Spørgsmål om kaution på baggrund af tidsbegrænsning fortsat bestod.
| Sagsnummer: | 205/2008 |
| Dato: | 21-01-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - tidsbegrænsning
Kaution - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om kaution på baggrund af tidsbegrænsning fortsat bestod. |
| Indklagede: | Aarhus Lokalbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om klagerens kautionsforpligtelse af 4. september 2002 med en varighed på fem år er bortfaldet.
Sagens omstændigheder.
I 2002 drev klagerens daværende ægtefælle, M, en erhvervsmæssig virksomhed inden for byggebranchen.
I september 2002 blev klageren og M kunder i Hadsten Bank nu Aarhus Lokalbank.
Ved brev af 4. september 2002 til M tilbød banken en fakturabelåningskredit på 500.000 kr., en driftskredit på 200.000 kr., et boliglån på 200.000 kr. og et billån på 20.000 kr. Ud over en sikringskonto til sikkerhed for fakturabelåningskreditten var tilbuddet betinget af pant i et ejerpantebrev på 250.000 kr. i M's ejendom, et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. i driftsmateriel samt kaution fra klageren på 250.000 kr.
Ligeledes den 4. september 2002 underskrev M dokumenterne vedrørende en erhvervskredit på 500.000 kr. (konto nr. -255), en erhvervskredit på 200.000 kr. (konto nr. -230) og et boliglån på 200.000 kr. (-156).
Klageren underskrev en kautionserklæring, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for M's forpligtelser over for banken begrænset til 250.000 kr. med tillæg af påløbne renter. Af kautionserklæringen fremgår bl.a.:
"Gyldighedspe-riode | Nærværende kaution bortfalder 5 år efter underskriftstidspunktet, medmindre det forinden aftales at kautionen fornyes eller banken forinden har gjort krav gældende over for selvskyldnerkautionisten som følge af debitors misligholdelse af den kautionssikrede fordring. | ||||
… |
| ||||
| … jeg/vi bekræfter, at banken har oplyst mig/os om debitors øvrige kreditaftaler med banken som følger: | ||||
Regnr./Kontonr. | Saldo | Maksimum | Bevilget overtræk | ||
[-230] | 0,00 | 200.000,00 | 0,00 |
| |
[-156] | 0,00 | 200.000,00 | 0,00 | " | |
Den 8. januar 2004 blev der indgivet konkursbegæring mod M. Sagen blev af skifteretten udsat flere gange, i hvilken forbindelse M trådte i betalingsstandsning.
Ved brev af 26. februar 2004 anmeldte banken sit krav overfor tilsynet med M's betalingsstandsning. Kravet blev opgjort til i alt 1.039.923,04 kr., hvoraf 636.807,27 kr. vedrørte fakturabelåningskreditten (-255) (1.745.590,75 kr.) efter fradrag af indeståendet på sikringskonto nr. -686 (1.108,783,48 kr.).
Ved brev af samme dato informerede banken klageren om konkursbegæringen og betalingsstandsningen. Banken oplyste, at M's engagement var på ca. 2.699.000 kr., og at banken ville vende tilbage, når det var afklaret, hvorvidt de af M stillede sikkerheder var tilstrækkelige til indfrielse af engagementet, eller om klagerens kautionsforpligtelse måtte blive effektiv.
Klageren har oplyst, at hun og M blev skilt den 27. marts 2004.
Den 11. maj 2004 blev der af skifteretten afsagt konkursdekret vedrørende M's bo med fristdag den 8. januar 2004.
Ved brev af 27. maj 2004 informerede banken klageren om konkursen. Det var fortsat uklart, om de stillede sikkerheder var tilstrækkelige til indfrielse af engagementet, men banken fandt det nu overvejende sandsynligt, at klagerens kautionsforpligtelse ville blive effektiv. Som svar på brevet meddelte klageren, at hun under ingen omstændigheder kunne acceptere, at kautionsforpligtelsen blev aktiv. Klageren anførte bl.a., at banken havde lovet, at forpligtelsen ville falde i takt med M's virksomhedsgæld, og at virksomhedens udestående fordringer og bankens øvrige sikkerheder var tilstrækkelige til at dække gælden.
