Ekspeditionstid. Låneudbetaling.
| Sagsnummer: | 202010050/2002 |
| Dato: | 27-05-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, grit Munk, Jeanette Werner, Jes Zander Brinch, Per Englyst |
| Klageemne: |
Ekspedition - tidsforløb
Udbetaling - tidspunkt |
| Ledetekst: | Ekspeditionstid. Låneudbetaling. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut sendte den 5. oktober 2001 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at der skulle indfries et lån til instituttet, og at et efterstående lån skulle rykke for det nye lån. Klageren indgik en ”Aftale om tinglysningsservice” med instituttet, i henhold til hvilken instituttet skulle sørge for tinglysning og udbetaling af det nye lån, indfrielse af det indestående lån samt tilbagerykning af det efterstående lån. Klageren havde i aftalen markeret for, at hun først ønskede det nye lån udbetalt, når hun gav særskilt besked herom. Instituttet anmodede den 6. november 2001 den efterstående panthaver om rykningstilsagn. Klageren bad den 9. november 2001 instituttet om at udbetale det nye lån, hvilket instituttet afviste med henvisning til, at instituttet endnu ikke havde modtaget rykningstilsagn fra den efterstående panthaver. Klageren henvendte sig på ny til instituttet den 15. november 2001 og fik besked om, at instituttet fortsat ikke havde modtaget rykningstilsagnet. Efter henvendelse til den private panthaver fik klageren oplyst, at rykningstilsagnet var sendt med anbefalet post til instituttet den 7. november 2001. Lånet blev herefter udbetalt pr. den 20. november med kursfastsættelse den 16. november. Den 27 november 2001 henvendte klageren sig til instituttet, idet hun var utilfreds med forløbet af låneudbetalingen og krævede kurstabet erstattet som følge af den forsinkede udbetaling. Instituttet nægtede at imødekomme klagerens ønske om kursgodtgørelse.
Klageren indbragte sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, at instituttet skulle yde hende en erstatning, der svarede til forskellen mellem den faktiske udbetalingskurs og den kurs, der kunne have været opnået ved igangsætning af udbetaling den 9. november 2001 – med tillæg af rente fra den 13. november 2001, og indtil betaling sker. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, uanset det oplyste om travlheden i perioden, at det måtte anses for en ansvarspådragende fejl, at instituttet ved klagerens henvendelse den 9. november 2001 i strid med de faktiske forhold oplyste, at rykningsaccepten ikke var modtaget. Nævnet lagde til grund, at låneudbetalingen ville være blevet igangsat i hvert fald den 12. november 2001 med kursfastsættelse den 13. november 2001, hvis den nævnte fejl ikke var blevet begået af instituttet. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at yde klageren en erstatning, der svarede til forskellen mellem udbetaling af det nye lån til kurs 99,92 pr. den 13. november 2001 og udbetalingskursen på 99,41 pr. den 16. november 2001 med fradrag af den besparede differencerente på det gamle lån i perioden fra den 15. til den 20. november 2001.