Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

Sagsnummer: 21502042/2015
Dato: 07-12-2015
Ankenævn:
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelse.
Indklagede: Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

21502042
Bidragsforhøjelse.
Klageren, der er en andelsboligforening, har i sin ejendom to kortrentelån på 9.067.000 kr. og 1.176.444 kr. til det indklagede realkreditinstitut. Lånene er optaget i henholdsvis 2005 og 2010, og bidragssatsen på lånene er løbende steget frem til 2015. Efter at Høsteret i juni 2014 havde afsagt dom, hvorefter instituttet som følge af et tilsagn i forbindelse med en fusion med et andet institut, var afskåret fra at forhøje bidraget for lån til private, forespurgte foreningen sin administrator, om det betød, at foreningen kunne kræve bidragene sat ned. Efter henvendelse fra administrator meddelte instituttet denne, at bidragstilsagnet alene omfattede lån til private, men ikke foreningen som erhvervskunde. Foreningen konsulterede ligeledes ABF, som ikke kunne give et endeligt svar.

Andelsboligforeningen nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedsætte bidragssatsen til 0,5 pct. p.a. på begge foreningens lån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at en andelsboligforening i en række sammenhænge kan være at sidestille med en forbruger, hvilket blandt andet er baggrunden for, at Nævnet generelt anerkender, at andelsboligforeninger har klageadgang til Nævnet. Afgørende for denne sag var imidlertid, hvorvidt det tilsagn, som instituttet afgav over for konkurrencemyndighederne, omfattede andelsboligforeninger. Ud fra Konkurrencestyrelsens redegørelse fra oktober 2003 i anledning af fusionen mellem instituttet og det koncernforbundne institut samt oplysningerne i Højesterets dom af 3. juni 2014 syntes det ubetænkeligt at lægge til grund, at det, der var genstand for dels prisrabatter i form af bidragsnedsættelser, dels forbuddet mod bidragsforhøjelser, var lån i ejerboliger og fritidshuse. Der anvendtes ganske vist flere steder formuleringen ”lån til private”, men Nævnet tillagde det afgørende betydning, at koncentrationen i markedet relaterede sig til de panttyper, som begge institutter ydede lån til. Det koncernforbundne institut ydede på det tidspunkt alene lån til ejerboliger og fritidshuse, og ikke til andelsboligforeninger, som dermed ikke var omfattet af tilsagnet om ikke at forhøje bidraget.
På den baggrund kunne Nævnet ikke give andelsboligforeningen ret i påstanden om, at der skulle ske nedsættelse af bidragssatsen på foreningens lån, og frifandt derfor realkreditinstituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 7. december 2015


JOURNAL NR.: 2015-01-02-042-N


INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S


KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 19. november 2015


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Bent Olufsen
Anna Marie Ringive
Jacob Elverum
Mads Laursen



SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren, der er en andelsboligforening, har i sin ejendom to kortrentelån på 9.067.000 kr. og 1.176.444 kr. til det indklagede realkreditinstitut. Lånene er optaget i henholdsvis 2005 og 2010.

Ved udbetaling af lånet på 9.067.000 kr. udgjorde bidraget efter det oplyste 0,5 pct. p.a., hvorefter det pr. 1. juni 2009 steg til 0,6 pct. p.a. og pr. 1. april 2015 til 0,75 pct. p.a.

Lånet på 1.176.444 kr. blev udbetalt med et bidrag på 0,7 pct., som pr. 1. april 2014 blev forhøjet til 0,75 pct. p.a.

Den 3. juni 2014 afsagde Højesteret dom i en sag, som konkurrencemyndighederne havde anlagt mod indklagede, idet konkurrencemyndighederne var af den opfattelse, at indklagede i forbindelse med fusion med et andet realkreditinstitut i 2003 havde afgivet et tilsagn, som indebar, at indklagede ikke kunne forhøje bidrag. Af dommen fremgår blandt andet følgende:

”Supplerende sagsfremstilling

Konkurrencerådets afgørelse af 14. oktober 2003


De af fusionsparterne … afgivne tilsagn er følgende:


(5)Bidragsnedsættelse m.m.

