Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med lånefinansierede investeringer i certifikater med indbygget gearing og erstatningsansvar i forbindelse med formueplejeaftale om lånefinansieret investering

Sagsnummer: 45 /2010
Dato: 16-10-2012
Ankenævn: Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med lånefinansierede investeringer i certifikater med indbygget gearing og erstatningsansvar i forbindelse med formueplejeaftale om lånefinansieret investering
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører rådgivning om lånefinansierede investeringer i certifikater med indbygget gearing samt spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med formueplejeaftale om lånefinansieret investering.

Sagens omstændigheder

Banken har oplyst, at klagerens risikoprofil den 22. marts 2005 var registreret som "stabil" i bankens system.

Klageren har oplyst, at han skiftede afdeling i banken i januar 2006, og at han i den forbindelse fik en ny rådgiver, R.

Den 16. januar 2006 indgik klageren en låneaftale med banken om et investeringslån på 500.000 kr. Samtidig indskød klageren 230.000 kr. af sine egne midler til brug for investering (investering foretaget for de lånte midler og klagerens eget indskud betegnes herefter "Investering 1"). Til Investering 1 var tilknyttet et depot (nr. …469-0). Banken har oplyst, at aftalegrundlaget vedrørende Investering 1 var mundtligt, bortset fra et af klageren underskrevet gældsbrev vedrørende lånet.

Til depotet vedrørende Investering 1 blev der i perioden fra den 17. januar 2006 til og med den 9. april 2006 købt certifikater for ca. 1.680.000 kr. og solgt certifikater for ca. 896.000 kr. (købaf: 670 stk.ABN2E5 Nikkei 225 Mini Long i perioden fra den 17. januar 2006 til den 19. januar 2006 for ca. 99.000 kr., 12.700 stk. ABN 24 C Mini long on gdr Samsung Electron for ca. 545.000 kr. i perioden fra den 31. januar 2006 til den 22. marts 2006, 3.155 stk. ABN2PA Nikkei 225 Mini Long for ca. 440.000 kr. i perioden fra den 31. januar 2006 til den 4. april 2006, 2.925 stk.DJ Tyuket Titans mini long for ca. 100.000 kr. den 27. marts 2006, 17.100 stk. Jyske Bank Mini Long for ca. 231.000 kr. den 4. april 2006 og køb af 9.120 stk. "ABN3W5 Samsung Mini Long for ca. 265.000 kr. den 5. april 2006) (salg af: 670 stk.ABN2E5 Nikkei 225 Mini Long for ca. 128.000 kr. den 31. januar 2006, 1.575 stk.ABN2PA Nikkei 225 Mini Long for ca. 186.000 kr. den 20. marts 2006 og salg af 12.700 stk.ABN 24 C Mini long on gdr Samsung Electron for ca. 582.000 kr. den 4. april 2006).

Den 12. april 2006 indgik klageren yderligere en formueplejeaftale "Jyske Låneinvestering - Højvækst". Forud herfor fik klageren den 10. april 2006 fastlagt en investeringsprofil. Af bankens brev af 10. april 2006 fremgik bl.a. følgende vedrørende den fastlagte investeringsprofil:

"Din investeringsplan

Du har nu fået tegnet din personlige investeringsprofil ud fra dine forventninger, ønsker og mål.

Din profil er højvækst og vi anbefaler Jyske Låneinvestering.

Jyske Låneinvestering er for dig, der ønsker at give din investering større gennemslagskraft ved både at investere for egne penge og for lånte penge.

Det er din nuværende situation, der er udgangspunktet. Sker der væsentlige ændringer i din økonomi eller dine ønsker og behov, er det vigtigt at justere din investeringsplan, så den passer til din nye situation.

Vi vedlægger resumé af vores samtale, faktablad om profil og strategi og Aftale om Jyske Låneinvestering.

…"

Af det vedlagte "Resumé af samtale", underskrevet af klageren den 10. april 2006, fremgik bl.a.:



"…

Investeringshorisont

Hvornår skal du bruge pengene?

