Spørgsmål om gyldighed af håndpantsætning til sikkerhed for såvel egen som tredjemands gæld. Alskyldserklæring. Gammel gæld.
| Sagsnummer: | 444/1999 |
| Dato: | 22-11-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - stiftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om gyldighed af håndpantsætning til sikkerhed for såvel egen som tredjemands gæld. Alskyldserklæring. Gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren for så vidt angår tredjemands gæld er bundet af to håndpantsætninger.
Sagens omstændigheder.
I december 1994 bevilgede indklagede et lån på 1 mio. kr. (aktielån) til et anpartsselskab, N ApS, som blev drevet af M som direktør. Selskabet var ejet af M's daværende ægtefælle I.
Lånet skulle anvendes til N ApS' køb af aktier i et nyt aktieselskab N A/S og blev bevilget mod pant stillet af henholdsvis I og N ApS samt selvskyldnerkaution fra henholdsvis I og M. Indklagede forudsatte endvidere håndpant i et ejerpantebrev på 1. mio. kr. i et dokanlæg, som N A/S skulle købe af Nykredit. Dokanlægget var overtaget af Nykredit på tvangsauktion i forbindelse med M's tidligere virksomheds konkurs og var udlejet til N ApS. Der opstod problemer med gennemførelsen af handelen mellem Nykredit og N A/S, som ikke opnåede endeligt skøde på dokanlægget. Der opstod endvidere uenighed mellem parterne om, hvorvidt sikkerhed i et ejerpantebrev på 1 mio. kr. i dokanlægget var en betingelse for aktielånet, hvilken betingelse til stadighed er blevet fastholdt af indklagede.
Det af I stillede pant for N ApS' engagement med indklagede omfattede bl.a. to ejerpantebreve på i alt 400.000 kr. i I's ejendom, der var I's og M's fælles bopæl, og et løsøreejerpantebrev på 350.000 kr. i en bil (Porsche), som var ejet af I.
Primo 1996 ophørte samlivet mellem I og M. Samtidig indledte M og klageren et samliv, idet klageren flyttede ind på I's og M's hidtidige fælles bopæl.
I løbet af 1996 var klageren i en periode på tre måneder ansat som receptionist i N A/S.
I forbindelse med, at der i 1997 blev truffet aftale mellem N ApS og et skuffeselskab P ApS om overdragelse af aktierne i N A/S, erklærede indklagede sig indforstået med, at aktielånet blev overtaget af P ApS som debitor. Gældsovertagelsen blev bevilget bl.a. under forudsætning af, at sikkerhederne fulgte med, herunder ejerpantebrevene på i alt 400.000 kr. i ejendommen og løseejerpantebrevet på 350.000 kr. i bilen samt ejerpantebrevet på 1 mio. kr. i dokanlægget, som indklagede fastholdt og hvis etablering indklagede fortsat søgte afklaret med parterne.
Aftalen mellem N ApS og P ApS om overdragelse af aktierne i N A/S blev underskrevet den 15. maj 1997.
Ligeledes i maj 1997 indgik klageren aftale med I om køb af I's ejendom for 775.000 kr., som skulle berigtiges ved, at klageren pr. overtagelsesdagen den 1. januar 1997 overtog et eksisterende lån i Realkredit Danmark med en restgæld på 399.343,11 kr. Restkøbesummen på 375.656,89 kr. skulle betales kontant ved underskrivelsen af skødet.
Til finansiering af handelen ydede indklagede ved gældsbrev af 15. maj 1997 klageren et boliglån på 380.000 kr. Samme dag underskrev klageren et ejerpantebrev på 500.000 kr. i ejendommen og en håndpantsætningserklæring, hvorefter hun overleverede ejerpantebrevet til indklagede "som håndpant til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad jeg og [P ApS, adresse] til enhver tid måtte være eller blive [indklagede] skyldig, herunder påløbne og forfaldne renter".
