Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om hævning i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.

Sagsnummer: 586/2010
Dato: 29-02-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas
Klageemne: Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om hævning i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om en hævning i henhold til fuldmagt skete med frigørende virkning for banken.

Sagens omstændigheder

Den 19. marts 2001 registrerede Nordea Bank en fuldmagt til klagerens daværende ægtefælle, H, der blev bemyndiget til at hæve på klagerens konti nr. -279 og nr. -309 i banken.

Registreringen skete på grundlag af en erklæring af 4. marts 2001, der fremtræder som underskrevet af klageren.

Den 16. januar 2009 blev klageren og H separeret.

Den 20. januar 2010 overførte banken efter anmodning fra H 910.000 kr. fra klagerens konto -309 til H’s konto i banken. Klageren gjorde indsigelse mod hævningen.

Ved brev af 27. januar 2010 til klageren anførte banken:

"…

Jeg har i dag slettet fuldmagten til [H] givet til din konto -309 i brev af 4. marts 2001.

Der kan ikke ske nogen tilbageførsel af de beløb [H] har overført til sin egen konto til og med 26. januar 2010.

Jeg vedlægger kopi af fuldmagten af 4. marts 2001.

…"

Klageren og H blev skilt ved bevilling af 1. marts 2010.

Klageren har oplyst, at bodeling skulle ske ved offentligt skifte med bodelingsskæringsdato den 20. oktober 2008.

Den 29. oktober 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre hævningen på 910.000 kr. og betale 20.000 kr. for mistede renter/afkast.

I forbindelse med sagen har klageren fået foretaget en grafologisk undersøgelse, der konkluderer, at der er en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for, at underskriften på fuldmagtserklæringen ikke er ægte.

Den 30. januar 2011 anmeldte klageren H til politiet "for strafbart forhold i forbindelse med anvendelse af en fuldmagt, hvorved hun har tilegnet sig 910.000 kr. fra min konto i Nordea.". Af anmeldelsen fremgår endvidere blandt andet, at klagerens og H’s fællesbo er under skiftebehandling, og at klageren ikke erindrer at have udstedt den omhandlede fuldmagt til H.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre hævningen på 910.000 kr. og betale 20.000 kr. for mistede renter/afkast.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke var klar over, at der var registreret en fuldmagt til H på hans konto.

Han erindrer ikke at have udstedt fuldmagten og antager på baggrund af grafologens undersøgelse, at underskriften er falsk. Han er ikke bekendt med, at H skulle have foretaget andre dispositioner på hans konto på grundlag af fuldmagtserklæringen.

Han og H har aldrig haft fælles konto i Nordea Bank.

Han blev ikke informeret om, at der skete noget unormalt.

Det hævede beløb stammer fra hans kapitalpension.

Nordea Bank Danmark har anført, at fuldmagten siden oprettelsen har givet H mulighed for at disponere over de pågældende konti, ligesom hun har haft adgang til disse via netbank.

I dagene efter overførslen var klageren i telefonisk kontakt med banken. Klageren oplyste, at han ikke var enig i overførslen og anmodede om at få den tilbageført. Da klageren ikke havde fuldmagt til H’s konto blev dette afslået. H afviste at give samtykke til at tilbageføre pengene, idet der ifølge H var uenighed mellem parterne vedrørende opdelingen af deres fælles bo. H accepterede dog, at beløbet efter forslag fra banken blev spærret med henblik på at afvente enighed mellem parterne om beløbet. Klageren blev telefonisk informeret om løsningen, som han på daværende tidspunkt var positivt stemt for. Samtidig tilbagekaldte klageren fuldmagten.

På tidspunktet for den omstridte hævning var banken ikke bekendt med bodelingen.

Den egentlige tvist i sagen synes at være parrets bodeling, som hverken bør afgøres af banken eller nævnet.

En afgørelse af, om fuldmagtserklæringen er falsk, må forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.

På baggrund af spærringen har klageren ikke lidt noget tab. Et eventuelt tab kan i hvert fald ikke opgøres, før der foreligger en endelig bodeling.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Den omstridte hævning blev foretaget på klagerens konto den 20. januar 2010 på grundlag af en fuldmagtserklæring, der fremtræder som udstedt af klageren den 4. marts 2001 eller cirka ni år tidligere. Efter det oplyste var der ikke foretaget transaktioner på grundlag af fuldmagtserklæringen i den mellemliggende periode. Hævningen vedrørte et betydeligt beløb og udgjorde næsten hele indeståendet på klagerens konto.

Ankenævnet finder, at banken under disse omstændigheder nærmere burde have undersøgt grundlaget for hævningen. Det må imidlertid lægges til grund, at pengene, der er indsat på en spærret konto med klagerens accept, fortsat er i behold og afventer forløbet af bodelingen. Under disse omstændigheder, kan det ikke pålægges banken at tilbageføre beløbet.

Som følge af det anførte træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.