Delkonklusion:Langsigtet

Jeg skal ikke bruge pengene inden for de næste 10 år

Holdning til investeringHvilket udsagn passer bedst til dit syn på investering?

Jeg ønsker en investering med et højt afkast og accepterer derfor store udsving i afkastet

Hvor stort et negativt afkast kan du acceptere et enkelt år?

-40 %

Hvad vil du gøre, hvis værdien af din investering i et enkelt år falder mere, end du kan acceptere?

Jeg vil beholde min investering og afvente bedre tider

Hvor afhængig er du af de penge, du ønsker at investere nu?

Delkonklusion:Aggressiv

Uafhængig

Rammer for investering
Hvor meget ønsker du at investere nu?

Fra 200.000 til 1 mio. kr.

Hvor meget ønsker du at involvere dig i den løbende pleje af investeringen?

Jeg vil kun involvere mig i de overordnede rammer

Delkonklusion:Jyske Låneinvestering

Strategi

Ønsker du at belåne dine aktiver for at optimere afkastet?

Ja



Delkonklusion: Porteføljestrategi med lån.

Underskrift

Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større. … "

Af bankens vedlagte faktablad vedrørende højvækstprofilen fremgik en anbefalet porteføljesammensætning med 20 % i etablerede aktiemarkeder, 20 % i højrenteobligationer og 60 % i danske obligationer. Endvidere fremgik bl.a.:

"…

Du må kunne leve med, at afkastet svinger meget og i perioder er negativt.

Større effekt, når du supplerer med lån

Når du både investerer for egne og for lånte penge, påvirker du afkastet kraftigere. Kursstigninger og kursfald før større effekt, når du styrker investeringen med et lån. Derfor anbefaler vi også kun denne strategi, hvis du er indstillet på at løbe en forholdsvis stor risiko.

Tidligere afkast er ikke garanti for fremtidige afkast. Når du investerer, kan du heller ikke være sikker på at få hele det investerede beløb tilbage.

…"

Den 12. april 2006 indgik klageren en formueplejeaftale om "Jyske Låneinvestering - Højvækst" med et låneindskud på 1.500.000 kr. og et eget indskud på 400.000 kr. og med tilknyttet sikkerhedsdepot nr. …055-7 (herefter "Investering 2"). Af aftalen om Investering 2 fremgik bl.a.:

"…

Vi placerer dit indskud og provenuet fra lånet, så sammensætningen af investeringen stemmer overens med din investeringsprofil og vores forventninger til markedet.



Investeringsrammer i Jyske Låneinvestering

Aktivtyper

Rammer

Traditionelle obligationer

0-100 %

Højrenteobligationer *)

0-50 %

Aktier

0-35 %

Alternative investeringer mv. **)

0-50 %

Kontant

0-100 %



Skat, ansvar og risiko

Du er opmærksom på, at det medfører en øget risiko for tab, at der ud over dit eget indskud, investeres for lånte penge – dvs. Investeringslånet. Udvikler investeringerne sig negativt, er risikoen for at lide tab således større.

…"

I forbindelse med Investering 2 indgik klageren endvidere låneaftale med banken om investeringslånet på 1.500.000 kr. Banken har oplyst, at investeringerne foretaget i henhold til Investering 2 blev fordelt som følger:



Aktivtyper

Andel

Aktier

378.744 kr.

ca. 20 %

Obligationer

335.162 kr.

ca. 17,6 %

Kontant indestående:

1.184.094 kr.

ca. 62,4 %

I alt

1.898.000 kr.

ca. 100 %



I perioden fra den 10. april 2006 blev der købt og solgt yderligere certifikater til depotet vedrørende Investering 1.

