Udlån, kassekredit, hæftelse.
| Sagsnummer: | 521/1993 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Udlån, kassekredit, hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i nærværende sag er henholdsvis hustru (BW) til, og søn (JEW) og svigerbørn (CN og NP) af JW, der har drevet en personligt ejet virksomhed.
BW, JW og sidstnævntes virksomhed havde omkring årsskiftet 1987/88 økonomiske problemer, hvilket medførte, at terminen pr. 11. december 1987 på BW's ejendom, der var ægtefællernes bolig, ikke blev betalt.
JW's virksomhed havde et låneengagement hos indklagede. Oprindelig var JW debitor på lånene, mens hustruen BW var kautionist. Med henblik på fuld udnyttelse af rentefradragsretten var en del af udlånsengagementet omlagt således, at BW var debitor, mens JW kautionerede.
I marts 1988 afholdtes et møde med deltagelse af JW, klagerne og indklagedes afdelingsbestyrer. I forlængelse af mødet blev der den 28. april 1988 med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 1988 indgået en interessentskabsaftale mellem klagerne. Interessentskabets navn var S I/S, og dets formål var ifølge aftalen at videreføre de hidtil af JW drevne aktiviteter. Om kapitalgrundlaget angaves følgende i aftalens § 3:
"Driftsmidler og inventar | kr. | 40.000 |
Lager | kr. | 20.000 |
Ombygning | kr. | 25.000 |
Depositum husleje | kr. | 15.000 |
Goodwill | kr. | 300.000 |
-------------------------- | ||
Aktiver i alt | kr. | 400.000 |
De nævnte aktiver påregnes financieret gennem optagelse af banklån på ca. 300.000 samt kassekredit på ca. 100.000 med interessenterne som debitorer.
I aftalen hedder det i øvrigt bl.a.:
Hver af interessenterne er forpligtet til at anvende deres arbejdskraft til fremme af den fælles virksomhed, således at [BW, JEW og CN] primært forestår produktionen, mens [NP] forestår firmaets bogføring.
..........
Overfor trediemand hæfter interessenterne personligt og solidarisk for interessentskabets forpligtelser."
Interessentskabsaftalen var udarbejdet af en advokat.
Det har under sagens forberedelse ikke været muligt at fremskaffe stiftelsesdokumenterne for interessentskabets kassekredit og erhvervslån. Af kontoudskrifter fremgår, at der pr. 2. maj 1988 blev overført knap 100.000 kr. fra kassekreditten til erhvervslånet, og at erhvervslånets saldo pr. 3. maj 1988 var 300.000 kr. (negativ) efter overførsler til JW/BW's konti.
I juni 1989, hvor kassekredittens saldo var på ca. 240.000 kr. (negativ) og erhvervslånets saldo ca. 300.000 kr., blev interessenterne enige om at opløse interessentskabet.
I overensstemmelse med interessentskabsaftalen overtog klagerne interessentskabets engagement hos indklagede. Der blev i den forbindelse oprettet 4 personlige lån på hver 1/4 af interessentskabets gæld, ca. 140.000 kr., med indbyrdes selvskyldnerkaution. For så vidt angår JEW, BW og NP blev der ydet tillægslån på henholdsvis ca. 12.000 kr., ca. 52.000 kr. og ca. 8.000 kr.
I hele perioden var der risiko for, at BW's ejendom, der tjente som beboelse for hende og JW, blev solgt på tvangsauktion på grund af restancer.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerne er fritaget for deres kautions-/debitorforpligtelser.
