Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Medarbejders misbrug af sin mors konti.

Sagsnummer: 128/2008
Dato: 03-06-2008
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Passivitet - overførsel til tredjemands konto
Ledetekst: Medarbejders misbrug af sin mors konti.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende over for Nordea Bank Danmark i anledning af, at hendes søn, der var ansat i banken, misbrugte hendes konti.

Sagens omstændigheder.

Den 19. juni 2007 blev klagerens søn S, som indtil da var ansat i Nordea Bank Danmark, varetægtsfængslet på baggrund af uretmæssige dispositioner i banken.

I forbindelse med efterforskningen blev det klarlagt, at S siden slutningen af 1995 havde foretaget ind- og udbetalinger på klagerens konti i banken. Dispositionerne havde netto medført hævning af 539.357,75 kr.

Den 25. juni 2007 underskrev klageren en erklæring, hvoraf bl.a. fremgår:

"[S] har siden min mands død i 1995 egenrådigt varetaget mine økonomiske interesser og jeg har haft fuld tillid til, at det har været udført forsvarligt.

I forbindelse med min mands død blev alle konti spærret under skifteretssagen og i den forbindelse gav jeg [S] fuldmagt til mine konti. Den nøjagtige ordlyd husker jeg ikke, men jeg husker at have underskrevet et dokument.

På et tidspunkt konstaterer jeg, at [S] låner penge på min konto for senere at indbetale dem igen. Det tager efterhånden et sådant omfang, at jeg et par gange beder ham annullere fuldmagten - hvilket han lover, men ikke gør.

Hyppighed og størrelse på overførslerne tager til og der bliver en større og større saldo i min favør - og jeg har flere gange konfronteret ham med hvad det er der foregår - og han oplyser at jeg kan tage det roligt, det har han fuldstændigt styr på, og han betaler pengene tilbage.

Jeg forsøgte selv på et tidspunkt at gøre beløbet op, men min økonomiske indsigt rækker ikke så langt, at jeg var i stand til at gøre det. Jeg har vægret mig ved at inddrage mine døtre for at ikke at skabe konflikter i familien.

Jeg har haft [S] mistænkt for at bruge mange penge på spil - og være direkte afhængig af det - men har aldrig konfronteret ham med det. De indsatte beløb har jeg over for mig selv forklaret med, at det må hænge sammen med gevinster i spil. Tanken om at han havde gang i noget ulovligt lå mig overhovedet ikke på sinde.

Jeg har på intet tidspunkt givet [S] lov til at låne penge på min konto - hvilket jeg også har gjort ham opmærksom på flere gange.

Jeg er blevet gjort bekendt med, at jeg har adgang til netbank - jeg har ingen PC."

Ved brev af 5. december 2007 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til Nordea Bank Danmark. Advokaten stillede krav om, at banken godtgjorde klagerens tab ved S' misbrug.

Ved brev af 21. januar 2008 afviste Nordea Bank klagerens krav med henvisning til erklæringen af 25. juni 2007.

Nordea Bank har oplyst, at de fleste transaktioner er sket ved brug af klagerens elektroniske hævemidler, som var stillet til rådighed for S. I første halvdel af perioden var bevægelserne væsentligt sket via bankens "unifon"-service, hvor der ved brug af et telefonopkald og et kodeord kan foretages kontobevægelser. Herudover er der også foretaget transaktioner via klagerens pc-bank, hvor aftale blev indgået i september 2000.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. marts 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark betaler 539.357,75 kr.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at S begik underslæbet i sin egenskab af bankrådgiver, hvor han både påførte banken og hende et stort tab. Misbruget er foregået gennem en lang årrække, hvor banken ikke har udøvet tilstrækkelig kontrol med transaktionerne.

Hun er ikke i besiddelse af en pc og har intet kendskab til eller viden om, hvad online-aftalen indebærer.

S var hendes eneste kontakt med banken. S har egenhændigt registreret fuldmagten i bankens systemer.

Da hun blev opmærksom på de mange transaktioner, forsøgte hun at få fuldmagten returneret svarende til en tilbagekaldelse af fuldmagten.

Uanset mor/søn forholdet er det Nordea Bank, der som arbejdsgiver bærer ansvaret for medarbejdernes handlinger. Dette også uanset, at hun på et tidspunkt meddelte S fuldmagt

Banken har ikke kunnet fremlægge fuldmagten. Konsekvenserne heraf påhviler banken.

Nordea Bank Danmark har anført, at banken ikke i sin egenskab af arbejdsgiver for S kan gøres ansvarlig for klagerens tab.

S' adgang til at disponere over klagerens konti hvilede ifølge klagerens redegørelse fra juni 2007 på en skriftlig fuldmagt, som aldrig blev tilbagekaldt. Det er derfor uden betydning, at man ikke nu er i besiddelse af fuldmagten.

Fuldmagtsforholdet underbygges desuden af, at klageren har overladt sin Unifon og pc-bank adgang til S. Uanset hun ikke havde nogen pc, kunne formålet med etableringen af pc-bank være at muliggøre sønnens fortsatte dispositioner over hendes konti. Hertil kommer, at fuldmagtsforholdet støttes af klagerens tolerance af disposi­tionerne, som hun havde fuld indsigt i.

S' brug af betalingsmidlerne er sket i kraft af fuldmagtsforholdet og var derfor ikke uberettigede.

Erklæringen fra juni 2007 viser, at klageren var fuldt ud klar over, at S systematisk hævede penge. Klageren valgte imidlertid at lukke øjnene herfor. Denne passivitet gør, at klageren ikke nu kan gøre krav på erstatning over for banken, men alene har et krav mod S.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren efter sin mands død i 1995 gav sin søn S fuldmagt til at disponere over sine konti hos Nordea Bank Danmark. Det lægges videre til grund, at klageren havde kendskab til og havde mulighed for at følge bevægelserne på sine konti i banken, men at hun, uanset at hun var opmærksom på transaktioner, som hun ikke kunne godkende, undlod effektivt at tage skridt til, at S ikke kunne disponere over kontiene f.eks. ved at henvende sig til banken eller flytte kontiene til et andet pengeinstitut. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for, at klageren kan gøre krav gældende over for Nordea Bank Danmark som følge af, at S ubestridt misbrugte sin dispositionsret over klagerens konti.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.