Banken har oplyst, at certifikaterne var gearede, og at certifikaterne fulgte aktieindeks (DAX, NIKKEI m.v.) og enkeltaktier. Der var indbygget et stop loss i certifikaterne, som automatisk blev lukket/indfriet, når kursen på det underliggende aktiv nåede et givent niveau. Banken har oplyst, at der ikke var tale om et garanteret stop loss niveau, og at certifikaterne dermed ikke nødvendigvis ville blive lukket på stop loss niveauet, men at dette afhang af, om det var muligt at sælge det underliggende aktiv til stop loss niveauet. Banken har endvidere anført, at klageren maksimalt kunne tabe det samlede investerede beløb (indskud og lån).

Banken har fremlagt oplysninger fra udstederen af certifikaterne, Royal Bank of Scotland, hvoraf bl.a. fremgår, at certifikaterne "17707 ABN Nikkei Mini Long" og"ABN3W5 Samsung Mini Long" blev lukket henholdsvis den 29. maj og den 26. maj 2006 som følge af stop loss. Af oversigten fremgår endvidere, at tre andre certifikater blev lukket som følge af stop loss, mens de øvrige certifikater blev solgt ved almindeligt salg. Af oversigten fremgår endvidere, at gearingen (vejledende) på certifikaterne varierede på handelstidspunkterne i et interval mellem 2,72 og 396,17.

Banken har endvidere fremlagt en brochure vedrørende bl.a. "Turbo Long" certifikater, hvoraf fremgår, at handel med certifikater ikke kan foretages på egen hånd men skal ske gennem rådgiver, og at tab på certifikater kan fratrækkes skattemæssigt i gevinster på finansielle kontrakter efter særskilte regler. Banken har oplyst, at brochuren blev udarbejdet i 2007, og dermed efter klagerens investering i certifikaterne.

Der opstod et tab på certifikaterne, da der i april, maj og juni 2006 skete et fald i de underliggende aktieindeks og aktier.

Banken har oplyst, at klageren med virkning pr. den 26. maj 2006 opsagde formueplejeaftalen vedrørende Investering 2 og indfriede investeringslånet på 1.500.000 kr. Samtlige værdipapirer i det tilhørende depot var forinden blevet solgt i perioden fra den 17. til den 19. maj 2006, jf. årsopgørelse pr. 31. december 2006 for depotet. Banken har opgjort tabet vedrørende Investering 2 til ca. 47.000 kr. Klageren har tilsluttet sig bankens opgørelse af tabet.

Den 26. maj 2006 indskød klageren provenuet fra Investering 2 på 343.513,77 kr. som yderligere indskud til brug for Investering 1.

Banken har opgjort klagerens tab på handler med certifikater vedrørende Investering 1 i perioden fra den 1. januar 2006 til den 1. juli 2006 til 744.354 kr. Tabet fremgår endvidere af årsopgørelsen pr. 31. december 2006 for depotet vedrørende Investering 1.

Tabet opstod navnlig på certifikaterne 17707 ABN Nikkei Mini Long og ABN3W5 Samsung Mini Long. De 6.100 stk. "17707 ABN Nikkei Mini Long" blev købt den 10. og den 24. april 2006 for ca. 466.000 kr. og lukket som følge af stop loss den 29. maj 2006 for ca. 76.000 kr., med et tab på ca. 390.000 kr. De 9.120 stk. "ABN3W5 Samsung Mini Long" blev købt den 5. april 2006 for ca. 265.000 kr. og lukket som følge af stop loss den 26. maj 2006 for ca. 56.000 kr. med et tab på ca. 209.000 kr. Endvidere opstod et tab på ca. 78.000 kr. på 2.925 stk.DJ Tyuket Titans mini long købt for ca. 100.000 kr. den 27. marts 2006 og lukket som følge af stop loss den 29. maj 2006 for ca. 22.000 kr. og et tab på ca. 78.000 kr. på 4.155 stk. ABN2PA Nikkei 225 Mini Long købt for ca. 543.000 kr. i perioden fra den 31. januar 2006 til den 17. maj 2006 og afviklet for ca. 465.000 ved salg den 22. marts 2006 og den 4. april 2006 og lukning som følge af stop loss den 16. juni 2006.

