Spørgsmål om indsigelse mod salg af Apple aktier i 2010 var fortabt som følge af passivitet
| Sagsnummer: | 553 /2012 |
| Dato: | 07-06-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Christian Bremer, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Petersen |
| Klageemne: |
Passivitet - værdipapirer/investering
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om indsigelse mod salg af Apple aktier i 2010 var fortabt som følge af passivitet |
| Indklagede: | Danske Andelskassers Bank (Andelskassen Østjylland) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om klageren som følge af passivitet har fortabt sin indsigelse mod Andelskassen Østjyllands salg i 2010 af en post Apple aktier i hans ratepensionsdepot.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Andelskassen Østjylland, hvor han blandt andet havde en ratepensionskonto med et tilknyttet værdipapirdepot.
Henholdsvis den 23. august og den 3. september 2010 blev der fra ratepensionsdepotet solgt 31 styk Apple aktier udstedt i USD til henholdsvis kurs 251,75 og kurs 254,93. Valutakursen på USD var henholdsvis 585,05 og 577,25. Afregningsbeløbene efter omkostninger udgjorde henholdsvis 45.158,76 kr. og 45.119,09 kr.
Salget den 23. august 2010 skete efter ordre fra klageren, mens salget den 3. september 2010 skete som følge af en fejl i andelskassen.
Klageren har anført, at kunderådgiveren i september 2010 efter salget den 3. september 2010 telefonisk orienterede ham om fejlen og lovede, at fejlen straks ville blive rettet uden omkostninger for ham. Andelskassen Østjylland har bestridt dette.
I maj 2012, hvor klageren ønskede at skifte pengeinstitut, henvendte han sig til andelskassen om aktiesalget den 3. september 2010, som ikke var tilbageført.
Ved e-mail af 11. maj 2012 til kunderådgiveren anførte klageren blandt andet:
"Såfremt hovsafejlen vedr. det ’dobbelte’ salg af mine Apple-aktier jf. vores telefonsamtale allerede er rettet (og jeg måske tilmed tjente et par hundrede på det ..:-), så er alt jo i skønneste orden, og jeg vil bede om at få sat overførselsanmodningen i gang snarest…."
Ved e-mail af 29. maj 2012 svarede kunderådgiveren:
"Ja, det beror jo formentligt på en fejl :)
Jeg er lige ved at grave gammel mailkorrespondance, fondsnotaer mv frem, så jeg er helt sikker på hvad der skete – der er jo over halvandet år siden."
Den 25. september 2012, hvor aktiesalget ikke var tilbageført, rejste klageren krav om en erstatning på 79.343,62 kr., svarende til værdistigningen på aktierne siden salget den 3. september 2010.
Parternes påstande
Den 3. december 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Andelskassen Østjylland skal betale erstatning.
Andelskassen Østjylland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at andelskassen bør betale erstatning for aktiesalget den 3. september 2010, som beror på andelskassens fejl.
Han havde ikke anledning til at foretage sig yderligere, efter at kunderådgiveren havde oplyst, at salget ville blive tilbageført uden omkostninger for ham.
Han blev først i forbindelse med bankskiftet opmærksom på, at tilbageførsel ikke var sket.
Det bør ikke bebrejdes ham, at han ikke reagerede tidligere end sket.
Andelskassen Østjylland har anført, at dobbeltsalget af aktierne fremgik af de tilsendte fondsnotaer, årsoversigter og netbanken. Heraf fremgik også, at salget den 3. september 2010 ikke var blevet tilbageført.
Efter salget den 23. august 2010 var saldoen på kontoen omkring 0 kr. Klageren må derfor have undret sig over, at saldoen i stedet var cirka 40.000 kr.
Klageren havde pligt til løbende at føre kontrol med konti og depoter.
Klagerens manglende reaktion udgør retsfortabende passivitet, hvorved klageren, der ellers ville have haft ret til – uden tab – at få tilbagekøbt værdipapirerne inden for en rimelig tid, har fortabt denne ved ikke at reagere.
I modsætning til kunden modtager andelskassen ikke fondsnotaer i forbindelse med handler.
Andelskassen opdagede ikke og havde ikke mulighed for at opdage, at salget den 3. september 2010 beroede på en fejl.
Hvis andelskassen havde været opmærksom på fejlen, eller var blevet gjort opmærksom på den, må det formodes, at salget var blevet tilbageført.
Ankenævnets bemærkninger
Henholdsvis den 23. august og den 3. september 2010 blev der fra klagerens ratepensionsdepot i Andelskassen Østjylland solgt 31 styk Apple aktier. Salget den 3. september 2010 beroede på en fejl i andelskassen.
Klageren har anført, at andelskassen i september 2010 efter salget den 3. september 2010 henvendte sig telefonisk til ham og oplyste om fejlen, samt at andelskassen påtog sig at tilbageføre salget uden omkostninger for ham. Hvis dette, som er bestridt af andelskassen, lægges til grund, finder Ankenævnet, at klageren herefter havde anledning til at kontrollere, at fejlen faktisk blev rettet.
På baggrund af ovenstående sammenholdt med den forløbne tid og andelskassens information til klageren i form af fondsnotaer, årsoversigter og netbank finder Ankenævnet, at andelskassen i maj 2012 ikke var forpligtet til at imødekomme klagerens krav om tilbageførsel af salget den 3. september 2010 eller kompensation herfor.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.