Afgørelse

Akkord. Personlig fordring.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i juni 1989 klagerens ejendom på tvangsauktion og opnåede ikke fuld dækning for sine lån. I oktober 1989 indgik klageren et frivilligt forlig på 180.000 kr. vedrørende den personlige fordring. Af en skærmudskrift fra instituttet fremgik det, at der ved salg i juli 1990 var anslået et tab på 180.000 kr. Efter forespørgsel fra klageren meddelte instituttet ham i februar 1990, at en indbetaling af 60.000 kr. kunne accepteres til fuld og endelig afvikling af fordringen, hvorved instituttet gav afkald på 2/3 af gælden. I marts 1990 indbetalte klageren de 60.000 kr. og i januar 1991 meddelte instituttet saldokvittering vedrørende den personlige fordring.

Instituttet fremsendte i april 1992 en opgørelse til klageren over den personlige fordring, som var beregnet til 57.375 kr., og opfordrede ham til at rette henvendelse til et inkassofirma, som instituttet samarbejdede med, for at få en betalingsaftale. Efter en henvendelse fra inkassofirmaet om en betalingsaftale henviste klageren til det indgåede forlig og krævede tilbagebetaling af en forholdsmæssig del af det indbetalte akkordbeløb, idet den faktiske fordring var et væsentligt mindre beløb end omhandlet i forliget. Instituttet afviste klagerens krav under henvisning til, at det endelige tab efter videresalg var opgjort til 193.035 kr. Efter henvendelser fra klagerens advokat redegjorde instituttet i februar 1993 for opgørelsen af fordringen i april 1992, som var sket på grundlag af fordringen pr. auktionsdagen fratrukket budsummen, og for tabet på 193.035 kr. efter videresalget. Instituttet oplyste samtidig, at den personlige fordring med tillæg af rente pr. 1. marts 1990 udgjorde 62.430 kr., hvorfor klageren ikke på noget tidspunkt havde betalt mere, end instituttets fordring var opgjort til.

Klageren indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at realkreditinstituttet skulle tilpligtes at tilbagebetale ham 2/3 af den korrekt opgjorte personlige fordring med tillæg af renter i 2 år. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

På baggrund af indholdet af instituttets skærmudskrift lagde Nævnet til grund, at instituttet havde opgjort den personlige fordring mod klageren som det forventede tab ved videresalg af den overtagne ejendom, hvilket var en klar fejl. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at instituttet ville have akkorderet fordringen i videre omfang, end det faktisk skete, hvis instituttet havde kendt dens rette størrelse. Uanset at forløbet havde været uheldigt, fandt Nævnet ikke, at klageren kunne kræve nogen del af det indbetalte beløb på 60.000 kr. tilbage. Nævnet frifandt som følge heraf realkreditinstituttet.