Banken har endvidere udarbejdet en opgørelse over klagerens tab vedrørende Investering 1 i perioden frem til den 10. april 2006, hvoraf fremgår, at der pr. denne dato alene var kurstab på certifikatet ABN Samsung mini long (ca. 23.000 kr.), og at det samlede depot pr. denne dato havde en kursgevinst på ca. 66.000 kr.

Klageren har oplyst, at han i juli 2006 aftalte et møde med R, men at han - da han kom til det aftalte møde - fik at vide, at R var stoppet i banken.

Banken har oplyst, at man på møde den 15. september 2006 rådede klageren til at indfri investeringslånet på 500.000 kr. vedrørende Investering 1 for at begrænse tabet. Den 21. november 2006 blev lånet vedrørende Investering 1 indfriet med 503.650,41 kr. Indfrielsen blev finansieret af et positivt indestående på 240.163,41 kr. på afkastkontoen tilknyttet Investering 1 samt af et indskud fra klageren på 263.500 kr., finansieret via en boligkredit med sikkerhed i klagerens sommerhus.

Af årsopgørelsen for Investering 1 pr. 31. december 2006 fremgår, at depotet alene indeholdt 800 stk. Dax Mini Long certifikater til en kursværdi på ca. 141.000 kr., og at der i 2006 blev realiseret en samlet gevinst på ca. 96.000 kr. ved køb og salg af aktier i depotet.

Ved brev af 23. maj 2008 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning og anførte, at banken var ansvarlig for et tab på 823.613,10 kr. Ved brev af 11. juni 2008 afviste banken klagerens krav. Banken har bestridt klagerens opgørelse af tabet.

Den 16. oktober 2008 blev klagerens 800 stk. Dax Mini Long certifikater, der var købt den 26. maj 2006, afviklet som følge af stop loss for ca. 2.500 kr. med et tab på ca. 97.100 kr.

Parternes påstande

Klageren har den 18. januar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Jyske Bank skal erstatte det af klageren opgjorte tab på 823.613,10 kr. helt eller delvist.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at bankens investeringsrådgivning var utilstrækkelig. Banken lod ham belåne sit sommerhus maksimalt og pressede ham til meget risikable investeringer. Tabene opstod navnlig på Investering 1.

Han skiftede afdeling i banken i januar 2006. Afdelingsdirektøren i den nye afdeling, R, ville varetage hans investeringsinteresser, og blev herefter hans nye rådgiver.

Der blev ikke oprettet en investeringsprofil eller aftale om, hvordan pengene skulle investeres for Investering 1. Han fik udarbejdet en investeringsprofil i april 2006, men R’s rådgivning startede allerede i januar 2006. Investeringsprofilen blev afpasset så den passede til de allerede foretagne investeringer.

Han modtog næsten ingen oplysninger om de produkter, der blev investeret i. Han modtog intet materiale om produkterne. Banken er ikke i stand til at fremlægge dokumentation for meddelte oplysninger eller udleveret materiale. Han har først set brochurerne vedrørende certifikaterne under klagesagen i Ankenævnet. Pengene blev investeret ud fra de telefoniske anbefalinger, han modtog fra R. R anbefalede ham at købe eller sælge bestemte produkter, hvorefter R foretog handlerne på hans vegne. Bankens præsentation af produkterne bestod i, at R kontaktede ham telefonisk og i telefonsamtalerne stærkt anbefalede ham at investere. Han skulle på få minutter træffe afgørelse om, hvorvidt han skulle handle.