Endvidere underskrev klageren en uigenkaldelig salgsfuldmagt, hvorefter indklagede fik uigenkaldelig fuldmagt til at sælge ejendommen.
Ejerpantebrevene på i alt 400.000 kr., der var udstedt af I, blev tiltransporteret klageren og aflyst af tingbogen i forbindelse med tinglysningen af det af klageren udstedte ejerpantebrev på 500.000 kr.
Betalingen i ejendomshandelen blev gennemført den 9. juni 1997, hvor der blev overført 375.656,89 kr. til I's konto hos indklagede. Af det overførte beløb, blev ca. 118.000 kr. anvendt til indfrielse af gælden på I's konto og indfrielse af skattegæld, mens restbeløbet på 257.331,91 kr. blev overført til nedskrivning af aktielånet. Indklagede har oplyst, at aktielånet på dette tidspunkt var ordinært nedbragt med ca. 143.000 kr., og at restgælden efter I's indbetaling udgjorde ca. 600.000 kr.
Ved gældsbrev af 18. juni 1997 ydede indklagede et lån (aktielån) på 600.000 kr. til P ApS. Lånet blev anvendt til indfrielse af restgælden på aktielånet med N ApS som debitor. Klageren underskrev gældsbrevet som håndpantsætter.
Samme dag underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter hun overleverede et løsøreejerpantebrev på 350.000 kr. i Porschen til indklagede "som håndpant til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad jeg og [P ApS, adresse] til enhver tid måtte være eller blive [indklagede] skyldig, herunder påløbne og forfaldne renter". Pantsætningen skete primært til sikkerhed for indklagedes engagement med P ApS.
Den 19. juni 1997 underskrev klageren et løsøreejerpantebrev i Porschen på 350.000 kr., som blev tinglyst i forbindelse med, at det af I udstedte løsøreejerpantebrev i samme bil blev aflyst.
Af bodelingsoverenskomsten mellem M og I, som blev underskrevet i september 1997, fremgår følgende vedrørende bilen:
"En Porche-personbil uden plader til skønsmæssig værdi kr. 100.000,00 har været registreret i [I's] navn. [I's] autolån i [pengeinstituttet P], blev imidlertid i august 1996 overtaget af [M] med [M's] far som selvskyldnerkautionist. Lånets restgæld udgjorde pr. 30.09.1996 kr. 70.741,00. Der er enighed om, at bilen efter [M's] overtagelse af lånet i [P] fejlagtigt ikke blev omregistreret i [M's] navn. Omregistreringen til [M] eller til den, som [M] har anvist, er nu berigtiget. Omkostningerne ved den heraf følgende nødvendige overførsel af tinglyst løsøreejerpantebrev kr. 350.000,00 i bilen til [indklagede], til den nye registrerede ejer af bilen som ny pantedebitor betales af [M]."
I bodelingsoverenskomsten var M's bodel opgjort til 10.010.199 kr. (negativ). Gælden vedrørte hovedsagelig gæld i forbindelse med M's tidligere konkurs.
Ved skrivelse af 22. marts 1999 til M bekræftede indklagede en aftale om, at klagerens boliglån skulle forhøjes med 199.000 kr. til 560.000 kr., at låneforhøjelsen skulle anvendes til indfrielse af overtræk på en løbende konto og til indbetaling på aktielånet, at M månedligt skulle indbetale 4.000 kr. på aktielånet, indtil det var "endeligt afklaret, hvad der skal ske med Porschen", og at et yderligere lån med en restance på 42.883 kr. skulle nedbringes snarest muligt.
Ved skrivelse af 11. maj 1999 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende engagementet.
Ved skrivelse af 7. juni 1999 til indklagede gjorde klageren via advokaten gældende, at håndpantsætningen af ejerpantebrevet og løsøreejerpantebrevet ikke var gyldig for så vidt angår engagementet med P ApS. Klageren kunne alene acceptere, at ejerpantebrevene lå til sikkerhed for boliglånet.
