Afgørelse

Indsigelse mod kaution i forbindelse med opdeling af lån ved skilsmisse.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Klagerens søn (M) og svigerdatter (H) havde et engagement med indklagede, der bl.a. bestod af et boliglån, som klageren kautionerede for.

I 1994 blev M og H separeret. Ved bodelingen var der en restgæld på lånet på 53.201,08 kr., som blev opdelt i et lån til M på 36.109,96 kr. og et lån til H på 17.091,12 kr. Efter krav fra indklagede påtog klageren sig kaution for begge lån. Hovedstolen på lånet til H var 17.750 kr.

I september 2001 gjorde indklagede kautionen for H's lån gældende over for klageren. Klageren indfriede kautionen ved betaling af 11.163,30 kr. inkl. inkassoomkostninger.

Parternes påstande.

Den 7. marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 11.163,30 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det var urimeligt, at indklagede forlangte, at hun skulle kautionere for H's lån. Hun, som på daværende tidspunkt var 72 år, så sig imidlertid nødsaget til at acceptere kautionen, idet indklagede ellers ikke ville godkende bodelingen.

Kautionen stod i misforhold til hendes økonomi. Hun har kun sin pension at leve af og måtte optage et lån for at indfri kautionsforpligtelsen.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med opdelingen af lånet ikke ønskede at frigive klageren som kautionist.

Man ønskede ikke at yde blancolån til hverken M eller H, og da det ikke var muligt at opnå anden tilfredsstillende sikkerhed, blev klagerens kaution fastholdt.

Klageren underskrev kautionsdokumenterne for de to nye lån til henholdsvis M og H under et møde, hvor begge hendes to sønner deltog.

Klagerens pengeinstitut bekræftede en soliditetserklæring fra 1991, hvorefter klageren var god som enekautionist for 100.000 kr. Klageren ejede og ejer fortsat en ejendom med stor friværdi.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens kaution for lånet til H var ikke en ny forpligtelse, men en videreførelse af den kaution, som klageren allerede havde påtaget sig ved sin kaution for fælleslånet til M og H. Indklagede var ikke forpligtet til at frafalde kautionen for den del af lånet, som H i det indbyrdes forhold mellem M og H skulle afvikle. Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan medføre, at klagerens kautionsforpligtelse ikke kunne gøres gældende.

Klagen tages ikke til følge.