Han havde stor tillid til R og fulgte R’s meget overbevisende og aggressive rådgivning. Rådgivningen blev mere aggressiv, da markedet var nedadgående i april 2006. R fokuserede altid på de mulige gevinster og i meget begrænset omfang på tab. R opfordrede ham til at investere store beløb. R’s rådgivning var uortodoks. Han tvivler på, at en så ensidig og risikobetonet rådgivning var almindelig praksis i banken og i overensstemmelse med bankens rådgivningspolitik. Han har, både inden han fik R som rådgiver og efter R’s fratræden, modtaget en helt anden type rådgivning i banken end R’s aggressive og uortodokse rådgivning. Han formoder, at rådgivningen fra bankens andre medarbejdere er i overensstemmelse med bankens rådgivningspolitik.

Han traf ikke selv beslutninger, men fulgte nøjagtigt forslagene fra R. Han var ikke selv kompetent eller tilstrækkeligt informeret til at kunne træffe et valg. Det var derfor bankens ansvar at give fyldestgørende og skriftlig information om de gearede produkter, som banken solgte.

Han var overbevist om, at han kun kunne tabe sit eget indskud på 230.000 kr.

Han har tabt størstedelen af det investerede beløb. Den i ankesagen oplyste stop loss begrænsning indeholdt ikke en reel beskyttelse. Hvis det var vigtigt for banken at beskytte ham mod tab, forstår han ikke R’s kraftige anbefaling af investering i certifikater for lånte midler.

Han blev senere bekendt med, at R selv havde investeret store summer i de værdipapirer, som R anbefalede ham at investere i, blandt andet i Samsung og Nikkei indekset. R var derfor påvirket af egne interesser og var inhabil.

Porteføljen vedrørende Investering 1 blev ikke tilstrækkeligt spredt. Især fra den 4. april 2006 blev der investeret meget i Samsung og Nikkei indekset, som han kort efter led store tab på.

I juli 2006 aftalte han og R møde, og R tilkendegav, at de nok skulle finde en løsning på hans situation. R vedkendte sig klart her et ansvar. Da han kom til det aftalte møde, fik han at vide, at R var stoppet i banken.

Banken henviser flere gange til, at R ikke længere er ansat. Banken er imidlertid stadig ansvarlig for R’s rådgivning. Han har ikke midler til at føre en retssag mod R.

Hans ven havde også R som rådgiver. R solgte aktier uden samtykke fra hans ven.

Han har ikke udnyttet tabet skattemæssigt.

Investeringsprofilen udarbejdet i forbindelse med Investering 2 var, set i bakspejlet, for risikabel i forhold til hans økonomiske situation, men han havde tiltro til R’s anbefalinger. Porteføljen vedrørende Investering 2 blev ikke sammensat med en tilstrækkelig spredning.

Investeringsprofilen taler ikke om risiko for at tabe hele investeringen.

Det er nogle år siden, at investeringerne fandt sted, men han har haft svært ved at blive konfronteret med sagen på grund af det store tab.

Jyske Bank har tilstøtte for frifindelsespåstandenblandt andet anført, at klageren efter hver handel modtog fondsnota som dokumentation for de af klageren trufne beslutninger om henholdsvis køb og salg af værdipapirer.

Klageren foretog en omfattende handel med certifikater, hvorfor det må formodes, at klageren var vidende om fordele, ulemper og risici ved certifikater. Der var indbygget stop loss i certifikaterne, hvilket beskyttede klageren. Der var ikke tale om certifikater med garanteret stop loss, men klageren kunne maksimalt tabe det indskudte beløb uanset hvilken værdi, som certifikatet blev lukket på. Da R ikke længere er ansat i banken, har banken ikke mulighed for at oplyse, om klageren fik oplysning om stop loss bestemmelsernes indhold.

Klageren var bekendt med, at der var optaget lån til de foretagne investeringer. Klageren modtog tilstrækkelige og fyldestgørende informationer fra R til at kunne vurdere investeringerne. Oplysningerne blev givet mundtligt ved de enkelte samtaler. Klageren blev ikke presset til at foretage investeringerne. Hvis klageren ikke mente sig tilstrækkeligt informeret, burde han have afstået fra at give samtykke til investeringerne. R er ikke længere ansat i banken, og det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at redegøre detaljeret for rådgivningen i sagen.