Af de under sagen fremlagte kontoudskrifter fremgår, at den automatiske rentetilskrivning på M's konti ophørte efter den 20. marts 2004. Saldoen på boliglånet (-156) blev den 26. maj 2004 indfriet ved en hævning på 176.289,40 kr. på kredit -230. Saldoen på kredit -255 blev den 30. december 2004 indfriet ved en hævning på 1.381.785,30 kr. på kredit -230. Samtidig blev indeståendet på sikringskontoen i tilknytning til kredit -255, som udgjorde 1.130.931,79 kr. indsat på kredit -230. Kredit -230 havde herefter en (negativ) saldo på ca. 730.000 kr.
Ved brev af 16. januar 2006 skrev banken således til klageren:
"Under henvisning til Deres forespørgsel, kan vi hermed meddele, at Deres kaution fortsat består, og at banken fortsat har en fordring hos M på 1.027.131,48 kr., hvortil kommer renter.
De må derfor påregne, at kautionen vil blive effektiv, da vi pt. kun mangler indbetaling fra [A]. Da den forventede indbetaling ikke forventes at inddække bankens fordring i fuldt omfang, vil vi kræve restfordringen indbetalt af Dem - dog maksimalt kautionens hovedstol.
Vi beder Dem venligst kontakte banken medhenblik på at aftale indbetaling eller for indgåelse af en afdragsordning."
Ved brev af 20. februar 2006 afslog klageren at indgå en afdragsordning. Hun anførte, at hun ikke havde hørt fra banken i næsten to år, og at hun ikke var blevet informeret om, hvorledes der var blevet forholdt med M's engagement. Ved indgåelsen af kautionsaftalen havde banken oplyst, at kautionen ville bortfalde, når A havde betalt sin gæld til M, og at kautionen ikke skulle være aktiv til den dag, M var helt gældfri.
Ved brev af 31. oktober 2007 gjorde klageren gældende, at hendes kaution var bortfaldet, idet M's engagement var nedbragt med mere end de 250.000 kr., som hun havde kautioneret for. Ifølge Skats oplysninger var M's gæld til banken nedbragt til ca. 61.000 kr.
Banken har anført, at opgjorte og ophævede konti ikke indberettes til skattemyndighederne, ligesom der ikke foretages indberetning fra tabsafskrivningskonti. Den af banken afskrevne fordring mod M fremgik derfor efter den 31. december 2005 ikke af en R 75 oplysning på M. Størrelsen af bankens tilgodehavende hos M fremgik således ikke af Skats oplysninger.
Ved brev af 11. januar 2008 anførte klageren, at hun trods talrige henvendelser ikke havde modtaget nogen oplysninger fra banken, og at hun anså kautionen for bortfaldet.
Ved brev af 19. februar 2008 meddelte banken med henvisning til brevet af 16. januar 2006, at kautionen fortsat bestod. Bankens tilgodehavende på 1.027.131,48 kr. med tillæg af renter var ikke blevet nedbragt. A var blevet erklæret konkurs, og der var ikke udsigt til, at bankens tilgodehavende ville blive inddækket. Banken anmodede derfor klageren om at betale 250.000 kr. inden 14 dage eller at rette henvendelse med henblik på indgåelse af en afdragsordning.
Som svar på brevet gjorde klageren gældende, at kautionen var udløbet den 3. september 2007. Klageren fastholdt i øvrigt sin indsigelse om manglende dokumentation og anmodede banken om at sende kontoudskrifter. Klageren anførte endvidere, at hun ikke havde modtaget bankens brev af 16. januar 2006, og at banken havde lovet, at kautionen ville bortfalde, når der var indbetalt 1,7 mio. kr.
Ved brev af 8. maj 2008 fastholdt banken kravet mod klageren.
Parternes påstande.
Den 21. maj 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Aarhus Lokalbank skal frafalde sit krav i henhold til kautionen.
Aarhus Lokalbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hendes kaution af 4. september 2002 var gældende i fem år. Kautionen var derfor udløbet den 19. februar 2008, hvor banken gjorde kravet gældende.
I den mellemliggende periode har banken undladt at besvare hendes gentagne anmodninger om information med henblik på vurdering af kautionsforpligtelsen.
Det er hendes opfattelse, at M's engagement er blevet nedbragt i et omfang, der medfører, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.
Da kautionserklæringen blev underskrevet, lovede banken, at kautionen bortfaldt, når M's engagement delvist var nedbragt. Hun skulle således ikke kautionere indtil hele M's gæld var betalt.
Aarhus Lokalbank har anført, at kautionsforpligtelsen fortsat består.
