Krav om refusion af stiftelsesomkostninger.
| Sagsnummer: | 63 /1996 |
| Dato: | 08-01-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelsesomkostninger
|
| Ledetekst: | Krav om refusion af stiftelsesomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag er brødrene A og B.
I 1994 overførte A sit engagement fra et andet pengeinstitut til indklagedes Amagerbro afdeling, hvor B i forvejen var kunde.
Ved gældsbreve underskrevet af A den 7. april og 4. juli 1994 ydede indklagede A to lån på henholdsvis 610.000 kr. og 2.195.000 kr. Ved lånenes etablering påløb der omkostninger på i alt 28.050 kr. i stiftelsesprovision og 8.415 kr. til stempel. Klageren har oplyst, at indklagede til sikkerhed for lånene fik håndpant i en lang række pantebreve i villaer og ejerlejligheder.
Den 3. juli 1995 blev B's udlandslån hos indklagede på 325.000 CHF forlænget til 30. december 1995. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i en aktiepost på 250.000 kr. og 3 ejerpantebreve på i alt 1.443.300 kr. i 3 forskellige ejendommen. A påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.
Ved skrivelse af 7. december 1995 til A meddelte indklagede følgende:
"I forlængelse af Deres brev omkring forlængelse af ovennævnte lån [B's udlandslån], samt en nedsættelse af margin til 2%, skal vi hermed meddele, at for at kunne tage stilling til anmodningen, skal vi senest den 22. december 1995 have indleveret følgende:
- revisorudarbejdede regnskaber for 1994 for [klager A og B]
- ejendomsmæglervurderinger på ejendomsporteføljen
For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at udlandslånet forfalder til fuld indfrielse den 3. januar 1996, såfremt aftale om forlængelse ikke indgås."
Ved skrivelse af 12. december 1995 protesterede A over indklagedes krav om revisorregnskaber og ejendomsmæglervurderinger, som han betragtede som en ensidig og ubegrundet opsigelse af engagementet. A anmodede samtidig om refusion af de ved engagementets etablering erlagte stiftelsesprovisioner.
Ved skrivelse af 18. december 1995 fastholdt indklagede kravet om revisorregnskaber for 1994 for A og B samt ejendomsmæglervurderinger på ejendomsporteføljen som betingelse for en vurdering af muligheden for forlængelse af lånet. Indklagede afviste samtidig kravet om refusion af stiftelsesprovision.
Udlandslånet blev umiddelbart efter overført til et andet pengeinstitut.
Ved klageskema af 13. februar 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere stiftelsesprovisionerne på engagementet helt eller delvist.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
A's to lån blev indfriet den 14. februar 1996. Den 16. juli 1996 blev A's selvpensioneringskonto hos indklagede overført til et andet pengeinstitut, i hvilken forbindelse indklagede beregnede sig et gebyr på 200 kr.
Klagerne har udvidet deres påstand til også at omfatte overførselsgebyret på 200 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de ønskede deres engagement samlet i ét pengeinstitut, hvorfor A overførte sit engagement til indklagede i 1994. A's formue er på ca. 25 mio. kr., og indklagede fik sikkerhed til en værdi, der væsentligt oversteg engagementet. Til gengæld var det en ufravigelig forudsætning, at der ikke blev stillet krav om revisorregnskab, mæglervurdering eller lignende krav af tids- og omkostningskrævende karakter. Forudsætningen blev drøftet indgående, og indklagedes medarbejder lovede, at sådanne krav aldrig ville blive stillet, idet de tilbudte sikkerheder var mere end tilstrækkelige. Indklagede var bekendt med, at de selv udarbejdede håndskrevne regnskaber. Ca. et år efter at den pågældende medarbejder fratrådte sin stilling hos indklagede, blev kravet om revisorregnskab og mæglervurderinger fremsat. Udgifterne til opfyldelsen af disse krav ville beløbe sig til ca. 350.000 kr., idet deres ejendomsportefølje består af ca. 25 ejendomme. Desuden kunne kravene ikke opfyldes inden for fristen på 14 dage. Indklagede afslog at fravige fristen og meddelte, at engagementet var opsagt. De blev truet med inkasso, såfremt indfrielse ikke fandt sted inden fristens udløb. De kontaktede et andet pengeinstitut, som straks accepterede at overtage engagementet på grundlag af de tilbudte sikkerheder. Da de på grund af indklagedes urimelige fremgangsmåde har været nødsaget til at overføre deres engagement til et andet pengeinstitut, hvor de har måttet betale nye stiftelsesprovisioner, bør indklagede refundere den stiftelsesprovision, som blev betalt ved engagementets etablering hos indklagede. De er begge lønmodtagere, men driver sideløbende hermed selvstændig virksomhed. Såvel arbejde som indkomst fra virksomheden er ubetydelig, når renteomkostningen medregnes. Der er tale om passiv virksomhed på linie med skibsanparter. Overførslen af selvpensioneringskontoen er en del af det tvungne pengeinstitutskift, hvorfor indklagede bør refundere gebyret herfor.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne er erhvervsdrivende, idet de hovedsagelig ernærer sig ved erhvervsmæssig udlejning af ejendomme. Det fremgår af klagernes regnskab, at værdien af udlejningsejendommene er anslået til 10.660.000 kr., og at lejeindtægterne i 1994 udgjorde 1.934.854 kr. Det fremgår af B's skatteregnskab for 1994, at han benytter sig af virksomhedsskatteordningen, og af B's selvangivelse for 1994 fremgår, at resultat af virksomhed udgjorde 606.583 kr.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at klagernes engagement blev sagt op, ligesom det bestrides, at klagerne blev truet med inkasso. Udlandslånet udløb den 30. december 1995. Da afdelingen fandt klagernes håndskrevne regnskaber utilstrækkelige som dokumentation for, at indklagedes sikkerhed svarede til størrelsen engagementet, udbad man sig dokumentation herfor som betingelse for at forlænge B's udlandslån, hvilket man var berettiget til. Afdelingen var ikke bekendt med klagernes forudsætning om, at der ikke blev stillet krav om revisorregnskab, mæglervurdering eller lignende. Vedrørende overførselsgebyret har indklagede anført, at klageren måtte påregne, at indklagede ville beregne sig et gebyr for det arbejde, der var forbundet med overførslen. Indklagede var berettiget til at opkræve gebyret, som ikke kan anses for urimeligt stort, jf. Ankenævnets faste praksis.
Ankenævnets bemærkninger:
Da klagen alene begrundes med, at en medarbejder skulle have lovet klagerne, at der aldrig ville blive stillet krav om nærmere dokumentation for klagernes økonomiske forhold, og da en tilsvarende sag kan forekomme under private kundeforhold, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede opsagde klager A's 2 lån på henholdsvis 610.000 kr. og 2.195.000 kr., eller at indklagede betingede en opretholdelse af dette engagement af, at A fremlagde revisorregnskab og mæglervurderinger.
For så vidt angår udenlandslånet bemærkes, at dette udløb den 30. december 1995, og at indklagede var berettiget til som betingelse for en forlængelse af dette lån at kræve dokumentation for klagernes økonomiske forhold som grundlag for en fornyet kreditvurdering af B som debitor og A som kautionist. Det findes ikke godtgjort, at indklagede tidligere skulle have lovet klagerne, at et sådant krav aldrig ville blive fremsat.
Ankenævnet finder, at klager A måtte påregne, at indklagede ville beregne sig vederlag for arbejdet med overførslen af selvpensioneringskontoen til andet pengeinstitut.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.