I forbindelse med fusionens gennemførelse nedsættes bidraget for nye lån til kernekunder i …(indklagede)… til 0,50% ved fuld belåning (kernekunder er alle kunder i …(indklagede)… med lån i ejerbolig eller fritidshus, som har betalt alle terminer til tiden gennem de seneste to år). Tilsvarende nedsættelse gives til øvrige kunder og ved andre belåningsgrader.



10. …(Indklagedes)… tilsagn og styrelsens vurdering heraf



10.3. Samlet konklusion
Det er herefter Konkurrencestyrelsens vurdering, at fusionen efter de ændringer, der fremgår af …(indklagedes)… tilsagn, kan godkendes, idet de negative virkninger af fusionen begrænses betydeligt.

Derudover indføres en række forbruger- og samfundsgavnlige foranstaltninger i form af prisnedsættelser og tiltag, der skal øge gennemsigtigheden og sikre et fortsat pres på markedets aktører for fornyelse og effektivisering.

Konkurrencerådets afgørelse af 23. juni 2010
Konkurrencerådet påbød ved afgørelsen af 23. juni 2010 …(indklagede)… ikke at gennemføre den forhøjelse af bidraget, som …(indklagede)… havde varslet i februar 2010. Konkurrencerådets afgørelse indeholder under punkt 3.4. ”Sagsforløbet i 2003” følgende oversigt over de forskellige udkast til tilsagn 5:


Det afgivne tilsagn af 10/10-03
”(5)Bidragsnedsættelse m.m.
I forbindelse med fusionens gennemførelse nedsættes bidraget for nye lån til kernekunder i …(indklagede)… til 0,50% ved fuld belåning (kernekunder er alle kunder i …(indklagede)… med lån i ejerbolig eller fritidshus, som har betalt alle terminer til tiden gennem de seneste to år). Tilsvarende nedsættelse gives til øvrige kunder og ved andre belåningsgrader.

…”




Konkurrencerådet konkluderede følgende:

”5. Konklusion


186. Da heller ikke ordlyden af Konkurrencerådets afgørelse eller anvendelsen af principper for fortolkning af aftaler kan føre til andet resultat end, at tilsagnet om bidragsnedsættelse ikke kan anses for tidsbegrænset, vil …(indklagedes)… forhøjelse af bidragssatserne for nye realkreditlån til private og for eksisterende lån til private, som er optaget efter den 14. oktober 2003, være en overtrædelse af vilkåret for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem …(indklagede)… og …(realkreditinstitut 2)… af 14. oktober 2003.

187. På denne baggrund og for at sikre en korrekt opfyldelse af vilkåret for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem …(indklagede)… og …(realkreditinstitut 2)…, jf. Konkurrencerådets afgørelse af 14. oktober 2003, påbydes …(indklagede)… i medfør af konkurrencelovens § 12 e, stk. 3, ikke at forhøje bidragssatsen på 0,50 pct. for realkreditlån til private, der fra den 14. oktober 2003 at regne er eller vil blive optaget.



Konkurrencerådets afgørelse af 30. november 2011


5 Vurdering

5.6. VURDERING AF GRUNDLAGET FOR OPHÆVELSE AF TILSAGN (5)



532 Når man udelukkende ser på realkreditlån til ejerboliger og fritidshuse havde …(indklagede)… i 2010 en markedsandel på 46,1 pct. målt på udlån, hvilket skal ses i forhold til en markedsandel på 40,2 pct. på fusionstidspunktet ligeledes målt på udlån. Hvis det lægges til grund, at prioritetslån til boligformål indgår i det relevante marked, vil …(indklagede)… i 2010 have en markedsandel på 40,9 pct. målt på udlån, hvilket er 0,7 pct.-point højere end på fusionstidspunktet.