Banken har vedrørende investering 1 anført, at der ikke var tale om et fuldmagtsprodukt, og at klageren selv traf de konkrete købs- og salgsbeslutninger. Der blev ikke oprettet en overordnet aftale for placering af midlerne vedrørende Investering 1, da der ikke var tale om et fuldmagtsprodukt, men derimod om at klageren, ud fra bankens investeringsforslag, traf beslutning om investering. Af oversigten fra Royal Bank of Scotland fremgår, at klageren i de fleste tilfælde af egen drift solgte certifikaterne, og at certifikaterne kun i enkelte tilfælde blev lukket som følge af stop loss.

Investeringsprofilen, der blev udarbejdet den 10. april 2006, var baseret på klagerens svar på en række spørgsmål om investering, bl.a. holdning til risiko og afhængighed af de penge, som klageren ønskede at investere. Klagerens svar viste, at hans investeringsprofil var højvækst.

Højvækst-profilen er en meget risikovillig profil. Ved en højvækst-profil angiver kunden, at man ønsker et højt afkast og accepterer store udsving i afkastet. Fastlæggelsen af profilen dokumenterer, at klageren var en risikovillig investor.

Det bestrides, at profilen blev afpasset så den passede til de allerede foretagne investeringer. Investeringsprofilen blev udarbejdet på grundlag af klagerens oplysninger om holdning til risiko. Hvis klageren havde ment, at risikoprofilen var for høj, kunne han have anført dette eller efterfølgende have meddelt banken dette.

På tidspunktet for udarbejdelsen af investeringsprofilen udgjorde klagerens investeringer med en negativ kursudvikling i depotet tilknyttet Investering 1 alene ca. 23.000 kr. vedrørende ABN Samsung mini long. Det samlede depot havde en positiv kursudvikling på ca. 66.000 kr. Klagerens tab opstod først efter den 10. april 2006, hvor klageren havde bekræftet sin investeringsprofil som højvækst.

Porteføljen i Investering 1 blev sammensat i overensstemmelse med det aftalte. Hvis klageren havde ønsket en større spredning på investeringerne i Investering 1, burde han have undladt de pågældende investeringer og i stedet have anmodet forslag til alternative investeringer.

Klagerens eget indskud og lån til Investering 1 udgjorde i alt 1.073.500 kr. Det er ikke muligt for banken nærmere at redegøre for baggrunden for indskuddet på 343.500 kr. den 26. maj 2006, da R, der forestod rådgivningen, ikke længere er ansat i banken. R fratrådte sin stilling i banken den 14. august 2006 med sidste arbejdsdag primo juli 2006, da han havde fået anden ansættelse.

R var ikke inhabil. Uanset om R selv måtte have investeret i de samme værdipapirer som klageren, ville sådanne investeringer ikke have indflydelse på kursudviklingen af klagerens investeringer henset til de enorme summer, der er investeret i de pågældende værdipapirer på verdensplan.

Klageren har eventuelt kunnet udnytte tabet på certifikaterne skattemæssigt. Klageren opfordres til at dokumentere, at tabet ikke blev udnyttet skattemæssigt. Værdien af en skattemæssig udnyttelse af tabet skal fragå en eventuel erstatning.

Oplysningerne vedrørende klagerens ven er udokumenterede tredjehåndsoplysninger, der ikke er relevante for sagen.

Klageren gav ved sin underskrift af formueplejeaftalen vedrørende Investering 2 banken fuldmagt til at investere indenfor de aftalte rammer. Investeringerne og porteføljesammensætningen vedrørende Investering 2 blev foretaget af banken og var indenfor rammerne i aftalen.

Klageren blev informeret om, at han kunne risikere at miste hele sin investering. Det fremgik af "Resume af samtale" i forbindelse med udarbejdelse af investeringsprofilen, at banken ikke tog ansvar for, at et eventuelt negativt afkast kunne blive større end det negative afkast, som klageren angav at kunne acceptere. Det fremgik af faktabladet om højvækstprofilen, at klageren ikke kunne være sikker på at få hele det investerede beløb tilbage.