Ved skrivelser af 9. juni 1999 til henholdsvis klageren og P ApS på samme adresse anmodede indklagede om betaling af restancer på henholdsvis 12.171 kr. (boliglånet) og 229.862,81 kr. (aktielånet).
Ved skrivelser af 17. juni 1999 blev henholdsvis boliglånet og aktielånet opsagt til indfrielse. Restgælden på lånene blev opgjort til henholdsvis 376.873,16 kr. og 608.965,37 kr.
Ved skrivelse af 22. juni 1999 fastholdt indklagede via sin advokat, at ejerpantebrevene lå til sikkerhed for såvel klagerens som P ApS' engagement, og at sagerne i mangel af indbetaling i henhold til inkassoskrivelserne ville blive fortsat i fogedretten. Ved skrivelser af samme dato til henholdsvis klageren og P ApS tog advokaten lånene til inkasso.
På forespørgsel fra indklagedes advokat bekræftede Retten i Hjørring ved skrivelse af 1. september 1999, at P ApS var opløst af skifteretten den 8. april 1999 på grundlag af en opløsningsbegæring fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget i skifteretten den 12. januar 1999. Opløsningen var sket uden udmeldelse af likvidator eller afsigelse af konkursdekret, idet selskabet efter det oplyste ikke ejede aktiver, der kunne danne grundlag for en likvidations- eller konkursbehandling. M havde forklaret, at selskabet ikke havde udækkede kreditorer.
Ved skrivelse af 7. december 1999 anmodede klageren indklagede om at rykke med ejerpantebrevet i ejendommen for et lån i Realkredit Danmark på 251.000 kr. mod afskrivning af låneprovenuet på boliglånet.
Ved skrivelse af 8. december 1999 afslog indklagede at rykke med ejerpantebrevet, medmindre provenuet blev afskrevet med 50% på boliglånet og 50% på aktielånet.
Parternes påstande.
Den 28. oktober 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive de af hende stillede sikkerheder således, at indklagede afskæres fra at gøre sikkerhederne gældende til fyldestgørelse af sit tilgodehavende hos P ApS.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at indklagede som følge af omstændighederne ved pantets stiftelse bør frafalde sit krav om pant i ejendommen og bilen til sikkerhed for engagementet med P ApS.
Der er tale om pant for tredjemands gæld, idet hun ikke hæfter personligt for selskabet. Sikkerheden blev stillet for gammel gæld, og hun blev ikke gjort opmærksom på risikoen herved. Hun havde ikke kendskab til forholdene i hverken P ApS eller N ApS, og pantet blev stillet uden modydelse. Det påhviler indklagede at dokumentere, at man konkret opfyldte sin pligt til at oplyse om risikoen ved at stille sikkerhed som sket. Pantsætningerne skete i forbindelse med, at hun optog boliglånet til købet af ejendommen, og det var derfor naturligt, at pantet blev stillet til sikkerhed herfor.
Engagementet med N ApS blev etableret flere år forud for den pantesikkerhed, som indklagede siden hen opnåede hos hende, og provenuet, der fremkom ved det ydede lån på 600.000 kr. til P ApS, blev anvendt til indfrielse af indklagedes gamle engagement med N ApS. Det af I stillede pant for N ApS' gæld blev frigivet mod, at indklagede modtog provenuet ved ejendomshandelen.
Det bestrides, at hun som følge af samlivet med M havde indsigt i de økonomiske mellemværender mellem indklagede og selskaberne, og at hun på denne baggrund må tåle identifikation med M og dennes viden om selskaberne og disses økonomi, herunder sikkerhedsstillelser m.v. Hun havde heller ikke kendskab til forhandlingerne mellem selskaberne, Nykredit og indklagede, som fandt sted i perioden 1994-97.
