Spørgsmål om tilbagekaldelse af VISA-nota.
| Sagsnummer: | 557/1995 |
| Dato: | 06-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - notabetalinger
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om tilbagekaldelse af VISA-nota. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under et ophold i Mexico underskrev klageren den 20. juli 1995 en kontrakt om køb af en time-share andel i en lejlighed i Cabo San Lucas. Til betaling af depositum betalte klageren med sin datters VISA/Dankort 500 USD og underskrev selv en nota på 5.050 USD, som blev fremdateret til den 3. september 1995.
Klageren kontaktede under sit ophold i Mexico indklagedes Gladsaxe Afdeling med anmodning om udvidelse af VISA/Dankortets beløbsbegrænsning. Den 27. juli 1995 forhøjede afdelingen rådighedsbeløbet fra 15.000 kr. til 29.985,85 kr. i VISA/Dankort-systemet hos PBS for de kommende 30 dage.
I august 1995, da klageren var tilbage i Danmark, forsøgte han at annullere købet.
Den 14. august 1995 henvendte klageren sig til afdelingen med anmodning om lukning af Visa/Dankort-kontoen, idet han ikke ønskede at honorere notaen på 5.050 USD. Afdelingen oplyste, at der ikke var mulighed for at tilbagekalde betalingen foretaget med kortet. Afdelingen oplyste endvidere, at autorisation til en betaling på 5.050 USD efter den 27. august 1995 ville blive afvist af systemet på grund af beløbet størrelse, idet den udvidede brugsmulighed ville blive slettet fra den 27. august 1995.
Den 7. september 1995 rettede betalingsmodtageren en autorisationsforespørgsel til PBS på 5.050 USD (29.159,54 kr.) til PBS. Formålet med en sådan forespørgsel er at sikre, at kortet ikke er spærret, og at transaktionen ikke bringer de seneste 30 dages forbrug over rådighedsbeløbet. PBS gav beløbsmodtageren en autorisationskode (godkendelse), hvorefter transaktionen blev gennemført og beløbet hævet fra klagerens konto. Autorisationskoden blev givet, selv om beløbet var over 15.000 kr., idet forhøjelsen af rådighedsbeløbet på grund af en fejl i PBS' autorisationssystem ikke bortfaldt automatisk den 27. august 1995.
Af regler for VISA/Dankort fremgår følgende:
"2.10 Tilbagekaldelse
De kan ikke tilbagekalde (kontramandere) betalinger foretaget med kortet."
Klageren har ved klageskema af 13. november 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes enten at overtage hans time-share-lejlighed eller yde en erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved henvendelse til indklagede med anmodning om lukningen af kontoen fik oplyst, at dette var unødvendigt, da en betalingsanmodning på det pågældende beløb ville blive afvist. Hvis beløbet ikke var blevet udbetalt af indklagede, havde han haft en forhandlingsposition med sælgeren, der kunne have medført, at han havde haft mulighed for at annullere handelen.
Indklagede har anført, at den af klageren underskrevne nota på 5.050 USD ikke kan tilbageføres i henhold til de internationale regler. Af pkt. 2.10 i regler for VISA/Dankort, der er udleveret til klageren sammen med VISA/Dankortet, fremgår det, at kortholder ikke kan tilbagekalde betalinger foretaget med kortet. Det forhold, at klageren har fortrudt købet, åbner ikke mulighed for en tilbagekaldelse af betalingen. Formålet med rådighedsbeløbet i VISA/Dankort-systemet er at begrænse pengeinstituttets risiko i forbindelse med tredjemands misbrug og kortholders eget overforbrug. Klageren kan ikke påberåbe sig rådighedsbeløbet i VISA/ Dankort-systemet med det formål at tilbagekalde en betaling. Klageren har erhvervet en ret til en time-share-lejlighed i Cabo San Lucas. Klageren har ikke lidt et tab som følge af, at betalingen blev gennemført. Såfremt det måtte blive lagt til grund, at klageren har lidt et tab ved, at betalingen blev gennemført, kan klageren ikke kræve erstatning. Der foreligger ikke noget ansvarsgrundlag, idet indklagede ved klagerens henvendelse i august 1995 oplyste, at betalingen ikke kunne tilbagekaldes. Indklagede redegjorde for, hvorledes autorisationssystemet burde have fungeret, såfremt betalingsmodtager først søgte autorisation til betaling efter den 27. august 1995. Indklagede afgav ikke garanti for, at betalingen kunne tilbagekaldes eller stoppes. Der er ikke årsagsforbindelse mellem oplysninger afgivet af indklagede i august 1995 og klagerens eventuelle tab. Betaling fandt sted, fordi klageren havde underskrevet notaen, og betalingen kunne ikke tilbagekaldes. Det var ikke oplysningerne afgivet af indklagede, der var årsag til betalingen. Det er ikke en påregnelig følge af PBS' fejl, at kortholder fortryder en disposition og går ud fra, at betalingen ikke gennemføres, idet transaktionsbeløbet overstiger det normale rådighedsbeløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Af indklagedes regler for VISA/Dankort fremgår det, at tilbagekaldelse af en betaling ikke kan ske. Indklagedes Gladsaxe Afdeling oplyste ved klagerens henvendelse den 14. august 1995, at klageren ikke havde mulighed for at tilbagekalde betalingen foretaget med VISA/Dankortet. Afdelingens oplysning om, at en autorisation til betaling af det pågældende beløb efter den 27. august 1995 ville blive afvist må betragtes som en oplysning om, hvad der normalt ville ske i et tilfælde som det foreliggende, og det kan ikke pådrage indklagede noget erstatningsansvar, at den forudsete afvisning ikke fandt sted på grund af en fejl hos PBS.
Ankenævnet finder således ikke, at indklagede har givet klageren nogen garanti for, at betalingen ville blive afvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.