Afgørelse

Indsigelse om forældelse af gæld i henhold til gældsbreve fra 1994-96.

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse om forældelse af krav i henhold til gældsbrev, lån og selvskyldnerkaution fra perioden 1994-1996.

Sagens omstændigheder

Lån 1 - kontonummer -233:

Klageren var kunde i Bikuben (senere BG Bank og nu Danske Bank) hvor hun i 1988 sammen med sin daværende samlever M optog et lån i forbindelse med huskøb. Pantebrev på oprindeligt 186.800 kr. med pant i den pågældende ejendom blev i den forbindelse transporteret til Bikuben den 11. oktober 1993. I forbindelse med salg af ejendommen på tvangsauktion den 15. januar 1994 opnåede pantebrevet ikke dækning, hvorfor bankens fordring blev taget til inkasso den 5. maj 1994.

Klageren har oplyst, at hun den 24. oktober 1995 henvendte sig til BG Bank med et akkordforslag samt et ønske om, at gælden blev delt mellem hende og M. Dette afviste BG Bank ifølge klageren i et brev til hende af 2. november 1995.

Lån 2 – kontonummer -647:

I 1993 kautionerede klageren som selvskyldner for en forhøjelse af M’s kreditkontrakt i Danske Bank fra 16.500 kr. til 46.500 kr. Klageren har oplyst, at hun ved brev til Danske Bank den 21. juni 1995 forsøgte at indgå en afdragsordning på vegne af M på 300 kr. månedligt, hvilket banken afviste. Ved dom af 28. juni 1996 blev klageren og M dømt in solidum til at betale restgælden på kreditkontrakten svarende til 8.336,04 kr. til banken. M udeblev under sagen, hvorimod klageren anerkendte at skylde beløbet.

Lån 3 – kontonummer -639:

Klageren kautionerede endvidere i 1993 for endnu et lån til M i Danske Bank. Selvskyldnerkautionen var begrænset til 75.000 kr. Efter det oplyste misligholdt M sit lån primo 1995, hvorfor kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for klageren. Kravet blev fremlagt i fogedretten 5. marts 1996, men blev ifølge banken afvist som følge af, at der var indledt gældssaneringssag for klageren.

Lån 4 - kontonummer -340:

Den 29. april 1997 indgik klageren frivilligt forlig med Danske Bank om et lån, hun havde i banken. Gælden blev opgjort til 59.403,45 kr. i fogedretten den 28. maj 1997, hvor klageren efter det oplyste afgav insolvenserklæring.

Klageren har endvidere oplyst, at hun i 1996 sammen med sin advokat undersøgte mulighederne for en gældssanering. I den forbindelse anmeldte Danske Bank lån 1-4. I forbindelse med gældssaneringen blev der forsøgt en afdragsordning. Der blev fastsat et beløb på 4.000 kr. om måneden, men hun var kun i stand til at afdrage 2.000 kr. om måneden, idet hun var eneforsørger og under uddannelse. Hun indbetalte 2.000 kr. om måneden under sagens behandling, men gældssaneringssagen blev indstillet den 1. juli 1996.

I 2001 forsøgte klageren med hjælp fra en professionel rådgiver på ny at henvende sig til BG Bank og Danske Bank om en afvikling af gælden. Denne henvendelse førte heller ikke til, at der kunne indgås aftaler, som hun havde mulighed for at honorere.

Klageren har oplyst, at hun efter råd fra en advokat meddelte banken, at hendes gæld var forældet, hvilket banken imidlertid ikke var enig i. På baggrund af en ny henvendelse fra hende i foråret 2016 ville banken overveje forældelsesspørgsmålet.

Danske Bank har oplyst, at den løbende har fremsendt årsoversigter til klageren til den adresse, som klageren har været tilmeldt ifølge folkeregisteret. Der er i sagen fremlagt årsoversigter for perioden 2004 til og med 2006, hvori kontonumrene -233 (Lån 1) og -647 (Lån 2) var anført som ”Misligholdt fordring” med et samlet beløb på 297.783 kr. Banken har i den forbindelse oplyst, at bankens samlede fordring over for klageren i en periode har været bogført på en samlekonto -647 bortset fra gæld ifølge pantebrev, konto -233.

Klageren har ikke bestridt, at hun har modtaget årsoversigterne.

Der er i sagen tillige fremlagt saldoanerkendelse for årene 1997, 2000 og 2001 vedrørende samlekonto -647 med et beløb på 136.822,97 kr.

Ved brev af 2. marts 2016 har banken opgjort klagerens gæld, i alt 413.201,21 kr., og opfordret klageren til at betale alternativt underskrive frivillige forlig som anerkendelse af gældens størrelse. Gælden svarende til restgæld af hovedstol samt renter for perioden 01.04.2013-02.03.2016 og omkostninger er for de enkelte gældsposter opgjort som angivet nedenfor:

Den 21. marts 2016 indgav klageren en klage over Danske Bank til Ankenævnet.

Banken har under sagen den 1. juli 2016 nedsat sit krav mod klageren, således at restgælden af hovedstolen på lån 1 nu udgør 152.757,31 kr. med tillæg af tre års renter.

Den samlede gæld udgør herefter 385.715,61 kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at gælden på de fire konti er forældet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun adskillige gange har forsøgt at få en afdragsordning med banken med henblik på at få afviklet gælden. Banken har ikke været samarbejdsvillig og har dermed holdt hende fast i en økonomisk spændetrøje i mere end 20 år, hvilket hun ikke finder rimeligt.

Gælden er forældet.

Danske Bank har anført, at klageren hæfter for gælden.

Banken har løbende sendt årsoversigter til klageren til klagerens korrekte adresse, hvoraf oversigterne for henholdsvis 2004, 2005 og 2006 afbrød forældelsen, efter DL 5-14-4, jf. forældelsesloven af 2007 § 30, stk. 3.

Forældelse er ikke indtruffet.

Danske Bank har på intet tidspunkt modtaget et konkret forslag fra klageren til betaling af gælden eller et akkordforslag fra klageren eller dennes repræsentant.

Ankenævnets bemærkninger

Efter den tidligere forældelseslov var de pådømte beløb omfattet af en 20-årig forældelsesfrist, der blev afbrudt ved påmindelse. Det følger af den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter den nugældende forældelseslov. Efter den nugældende forældelseslov er de pådømte beløb omfattet af en 10-årig forældelsesfrist.

Danske Bank har oplyst, at banken løbende sendte årsoversigter til klageren. Der er i sagen fremlagt årsoversigter for perioden 2004 til og med 2006, hvor kontonumrene -233 (Lån 1) og -647 (Lån 2) var anført som ”Misligholdt fordring” med et samlet beløb på 297.783 kr.

Ankenævnet finder, at forældelsesfristen vedrørende hovedstolen løbende er blevet afbrudt efter de dagældende bestemmelser ved fremsendelse af årsoversigterne.

Hovedstolen er derfor ikke for tiden forældet. Banken har under sagen nedsat hovedstolen på et af lånene (Lån 1 - kontonummer -233).

Forældelsesfristen for renter er tre år. Banken har i overensstemmelse hermed under sagen begrænset kravet på renter til tre år.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.