Højesterets begrundelse og resultat


Konkurrencerådets afgørelse af 23. juni 2010 – stadfæstet af Konkurrenceankenævnet den 2. december 2010



Tilsagnene blev udformet af …(indklagede)…, og der blev i perioden fra sommeren til efteråret 2003 udarbejdet flere udkast af …(indklagede)… i lyset af møder afholdt mellem …(indklagede)… og Konkurrencestyrelsen. Af de mødereferater, som …(indklagede)… har fremlagt, og som parterne har været enige om at lægge til grund, fremgår bl.a., at der under forløbet var drøftelser om provisionssats og bidragssats, herunder om, at satserne skulle være variable. Eksempelvis fremgår det af referat fra møde afholdt den 1. september 2003, at direktøren for Konkurrencestyrelsen fandt, at bidragene skulle reduceres, således at forbrugerne kunne få fordele af fusionen. Det blev endvidere ved dette møde tilkendegivet af Konkurrencestyrelsen, at det var vigtigt, at der skete ændringer i bidragene, idet styrelsen mente, ”at markedet vil blive endnu mere fastlåst efter fusionen, og hvis denne skal komme forbrugerne til gode, må der ske en regulering nu”.

Af mødereferat fra den 9. september 2003 fremgår, at …(indklagede)… tilkendegav, at en bidragssats på 0,50% var det yderste, selskabet kunne strække sig til, og Konkurrencestyrelsen gav udtryk for, ”at de var bekymrede for denne bidragssats, idet de følte, at det ville blive den absolut laveste pris på et oligopolistisk marked”.



Det bemærkes endvidere, at det var væsentligt for …(indklagede)…, at fusionen kunne gennemføres, og Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at det savnede forretningsmæssig begrundelse at afgive et tidsubegrænset tilsagn om størrelsen af …(indklagedes)… bidragssats på visse realkreditlån.
…”

Andelsboligforeningen fremsendte den 26. oktober 2014 følgende forespørgsel til sin administrator:

”Blot lige en forespørgsel.

I sommer fik …(indklagede)… en dom imod sig, det handlede om at de uretmæssigt havde hævet eller ville hæve bidragssatsen på …(indklagede)… lån. Som jeg har forstået det, forpligtede de sig i 2002, efter fusion med …(realkreditinstitut 2)…, til at køre med en bidragssats på 0,5%.

Spørgsmålet er om vi er omfattet, og om der er tale om tilbageregulering, for vores lån bliver, så vidt som jeg kan se, første gang reguleret fra 0,5 til 0,6% i 2009.

…”

Administrator besvarede den 30. oktober 2014 henvendelsen som følger:

”Siden vi overtog administrationen 2005/06 har det været …(indklagede)…

Har lånet tidligere været optaget i …(realkreditinstitut 2)…?

Jeg har ikke set selve dommen fra Højesteret, men umiddelbart tror jeg at det er de lån der var i …(realkreditinstitut 2)… man (…(indklagede)…) ikke uden videre kan hæve bidragssatserne på.

Men jeg holder øje med det, og hvis du kommer i besiddelse af nogle oplysninger der tilsiger andet beder jeg dig venligst om at give os besked.”

Den 31. oktober 2014 rettede administrator henvendelse til indklagede og bad om en opgørelse over de bidragssatser, der var benyttet gennem årene, ligesom administrator fremsatte forbehold for tilbagesøgningskrav.