Indklagede har påstået principalt afvisning, jvf. Ankenævnets vedtægter § 2, subsidiært frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede opfordrede dem til at oprette et interessentskab. I den forbindelse oplyste indklagedes afdelingsbestyrer, at saldoen på virksomhedens kassekredit var ca. 97.000 kr. (negativ), men at underskuddet reelt var på ca. 33.000 kr., idet virksomhedens tilgodehavender for udført arbejde udgjorde ca. 64.000 kr. Det blev aftalt, at interessentskabet skulle overtage underskuddet, og at der samtidig skulle etableres en kredit på 100.000 kr., således at interessentskabets startkapital var på ca. 67.000 kr. Afdelingsbestyreren påpegede, at den personlige hæftelse for hver af interessenterne maximalt kunne blive 50.000 kr. og fremlagde samtidig de nødvendige dokumenter til underskrift. De var i modsætning til indklagede ikke klar over, at de reelt overtog JW's gamle gæld på ca. 400.000 kr. Transaktionen blev tilsløret ved oprettelsen af interessentskabet. Det må have stået indklagede klart, at interessentskabet ikke ville kunne drive forretning med en gæld på 400.000 kr. ved stiftelsen, hvorfor transaktionerne fandt sted alene for, at indklagede ikke skulle lide tab på engagementet med JW, der på det tidspunkt var nødlidende. Indklagede har endvidere på deres bekostning betalt terminer med i alt ca. 120.000 kr. på JW og BW's bolig. Først i juli 1989 blev de bekendt med, at interessentskabets engagement ved stiftelsen var en gæld på ca. 400.000 kr. og ikke som forventet et lån på 100.000 kr. De modtog hverken kontoudtog eller årsopgørelser, som blev sendt til interessentskabets adresse, hvor JW tog hånd om dem. Deres krav mod indklagede er ikke bortfaldet på grund af passivitet. I 1992 blev de via JW bekendt med de faktiske forhold, og sagen blev fulgt op ved henvendelse til advokat. På et senere tidspunkt blev de bekendt med Ankenævnets eksistens. Vedrørende afvisningspåstanden har klagerne anført, at de ikke har nogen erhvervsmæssig tilknytning til engagementet, og at der er tale om et privat kundeforhold, hvorfor Ankenævnet kan behandle sagen.
Indklagede har vedrørende afvisningspåstanden anført, at klagernes engagement udspringer af deres erhvervsmæssige aktiviteter, hvorfor klagen bør afvises.
Vedrørende frifindelsespåstanden har indklagede anført, at stiftelsen af interessentskabet skete på klagernes foranledning med bistand fra deres tidligere advokat, der blandt andet har udarbejdet interessentskabsaftalen. Såfremt klagerne ikke forstod rækkevidden af aftalen, kan det ikke bebrejdes indklagede. Det bestrides, at det skulle være oplyst, at klagerne maximalt kunne komme til af hæfte for en samlet gæld på 200.000 kr. Klagernes opfattelse heraf er i strid med interessentskabsaftalen, hvoraf det fremgår, at de overtagne aktiver erhverves for en købesum på 400.000 kr., som finansieres ved optagelse af banklån og kassekredit med klagerne som debitorer. Kontoudtog og årsopgørelser blev fremsendt til interessentskabets adresse. Klagerne er således løbende blevet orienteret om interessentskabets gæld, uden at dette har givet anledning til indvendinger. Det bestrides, at man ved terminsbetalinger eller på anden måde uretmæssigt har disponeret over midler der har tilhørt klagerne. I juni 1989 blev der indgået bindende låneaftaler i overensstemmelse med interessentskabsaftalen. Ydelsen af tillægslån var fortrinsvis begrundet i udligning af tilgodehavender interessenterne imellem, dog blev ca. 44.000 kr. af BW's tillægslån indsat på dennes øvrige konti i indklagedes afdeling. Klagerne indbetalte frem til begyndelsen af 1992 de månedlige ydelser på lånene, og gjorde først på det tidspunkt indsigelse overfor indklagede, hvorfor det af klagerne påståede krav må været bortfaldet som følge af passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår udtrykkeligt af interessentskabsaftalen, at interessentskabet viderefører de af JW hidtil drevne aktiviteter. Interessensskabets virksomhed må herefter betragtes som erhvervsmæssigt. Klagernes krav udspringer af og vedrører forhold i forbindelse med stiftelsen af interessentskabet og interessentskabets låntagning hos indklagede, hvorfor Ankenævnet afviser klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.