Det blev oplyst, at indklagede var lovet supplerende sikkerhed i dokanlægget til sikkerhed for mellemværendet med P ApS, hvilken sikkerhed indklagede aldrig opnåede. På baggrund af denne supplerende sikkerhed regnede indklagede næppe med, at det ville blive aktuelt at søge fyldestgørelse i de af hende stillede sikkerheder for mellemværendet med P ApS, og indklagede har derfor antagelig ikke fundet det nødvendigt at orientere om risikoen ved sikkerhedsstillelserne.
Underskrivelsen af den uigenkaldelige salgsfuldmagt dokumenterer ikke, at indklagede opfyldte sin oplysningspligt. Da kravet om uigenkaldelig salgsfuldmagt var et usædvanligt vilkår, må dette så meget desto mere medføre et krav om, at man fra indklagedes side er i stand til at dokumentere, at man konkret oplyste hende om risikoen herved.
Hun blev inddraget i sagen efter pres fra indklagede og med det ene formål at give indklagede pant til sikkerhed for et allerede eksisterende mellemværende. Indklagede handlede i strid med god pengeinstitutskik ved på denne måde at formå hende som udenforstående tredjemand til at stille sikkerhed for et eksisterende engagement uden at opnå en modydelse herfor.
Det var uberettiget, at indklagede i juni 1999 lod engagementet overgå til inkasso, idet indklagede var bekendt med hendes indsigelser imod, at pantsikkerheden blev gjort gældende for selskabets gæld.
Det var endvidere uberettiget, at indklagede afslog at modtage provenuet fra tillægslånet i Realkredit Danmark til afskrivning på boliglånet. Afslaget var i strid med reglen om, at en debitor, som har flere gældsposter til samme kreditor, selv kan bestemme, på hvilken fordring indbetalinger skal afskrives, og medfører en udvidet risiko for tvangsrealisation af de pantsatte aktiver.
Indklagede har bl.a. anført, at der i relation til nærværende sag er identitet mellem N ApS og P ApS, idet der blot er tale om et nyt moderselskab.
Det bestrides, at man på nogen måde har "formået" klageren til at give pant i ejendommen og bilen, idet der tværtimod var tale om, at M og/eller klageren henvendte sig for at få formalia bragt på plads i forbindelse med, at den af I pantsatte ejendom og bil skiftede ejer.
Det bestrides, at der ved klagerens pantsætning skete en ny sikkerhedsstillelse for gammel gæld. M var dybt forgældet, og de to aktiver blev udelukkende overdraget til klageren, fordi M ikke kunne stå som ejer. Overdragelserne til klageren skete uden betaling og med de samme hæftelser, der i forvejen var på aktiverne, og således at det i realiteten var M, der præsterede sikkerhederne hidrørende fra det tidligere ægteskab.
I stedet for at etablere en gældsovertagelse på eksisterende vilkår valgte man at yde et nyt lån til klageren, som blev anvendt til dækning af den tidligere ejers gæld. Fremgangsmåden var sædvanlig og naturlig, idet klageren ikke skulle hæfte personligt for selskabets gæld. Ved klagerens optagelse af lånet på 380.000 kr. fik man således blot en anden debitor for det samme udlån, dog med en yderligere sikkerhed på 100.000 kr. Man opnåede ingen fordel herved, idet man samtidig ydede et lån på 600.000 kr. til det nye moderselskab, og idet man gav afkald på den personlige hæftelse fra I. Der var således blot tale om, at den tidligere ejer, I, blev udskiftet med klageren, der ikke tilføjede pantet nogen værdi i form af kontantbetaling eller andet.
Klageren blev i overensstemmelse med sædvanlig praksis vejledt om risikoen ved at stille sikkerhed. Kravet om salgsfuldmagten blev stillet på baggrund af det hidtidige forløb, og klageren måtte alene på grundlag heraf være klar over risikoen, idet salgsfuldmagten med det givne indhold klart indikerer, at en realisation af det af klageren stillede pant var en nærliggende mulighed.
M har været direktør og har forestået den daglige drift af selskaberne, og klageren, som samlevede med M, og som havde været ansat i N A/S, må tåle identifikation med M og dennes viden om selskaberne og disse økonomi, herunder sikkerhedsstillelser m.v.