Indklagede fremsendte den 7. november 2014 følgende redegørelse til administrator:

”Historikken for bidragsudviklingen på de 2 lån til andelsboligforeningen er:

Lån, hovedstol DKK 9.067.000:
Bidrag 0,50% pa i perioden 1.4.2005 – 31.5.2009
Bidrag 0,60% pa i perioden 1.6.2009 – 31.3.2014
Bidrag 0,75% pa i perioden 1.4.2014 –

Lån, hovedstol DKK 1.176.444:
Bidrag 0,70% pa i perioden 3.6.2010 – 31.3.2014
Bidrag 0,75% pa i perioden 1.4.2014 –

I omtaler Højesterets dom vedrørende vores bidragssatser. Dommen fra juli 2014 handlede om …(indklagedes)… bidragstilsagn afgivet i forbindelse med fusionen med …(realkreditinstitut 2)… i 2003. Tilsagnet forpligter ifølge dommen fra juli 2014 …(indklagede)… til ikke at forhøje bidragssatsen på 0,50 pct. for realkreditlån til private. Det fremgik endvidere af det oprindelige tilsagn, at det alene vedrører lån i ejerboliger og fritidshuse.

Som erhvervskunde i …(indklagede)… er Andelsboligforeningen … derfor ikke omfattet af dommen.

Efter …(indklagedes)… opfattelse er der således ikke opkrævet for høje bidrag.”

Der var efterfølgende yderligere korrespondance mellem administrator og indklagede, uden at det førte til en afklaring.

I forløbet rettede andelsboligforeningen endvidere henvendelse til Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) om de forklaringer, indklagede havde givet i forhold til en andelsboligforenings status. ABF besvarede den 24. november 2014 henvendelsen som følger:

”Med udgangspunkt i den fremsendte mail og vedhæftede bilag skal jeg oplyse, at den omtalte højesteretsdom omhandler fusion med …(indklagede)… og …(realkreditinstitut 2)… …(Indklagede)… fik pålæg om at bidragssatserne ikke kunne forhøjes på de lån …(indklagede)… har ydet til deres privatkunder. Derfor bliver lån til privatkunder formidlet via …(realkreditinstitut 2)… således at bidragssatsen kan forhøjes. Andelsboligforeninger betragtes ikke som privatkunder i …(indklagede)… og derfor er …(indklagedes)… vurdering, at andelsboligforeningen ikke kan påberåbe sig at bidragssatsen skal sænkes. Herefter er spørgsmålet om det er korrekt at kategorisere en andelsboligforeningen som erhverv og ikke som forbruger.

Det ligger ikke fast, hvornår en andelsboligforening juridisk set kan betragtes som forbruger og der er ikke domstolsafgørelser på området. Det er en vurdering, der skal foretages individuelt. De aspekter som skal inddrages i bedømmelsen af, om en andelsboligforening må anses for en forbruger, er andelsboligforeningens aktiviteter. Hvis en andelsboligforening alene varetager medlemmernes interesser ved at drive andelsboligforeningen uden fx udlejning af kælder- eller butikslokaler, anses foreningen for en forbruger, der hovedsagligt handler uden for sit erhverv.”

Ved e-mail af 4. december 2014 redegjorde andelsboligforeningen over for ABF for sine aktiviteter, ligesom andelsboligforeningen stillede spørgsmål om, hvorvidt ABF vurderede, at foreningen ville få noget ud af at gå til Realkreditankenævnet. ABF besvarede den 10. december 2014 forespørgslen:

”Med henvisning til din mail dateret den 4. december 2014 skal jeg oplyse, at ABF’s holdning er helt klar, at jeres forening er at betragte som forbruger, men …(indklagede)… og andre vil betragte foreningen som erhverv. Der er ingen domspraksis der afgør denne sag og derfor kan det ikke skade, at sagen anbringes for Realkreditankenævnet. Omkostningerne er overskuelige men vær opmærksom på, at Foreningen skal have påklaget overfor …(indklagede)…, før I kan fremsende sagen til ankenævnet.

Herefter er spørgsmålet om …(indklagede)… vil rette sig efter nævnets afgørelse, eller sagen skal indbringes for domstolene, hvilket jeg mener vil være en dyr løsning.”