Banken forsøgte gennem en længere periode at inddrive kravene i henhold til sikkerhederne. Senest modtog banken underretning om, at A i december 2007 blev erklæret konkurs. Ifølge kurator er der ikke udsigt til dækning til simple kreditorer. Klageren blev derfor anmodet om at betale kautionen på 250.000 kr.
Der henstår en afskrevet saldo på 1.026.762,48 kr. på engagementet. Efter afskrivningstidspunktet er engagementet ikke blevet nedbragt.
Kautionsforpligtelsen blev som følge af M's misligholdelse af den kautionssikrede fordring, jf. konkursen, gjort gældende over for klageren, før der var gået fem år efter underskrivelsen af kautionserklæringen, jf. kautionserklæringens bestemmelse herom og lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 6.
Kautionen er ikke bortfaldet, hverken som følge af passivitet eller forældelse.
Ved brevene af 26. februar 2004 og 27. maj 2004 og 16. januar 2006 blev der sendt påkrav til klageren vedrørende kautionsforpligtelsen. Brevene kom ikke retur til banken, og det må derfor formodes, at brevene er kommet frem til klageren. Klageren har i hvert fald modtaget brevet af 27. maj 2004, som klageren besvarede.
Forældelsen af fordringen blev afbrudt i forbindelse med konkurssagens behandling, jf. konkurslovens § 241 og/eller forældelseslovens § 11, § 17, stk. 1, nr. 2., jf. § 30, stk. 1.
Fordringen er derfor tidligst forældet den 8. januar 2009. Forældelsen er for tiden afbrudt, jf. forældelseslovens § 21.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:
Vi finder, at Aarhus Lokalbank i hvert fald med brevet af 16. januar 2006, som det på grundlag af den fremlagte korrespondance må lægges til grund, at klageren modtog, gjorde kautionen gældende over for klageren. Den endelige opgørelse af kravet blev imidlertid udskudt med henblik på at afvente realisationen af bankens øvrige sikkerheder.
Da kautionen således som følge af M's misligholdelse (konkurs) blev gjort gældende af banken inden fem år efter underskriftstidspunktet den 4. september 2002, er kautionen ikke bortfaldet i medfør af bestemmelsen herom i kautionserklæringen, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 6.
Bankens krav i henhold til kautionen er heller ikke bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse.
Det bemærkes herved, at det ikke findes godtgjort, at banken havde givet klageren tilsagn om, at kautionen skulle bortfalde efter en delvis nedbringelse af engagementet (delkaution).
Efter det foreliggende lægger vi til grund, at bankens tilgodehavende efter realisation af bankens øvrige sikkerheder for M's engagement overstiger klagerens begrænsede kaution på 250.000 kr. Det kan derfor ikke pålægges banken at nedsætte sit krav, hverken helt eller delvist.
Vi har forstået klagerens anbringender således, at hendes kaution alene vedrørte fakturabelåningskreditten (-255) på 500.000 kr., hvilket til en vis grad understøttes af den særlige bestemmelse i kautionserklæringen, hvorefter klageren bekræftede, at banken havde oplyst hende om M's "øvrige kreditaftaler" bestående af boliglånet (-156) og driftskreditten (-230). Det fremgår imidlertid klart, at kautionen blev stillet til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som M havde eller måtte få over for banken. På baggrund af de fremlagte kontoudskrifter må det endvidere lægges til grund, at gælden på fakturabelåningskreditten efter fradrag af indeståendet på sikkerhedskontoen i sig selv oversteg eller svarede til klagerens begrænsede hæftelse på 250.000 kr., jf. posteringerne på kredit -230 den 30. december 2004 (1.381.785,30 kr. - 1.130.931,79 kr. = 250.853,51 kr.).
Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Carsten Holdum og Rut Jørgensen - udtaler:
Vi finder, at et pengeinstitut for at afbryde den femårige frist efter § 48, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed må fremsætte et udtrykkeligt påkrav om betaling. Det er således ikke tilstrækkeligt at udtrykke forventninger om et kommende krav. Efter en samlet vurdering af bankens korrespondance med klageren før fristudløb den 4. september 2007 findes banken - heller ikke med brevet af 16. januar 2006 - at have fremsat et sådant udtrykkeligt betalingspåkrav. Vi stemmer derfor for, at Aarhus Lokalbank skal frafalde sit krav over for klageren i henhold til kautionserklæring af 4. september 2002.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.