Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev, som havde været håndpantsat til pengeinstitut.

Sagsnummer: 95/1998
Dato: 16-06-1998
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
Ledetekst: Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev, som havde været håndpantsat til pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede er forpligtet til at dække klagerens omkostninger ved mortifikation af to ejerpantebreve, som har været håndpantsat til indklagede.

Sagens omstændigheder.

I 1977 opførte klageren en fast ejendom. Byggeriet blev finansieret ved et byggelån i et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede. Til sikkerhed for byggelånet håndpantsatte klageren to ejerpantebreve på henholdsvis 400.000 kr. og 100.000 kr. tinglyst på ejendommen henholdsvis den 25. januar og 10. juni 1977.

Byggelånet blev indfriet i 1977 ved endelig prioritering af ejendommen med kreditforeningslån. Kreditforeningslånene blev indfriet i december 1987.

I 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet det i forbindelse med et salg af ejendommen var blevet konstateret, at de to ejerpantebreve henstod uaflyste. Indklagede oplyste, at man ikke var i besiddelse af ejerpantebrevene.

Parternes påstande.

Den 19. februar 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale omkostningerne ved mortifikation af ejerpantebrevene og ved udstedelse af bankgaranti over for køber.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det bestrides, at ejerpantebrevene er blevet udleveret til ham. Han er i besiddelse af samtlige relevante dokumenter vedrørende ejendommen, herunder bl.a. de oprindelige kreditforeningspantebreve, som blev førtidsindfriet i 1987. Ejerpantebrevene har siden 1977, hvor byggelånet blev omlagt til kreditforeningslån, beroet hos indklagede, idet han ikke har haft behov for pantsætning. Fra omkring 1982 har han løbende overført sine indlånskonti til andre pengeinstitutter, uden at spørgsmålet om ejerpantebrevene er blevet berørt. Det er ikke muligt for ham at bevise, at ejerpantebrevene ikke er udleveret. Bevisbyrden for at ejerpantebrevene er udleveret må derfor påhvile indklagede.

Indklagede har anført, at det må antages, at ejerpantebrevene er blevet udleveret til klageren ved indfrielsen af det pantsikrede lån, eller at ejerpantebrevene er videresendt til klagerens nye pengeinstitut i 1982, hvor kundeforholdet ophørte. Indklagede har kun pligt til at opbevare kvittering for udlevering i 5 år.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det engagement, som ejerpantebrevene lå til sikkerhed for, blev indfriet allerede i 1977. I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis findes det herefter ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges indklagede at føre bevis for, at ejerpantebrevene er blevet udleveret til klageren. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at afholde omkostningerne ved mortifikationssagernes gennemførelse eller at dække klagerens omkostninger ved udstedelse af bankgaranti over for køber.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.