Andelsboligforeningen indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Andelsboligforeningen påstår indklagede tilpligtet at nedsætte bidragssatsen til 0,5 pct. p.a. på begge foreningens lån.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Andelsboligforeningen oplyser, at foreningen på et tidspunkt i sommeren 2014 af en andelshaver blev præsenteret for et avisudklip, der omtalte højesteretsdommen vedrørende indklagedes bidragssatser. Andelshaveren ønskede at vide, om forbuddet mod bidragsforhøjelser også gjaldt foreningens lån. Foreningen valgte herefter at undersøge sagen nærmere.
Indklagede henviser til, at dommen omhandler realkreditlån til ejerboliger til helårsbeboelse og fritidsboliger, og at den ikke gælder for lån til andelsforeninger, idet sådanne tilhører indklagedes erhvervssegment.

Efter deres opfattelse er der ikke noget erhvervsmæssigt over deres forening. Den består af 10 fritliggende enfamiliehuse på en stor matrikel, og belåningen adskiller sig ikke fra, hvad der anvendes til almindelige ejerboliger. Det er ikke erhvervslån, foreningen har optaget, og at den befinder sig i indklagedes erhvervsafdeling er ikke noget, der kommer sagen om bidragssatser ved. ABF er enige i foreningens betragtninger.

Til indklagedes udtalelse har andelsboligforeningen følgende bemærkninger:

Foreningen fastholder, at andelsboligforeningen ved sin låneoptagelse skal betragtes som kunde med lån i ejerboliger. Det gøres derfor gældende, at foreningen er omfattet af tilsagnet i forbindelse med fusionen, hvorefter bidraget fastsættes til 0,5 pct. Som det fremgår af højesteretsdommen, stadfæster man tilsagnet.

Det fremgår ingen steder, at en privat andelsboligforening skulle være udelukket, tværtimod er det anført som en kendsgerning i tilsagnet, at det koncernforbundne realkreditinstitut udelukkende driver realkreditvirksomhed med udlån til privatkunder.

Under prisreduktioner er det anført ”tilsvarende nedsættelse gives til øvrige nye private kunder og ved andre belåningsgrader”.

Andelsboligforeningen er således af den opfattelse, at foreningen er omfattet af tilsagnet, hvorefter indklagede har været uberettiget til at afkræve en højere bidragssats end 0,5 pct., og at for meget opkrævet bidrag derfor skal tilbagebetales til andelsboligforeningen.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Denne sag handler om rækkevidden af indklagedes bidragstilsagn afgivet over for konkurrencemyndighederne i forbindelse med fusionen med realkreditinstitut 2 i 2003, idet klageren mener at være omfattet af tilsagnet. Dette bestrides af indklagede. Det bemærkes, at klageren ikke har bestridt indklagedes hjemmel i låneaftalerne til at forhøje bidraget eller de konkret gennemførte varslinger af forhøjelser.

Indklagede har ydet to realkreditlån til klageren med pant i den omhandlede ejendom. For begge lån betales aktuelt et årligt bidrag på 0,75 pct.

Klagerens administrator henvendte sig i oktober 2014 til indklagede, idet administrator efter Højesterets dom var af den opfattelse, at der var opkrævet for høje bidrag. Administrator tog forbehold for at søge for meget betalte beløb tilbage. Indklagede besvarede administrators henvendelse med oplysning om, at Højesterets dom ikke var relevant for klagerens bidrag. Indklagede uddybede sit svar ved senere korrespondance med klagerens advokat og klagerens bestyrelse. Korrespondancen førte imidlertid ikke til enighed mellem parterne.

Efter indklagedes opfattelse er der ikke opkrævet for høje bidrag. Der redegøres nærmere herfor nedenfor.

Indklagede afgav i forbindelse med fusionen med det med indklagede koncernforbundne realkreditinstitut i 2003 følgende tilsagn, som efterfølgende har været genstand for behandling ved konkurrencemyndighederne, Sø- og Handelsretten og Højesteret:

”I forbindelse med fusionens gennemførelse nedsættes bidraget for nye lån til kernekunder i …(indklagede)… til 0,50% ved fuld belåning (kernekunder er alle kunder i …(indklagede)… med lån i ejerbolig eller fritidshus, som har betalt alle terminer til tiden gennem de seneste to år). Tilsvarende nedsættelse gives til øvrige kunder og ved andre belåningsgrader.”

