Studielån. Overførsel af større ydelser end aftalt.
| Sagsnummer: | 373/1998 |
| Dato: | 24-02-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
|
| Ledetekst: | Studielån. Overførsel af større ydelser end aftalt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar som følge af, at der i perioden november 1995 til februar 1998 ved en fejl blev overført større ydelser til klagerens og dennes ægtefælles studielån end aftalt.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med en bevilget ydelseshenstand på 3 måneder underskrev klageren og dennes ægtefælle (M) den 15. august 1995 hver en ny aftale om afvikling af deres respektive studielån i indklagedes Benedikt afdeling, Odense. Lånene, der forrentedes med p.t. 8,25 % p.a., skulle ifølge aftalerne afvikles med månedlige ydelser på henholdsvis 1.380 kr. og 1.030 kr., første gang den 30. november 1995. Under forudsætning af uændret rente ville lånene herefter være afviklet den 30. april 2007 og den 31. marts 2001.
Den 15 årige garantiperiode for klagerens studielån udløb med udgangen af februar 2001, mens garantiperioden for M's studielån udløb den 30. juni 2000. Ydelserne skulle senere reguleres med henblik på en afvikling af lånene inden udløbet af garantiperioderne.
Ydelserne blev trukket på ægtefællernes budgetkonto hos indklagede. Ved en fejl fra indklagedes side blev der i perioden november 1995 til februar 1998 overført månedlige ydelser til studielånene på henholdsvis 2.640 kr. og 1.380 kr. svarende til de ydelser, der skulle have været betalt for at overholde den 15-årige garantiperiode. Overførslerne fremgik af kontoudskrifterne for budgetkontoen og lånene og endvidere af en oversigt over ægtefællernes faste udgifter, som indklagede udarbejdede i februar 1996.
I forlængelse af drøftelser vedrørende ægtefællernes budget ydede indklagede ved gældsbrev af 9. maj 1996 ægtefællerne et lån på 26.000 kr. med variabel rente p.t. 12% p.a.
Ved kassekreditkontrakt af 16. juni 1997 ydede indklagede ægtefællerne en kredit på 20.000 kr. med variabel rente p.t. 13% p.a. og med udløb den 1. juni 2000.
Pr. 1. januar 1998 blev lovreglerne vedrørende studielån herunder bl.a. eftergivelse af studielån ændret. Klageren har beregnet, at hun efter de nye regler via Hypotekbanken kunne have fået eftergivet 29.534 kr. af sit studielån, såfremt dette i perioden november 1995 til februar 1998 ikke var blevet afviklet med mere end den aftalte ydelse på 1.380 kr.
Parternes påstande.
Den 9. november 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 45.080 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun og M først i forbindelse med kendskabet til de nye regler om studielån blev opmærksom på, at indklagede havde overført større ydelser til lånene end aftalt. Da de havde tillid til deres bankrådgiver gennem ca. 15 år, og da lånene ikke krævede nye overvejelser eller handling fra deres side, idet de i givet fald ville blive kontaktet, gennemså de kun kontoudskrifterne flygtigt. Indklagede burde imidlertid have opdaget fejlen i hvert fald i forbindelse med drøftelserne vedrørende budgettet i 1996 og senere i juni 1997. På grund af likviditetsproblemer anmodede de indklagede om at gennemgå deres økonomi. Da bankrådgiveren herefter oplyste, at intet i budgettet med fordel kunne ændres, så de sig nødsaget til at acceptere tilbudene om lån og kredit. De har i 28 måneder tilsammen betalt 1.610 kr. for meget i ydelse på lånet, svarende til i alt 45.080 kr. Såfremt de havde haft dette beløb til rådighed, havde det været unødvendigt at etabelere lånet og kreditten. Endvidere kunne hun have fået eftergivet ca. 30.000 kr. af sit studielån. Indklagede bør erstatte deres tab som følge af fejlen.
Indklagede har anført, at det formentlig skyldes en indkodningsfejl, at ydelserne i november 1995 blev forhøjet, således at afviklingen kunne holdes inden for den 15 årige garantiperiode. Klageren og M modtog løbende kontoudskrifter, hvoraf ydelserne fremgik, ligesom disse i februar 1996 blev indregnet i budgetskemaet. Klageren og M var således bekendt med de forhøjede ydelser og gjorde ikke indsigelse. Kassekreditten i 1997 blev ydet i forbindelse med en låneomlægning med optagelse af kreditforeningslån. Klageren og M er forpligtede til at tilbagebetale lånene og har ikke lidt tab ved de forhøjede ydelser. På grund af skattefradrag for renteudgifterne er likviditeten ikke fuldt ud blevet belastet med de forhøjede ydelser. Det forhold, at klageren nu eventuelt ikke kan få eftergivet studiegæld, er ikke en påregnelig følge af fejlen. Indklagede er over for garantistiller ikke berettiget til at tilbageføre ydelserne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede som følge af den begåede fejl skal yde klageren en kompensation, der beregnes således, at klageren stilles, som om rentesatsen for det lån, der blev optaget den 9. maj 1996 og for kreditten af 16. juni 1997 havde svaret til den rentesats, der gælder for studielånene, og som om lånet og kreditten var optaget uden betaling af stiftelsesomkostninger, herunder stempelafgift. Da en eventuel forringelse af klagerens mulighed for at opnå hel eller delvis eftergivelse af sin gæld ikke er en påregnelig følge af fejlen, finder Ankenævnet ikke at kunne pålægge indklagede at betale yderligere erstatning.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden 4 uger yde klageren og hendes ægtefælle en kompensation beregnet som angivet ovenfor. Klagegebyret tilbagebetales klageren.