Det beroede på M's forhold, at aftalen med Nykredit om køb af dokanlægget blev misligholdt, således at der ikke kunne udstedes endeligt skøde og dermed et ejerpantebrev på 1 mio. kr. i dokanlægget, som var forudsat lagt til sikkerhed for engagementet med N ApS, senere P ApS. Fra indklagedes side blev der gjort, hvad der var muligt for at få etableret pantet. Også i denne relation må klageren som følge af interessefællesskabet med M tåle identifikation med denne. Der er ved et senere salg af dokanlægget ikke opnået en købesum, som ville have kunnet give dækning til ejerpantebrevet, såfremt det havde været etableret.
Det bestrides, at indklagede lovede klageren supplerende sikkerhed, eller stillede en sådan i udsigt, og det bestrides, at den supplerende sikkerhedsstillelse var en væsentlig forudsætning for klageren.
Det var berettiget at overgive sagen til inkasso. Lånene var i restance, og der forelå ingen tilkendegivelse om en eventuel betaling eller blot betalingsmulighed. Begge debitorer havde udvist modvilje og træghed, og synspunkterne var diametralt modsatte, idet klageren ikke ville vedstå sikkerhedsdokumenterne, som man fra indklagedes side fastholdt. Det efterfølgende forløb har bekræftet, at der ikke var grundlag for en forhandling.
Det var berettiget at betinge en rykning med ejerpantebrevet i ejendommen af, at provenuet af det tillægslån, som der skulle rykkes for, skulle afskrive med halvdelen på aktielånet og halvdelen på boliglånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår tydeligt af håndpantsætningserklæringerne af henholdsvis 15. maj 1997 og 18. juni 1997, at ejerpantebrevet i ejendommen og pantebrevet i bilen blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed ikke alene for klagerens egen gæld, men også til sikkerhed for P ApS's engagement med indklagede. Dette blev bekræftet ved, at klageren som håndpantsætter underskrev gældsbrevet vedrørende lånet på 600.000 kr. til P ApS. Klageren må derfor antages at have været bekendt med og at have accepteret, at ejerpantebrevene tillige lå til sikkerhed for lånet til P ApS.
Dette lån blev ydet i forbindelse med, at P ApS af N ApS købte aktierne i N A/S og overtog restgælden på lånet ydet til N ApS. Efter det oplyste, herunder om klagerens samliv med M, som tegnede selskaberne, og om omstændighederne i forbindelse med klagerens overtagelse af ejendommen og bilen, finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klageren var bekendt med baggrunden for lånets etablering.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at håndpantsætningserklæringerne ikke er bindende for klageren for så vidt angår pantsætningen til sikkerhed for anpartsselskabets gæld til indklagede.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at det - kendeligt for indklagede - var en forudsætning for klagerens sikkerhedsstillelse for anpartsselskabets gæld, at indklagede til sikkerhed for denne gæld tillige fik pant i dokanlægget. Hertil kommer, at det efter det oplyste ikke er sandsynliggjort, at klageren har lidt tab som følge af, at pantet i dokanlægget ikke blev etableret.
Klagerens påstand om, at indklagede skal frigive de stillede sikkerheder for så vidt angår anpartsselskabets gæld til indklagede kan således ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.
Da der ikke blev opnået en aftale om restancerne på klagerens boliglån og lånet til P ApS efter indklagedes påkrav ved skrivelserne af 9. juni 1999, er der ikke grundlag for at kritisere, at lånene blev opsagt og overgivet til inkasso.
Indklagede var ikke forpligtet til at rykke med ejerpantebrevet i ejendommen for det af Realkredit Danmark tilbudte tillægslån på 251.000 kr. Som det mindre i det mere var indklagede derfor berettiget til at betinge rykningen af, at provenuet af tillægslånet blev afskrevet med 50% på boliglånet og 50% på aktielånet, således om det skete ved indklagedes skrivelse af 8. december 1999.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.