Tilsagnet vedrører således kunder med lån i ejerboliger eller fritidshuse, som begge er velkendte ejendomskategorier i realkreditloven og den i medfør heraf udstedte ejendomskategoribekendtgørelse. Andelsboliger til private udgør en separat ejendomskategori. Rækkevidden af tilsagnet er behandlet i Højesterets dom af 3. juni 2014, der stadfæstede Konkurrenceankenævnets kendelse af 2. december 2010, som var en stadfæstelse af Konkurrencerådets afgørelse af 23. juni 2010. Af Konkurrencerådets afgørelse fremgik følgende:

”…(Indklagedes)… annoncerede forhøjelse af bidragssatserne for nye realkreditlån til private og for eksisterende lån til private, som er optaget efter den 14. oktober 2003, vil være en overtrædelse af vilkåret for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem …(indklagede og det koncernforbundne realkreditinstitut)… af 14. oktober 2003.

På denne baggrund og for at sikre en korrekt opfyldelse af vilkåret for Konkurrencerådets godkendelse af fusionen mellem …(indklagede og det koncernforbundne realkreditinstitut)…, jf. Konkurrencerådets afgørelse af 14. oktober 2003, påbydes …(indklagede)… i medfør af konkurrencelovens § 12 e, stk. 3, ikke at forhøje bidragssatsen på 0,50 pct. for realkreditlån til private, der fra den 14. oktober 2003 at regne er eller vil blive optaget.”

I dommen og de stadfæstede kendelser omtales således lån til private, mens tilsagnet, som var til pådømmelse, efter sin ordlyd vedrørte kunder med lån i ejerbolig efter fritidshus. Der kan ikke være tvivl om, at de af tilsagnet følgende begrænsninger i indklagedes mulighed for at forhøje bidragssatsen alene vedrører lån til kunder med ejerboliger og fritidshuse, som i denne forbindelse er identisk med gruppen af privatkunder. Indklagede er således ikke bundet af tilsvarende begrænsninger over for andre kundegrupper, herunder andelsboligforeninger med lån i private andelsboliger.

Dette understøttes af, at omtalen af indklagedes tilsagn i Konkurrencerådets fusionsredegørelse fra 2003 entydigt havde fokus på konkurrencesituationen på markedet for realkreditlån til privatkunder/forbrugere, se særligt s. 36 og 142. Dette var en naturlig følge af, at fusionen vedrørte opkøb af realkreditinstitut 2, der alene belånte ejerboliger og fritidshuse. Generelt blev der i redegørelsen således sat lighedstegn mellem låntagere med ejerboliger/fritidshuse, privatkunder og forbrugere.

Rækkevidden af indklagedes bidragstilsagn afgøres således ikke af en fortolkning af betegnelsen ”privat” eller ”privatkunde”. Det er heller ikke relevant, om den enkelte kunde i visse sammenhænge kan anses som forbruger eller har privatkundelignende status, eller om kundens lånetype også tilbydes ved belåning af ejerboliger og fritidshuse.

På det anførte grundlag er klageren som andelsboligforening ikke omfattet af indklagedes tilsagn. Indklagede har derfor ikke været forpligtet til at nedsætte klagerens bidrag eller afskåret fra at forhøje klagerens bidrag som sket.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at indklagede ikke ved sit tilsagn i forbindelse med fusionen med realkreditinstitut 2 i 2003 eller på andet grundlag er afskåret fra at forhøje bidraget på lån i andre typer ejendomme end ejerboliger og fritidshuse, og

at klageren derfor ikke er berettiget til en nedsættelse af bidraget på klagerens lån.
OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Af de af indklagede anførte sider 36 og 142 i Konkurrencerådets fusionsredegørelse fremgår følgende:

”…(Realkreditinstitut 2)… driver udelukkende realkreditvirksomhed med udlån til privatkunder.

