraft til overførslen i 2008.

Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse har anført, at overførslen af klagerens engagement hos P skete på baggrund af en henvendelse fra klageren, hvorefter sparekassen afgav et tilbud, som klageren accepterede. Sparekassen var ikke bekendt med vilkårene hos P. Klageren måtte selv være bekendt med disse. Klageren måtte endvidere selv beslutte, hvor hun ville være kunde.

I forbindelse med etableringen af kundeforholdet blev klagerens forsikringsbehov afdækket, og der blev tegnet nye forsikringer. Medarbejderen, der drøftede forsikringerne med klageren, er ikke længere ansat i sparekassen.

Sparekassen har løbende imødekommet klagerens ønsker og behov om forhøjelse af lånet og henstand med ydelsen.

Engagementet har ikke været misligholdt, men klagerens økonomi har været presset.

Indtil rentenedsættelserne i henholdsvis maj 2011 og august 2013 har renten på klagerens lån til stadighed fulgt sparekassens standardsatser.

Ankenævnets bemærkninger

I juni 2008 blev klagerens forbrugslån og billån i pengeinstituttet P overført til et samlet forbrugslån på 220.000 kr. i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse. I august 2008 blev lånet forhøjet med et provenu på 142.250 kr., hvorved også klagerens erhvervslån hos P blev overført til sparekassen.

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at låneoverførslerne skete på baggrund af sparekassens tilbud om et lån, som klageren accepterede.

Hverken stiftelsesomkostningerne eller rentesatsen på lånet kan tilsidesættes som urimelige. De efterfølgende låneforhøjelser og ydelsesfritagelser har medvirket til, at løbetiden blev forlænget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.