Klageren har ved passivitet fortabt sin klageadgang, idet de omtvistede investeringer blev foretaget i 2006. Passiviteten bør i hvert fald tillægges betydning ved vurderingen af bankens muligheder for at oplyse sagen på nuværende tidspunkt.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det bestrides, at klageren blev presset til at acceptere investeringerne, og at klageren modtog fyldestgørende oplysninger om investeringerne i telefonsamtaler med banken. Der foreligger ikke båndoptagelser af telefonsamtalerne mellem klageren og banken. En fuldstændig oplysning af sagen og vurdering af samtalerne forudsætter afhøring af vidner, som ikke kan foretages for Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Afhøjest kunne udgøre 50 %. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at bankens investeringer foretaget i forbindelse med Investering 2 var i strid med aftalen, eller at banken i øvrigt har handlet erstatningspådragende ved forvaltningen af aftalen. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.

Tre medlemmer – Eva Hammerum, Anita Barbesgaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler herefter:

Klagereninvesteringer i risikofyldte, komplekse og gearede certifikater. Vi lægger til grund, at klageren ikke havde erfaring med investering i sådanne certifikater.

Investeringen skete efter det oplysteefter telefonisk rådgivning fra banken.

Vi finder, at der var en særdeles høj risiko forbundet med de betydelige investeringer i certifikaterne, da størstedelen af investeringen var lånefinansieret og som følge af den indbyggede gearing i certifikaterne.

Vi finder det ikke godtgjort, at banken inden klagerens investeringer rådgav klageren fyldestgørende om den særlige risiko.

Vi lægger herved vægt på, at klagerens risikoprofil i marts 2005 var registreret som "stabil", svarende til mellem risiko. Klageren fik ikke udarbejdet en ny risikoprofil til brug for Investering 1 i januar 2006. Klagerens investeringsprofil udarbejdet den 10. april 2006 til brug for formueplejeaftalen (Investering 2) fastlagde klagerens risikoprofil som "højvækst". Forud herfor var der allerede foretaget betydelige investeringer i certifikater til brug for Investering 1. Vi bemærker endvidere, at "højvækst" profilen blev udarbejdet i forbindelse med formueplejeaftalen og ikke indeholder oplysning om eller anbefaling af investering i certifikater.

Vi finder herefter, at Jyske Bank ifalder et ansvar og skal erstatte klagerens tab ved investering i certifikaterne.Banken har opgjort klagerens tab på handler med certifikater vedrørende Investering 1 i perioden fra den 1. januar 2006 til den 1. juli 2006 til 744.354 kr. Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse af tabet.

Vi finder ikke, at klageren har krav på erstatning for tabet på 800 stk. Dax Mini Long certifikater, der blev afviklet den 16. oktober 2008 som følge af stop loss. Klageren har ikke klaget over rådgivningen vedrørende dette certifikat. Vi bemærker endvidere, at certifikatet kunne have været solgt med fortjeneste den 31. december 2006, hvor klageren måtte indse risikoen ved certifikatet henset til forløbet med de andre certifikater.

Vi finder ikke, at klageren har udvist retsfortabende passivitet. Kravet er ikke forældet, da den dagældende 5-årige forældelsesfrist foreløbigt blev afbrudt af ved indbringelsen af klagen til Ankenævnet den 18. januar 2010, og da klageren ikke forinden havde givet banken anledning til at tro, at han havde opgivet sit krav.

To medlemmer – Jesper Claus Christensen og Kjeld Gosvig Jensen – udtaler herefter:

Efter det oplyste om investeringerne, herunder det oplyste om den ydede rådgivning om salg, finder vi, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Jyske Bank skal inden 30 dage stille klageren som ovenfor anført.

Klageren får klagegebyret tilbage.