Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med garants overvejelse om hævning af indskud.
| Sagsnummer: | 481/2009 |
| Dato: | 04-05-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg og Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Garantbeviser - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med garants overvejelse om hævning af indskud. |
| Indklagede: | Løkken Sparebank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i anledning af rådgivning om udbetaling af garantindskud i en sparekasse.
Sagens omstændigheder.
I 2008 havde klageren et garantindskud på 20.000 kr. i Løkken Sparekasse.
Garantindskud kunne opsiges med en opsigelsesfrist på 3 måneder.
Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.
Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.
Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.
Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.
Parternes påstande.
Den 5. maj 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Løkken Sparebank skal betale 20.000 kr.
Løkken Sparebank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun kendte risikoen ved investering i garantikapital. Dette var netop årsagen til, at hun i efteråret 2008 kontaktede såvel sin rådgiver i sparekassen som sparekassens repræsentantskab for at få råd og vejledning vedrørende garantindskuddet. På det tidspunkt begyndte rygterne at tegne et dystert billede af sparekassens økonomiske situation, bl.a. på grund af store og uforsvarlige engagementer. Enhver påstand eller fare blev lige til det sidste afvist af sparekassen, som tværtimod henviste til en høj solvensprocent og en stor egenkapital.
Hvis ledelsen og bestyrelsen havde spillet med åbne kort i stedet for bevidst at give misvisende information om de reelle økonomiske forhold, kunne hun have reddet sin opsparing i tide.
Løkken Sparebank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afklaring af spørgsmålene vedrørende rådgivningen af klageren og sparekassens økonomiske situation i efteråret 2008 forudsætter en bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Løkken Sparebank anført, at Løkken Sparekasse ikke har afgivet fejlagtige eller vildledende oplysninger til klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har gjort gældende, at hun i efteråret 2008 kontaktede sparekassen for at få råd og vejledning vedrørende garantindskuddet. Da klageren på det tidspunkt ikke havde haft mulighed for at hæve kapitalen med tre måneders varsel, inden sparekassen den 3. november 2008 lukkede for udbetaling af garantindskud, kan der allerede af den grund, at der ikke er lidt noget tab som følge af mangelfuld rådgivning, ikke gives klageren medhold.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.