…(Realkreditinstitut 2)… tilbyder således ikke lån til hverken erhverv eller landbrug.

Det er ejerkredsen bag …(Realkreditinstitut 2)… - de lokale og regionale pengeinstitutter - der formidler lånene i … i henhold til en samarbejdsaftale. …(Realkreditinstitut 2’s)… forretningskoncept bygger på et særligt garantikoncept, der indebærer, at de lokale og regionale pengeinstitutter er ansvarlige for såvel kundebetjening som risikoafdækning. Omkostningsforbrug og tab placeres således i pengeinstitutterne i stedet for i …(Realkreditinstitut 2)… Pengeinstitutterne får til gengæld en løbende honorering for denne formidling og risikoafdækning.

…(Realkreditinstitut 2)… havde i 2002 en samlet omsætning i Danmark på 7,7 mia. kr. …(Realkreditinstitut 2)… har ingen udenlandske aktiviteter.

-0-
Prisreduktioner
• Bidraget for nye lån til kernekunder i …(indklagede)… nedsættes til 0,50 pct. ved fuld belåning. Tilsvarende nedsættelse gives til øvrige nye privatkunder og ved andre belåningsgrader. For et lån med en restgæld på 1 mio. kr. svarer det til en besparelse på 288 kr. årligt. …(Indklagede)… kommer herved ned på markedets laveste bidragssats.
• …(Indklagede)… indfører gratis indskrivning af egne obligationer i Værdipapircentralen snarest muligt og senest den 1. juli 2004.
• …(Indklagede)… tilbyder - inden for rammerne af realkreditlovgivning og …(Indklagedes)… rådgiveransvar - en prisreduktion på 600 kr. til kunder, der via internettet gennemfører de elementer af lånesagsbehandlingen, der kan gennemføres over …(indklagedes/realkreditinstitut 2’s)… system.”

Konkurrencerådets fusionsredegørelse kan i sin helhed ses på følgende link:

http://www.kfst.dk/~/media/Afgoerelsesdatabase/Konkurrenceomraadet/Afgoerelser/2003/20031014%20Afgoerelse%20Fusionen%20mellem%20Nykredit%20og%20Totalkredit.pdf


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Nævnet finder, at en andelsboligforening i en række sammenhænge kan være at sidestille med en forbruger, hvilket blandt andet er baggrunden for, at Nævnet generelt anerkender, at andelsboligforeninger har klageadgang til Nævnet. Afgørende for denne sag er imidlertid, hvorvidt det tilsagn, som indklagede afgav over for konkurrencemyndighederne, omfatter andelsboligforeninger.

Ud fra Konkurrencestyrelsens redegørelse fra oktober 2003 i anledning af fusionen mellem indklagede og det koncernforbundne realkreditinstitut samt oplysningerne i Højesterets dom af 3. juni 2014 synes det ubetænkeligt at lægge til grund, at det, der var genstand for dels prisrabatter i form af bidragsnedsættelser, dels forbuddet mod bidragsforhøjelser, var lån i ejerboliger og fritidshuse. Der anvendes ganske vist flere steder formuleringen ”lån til private”, men Nævnet tillægger det afgørende betydning, at koncentrationen i markedet relaterede sig til de panttyper, som begge institutter ydede lån til. Det koncernforbundne realkreditinstitut ydede på det tidspunkt alene lån til ejerboliger og fritidshuse, jf. fusionsredegørelsen s. 36, og ikke til andelsboligforeninger, som dermed ikke var omfattet af tilsagnet om ikke at forhøje bidraget.

På den baggrund kan Nævnet ikke give andelsboligforeningen ret i påstanden om, at der skal ske nedsættelse af bidragssatsen på foreningens lån.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes.





Henrik Waaben / Susanne Nielsen