Indsigelse om at banken havde opkrævet for meget hos klageren på hans misligholdte gæld, der blev overgivet til inkasso i 2002 og indfriet i 2014.
| Sagsnummer: | 159/2022 |
| Dato: | 21-03-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om at banken havde opkrævet for meget hos klageren på hans misligholdte gæld, der blev overgivet til inkasso i 2002 og indfriet i 2014. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om, at banken havde opkrævet for meget hos klageren på hans misligholdte gæld, der blev overgivet til inkasso i 2002 og indfriet i 2014.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto -891 med en tilknyttet kassekredit og et lån -546. Banken har under sagen fremlagt kontoudskrifter for konto -891 for perioden fra 1. januar 1999 til den 31. december 2002 og for lån -546 for perioden fra den 28. september 2001 til den 31. december 2003.
Gælden blev misligholdt og i november 2002 overgivet til retslig inkasso.
Ved en dom afsagt den 27. februar 2003 blev klageren dømt til at betale banken 20.208,05 kr. med 13,75 % rente p.a. fra den 14. november 2002 samt sagsomkostninger på 2.940 kr. På et fogedretsmøde afholdt den 6. maj 2003 blev gælden opgjort af fogedretten til 25.385,52 kr.
Klageren indgik herefter en aftale med banken om en månedlig afvikling af gælden med 500 kr., første gang den 1. februar 2005. Gælden vedrørende konto -891 blev indfriet den 13. december 2007, hvorefter afviklingen fortsatte for så vidt angår lån -546.
Den 26. april 2008 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende lån -546, hvorved han anerkendte at skylde banken i alt 42.919,46 kr., herunder en restgæld på 26.140,90 kr., omkostninger på 2.569,32 kr. og renter fra den 19. marts 2005 til den 23. april 2008 med 14.209,24 kr. I et tillæg til det frivillige forlig blev det aftalt, at klageren skulle afvikle gælden med 85 månedlige ydelser på 500 kr. og en ydelse på 400 kr. Tillægget indeholdt ligeledes en akkordaftale om, at hvis ydelserne blev betalt til tiden, skulle klageren alene betale 42.900 kr., idet banken herefter ville eftergive klageren restgælden og renter af denne.
Klageren betalte samlet 42.900 kr. til banken med en sidste betaling på 5.400 kr. den 1. september 2014, hvorefter banken gav klageren saldokvittering.
Klageren har fremlagt posteringsoversigter fra banken for konto -891 for perioden fra den 14. november 2002 til kontoen blev indfriet den 13. december 2007 og posteringsoversigter for lån -546 for perioden fra den 14. november 2002 til kontoen blev indfriet den 1. september 2014.
Banken har oplyst, at den senere er blevet opmærksom på en række fejl i bankens inkassosystem, og at den i den forbindelse har gennemgået sagen. Banken kan se, at klageren ikke har været omfattet af de generelle fejl, men at der ved en manuel fejl er lagt omkostninger ind under hovedstolen, som derfor har været rentebærende og derved givet en for høj renteberegning. Omkostningerne var endvidere blevet opkrævet to gange hos klageren.
Banken har ved et brev af 30. marts 2022 til klageren beskrevet sagsforløbet, redegjort for fejlen og beregnet, at klageren har betalt 8.040,84 kr. for meget på sin inkassosag (på de to gældsposter samlet). Kompensation for det for meget betalte, for ikke at have kunnet råde over pengene samt kompensation for beskatning er samlet udmålt til 21.493,27 kr. som banken har betalt til klageren.
Parternes påstande
Den 28. april 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal tilbagebetale ham 8.000-13.000 kr. og udlevere kontooversigter på samtlige kontobevægelser på gælden.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han ikke har kunnet få udleveret alle kontobevægelser vedrørende hans gæld til banken fra 2003 til 2008.
De første afdrag på gælden er trukket fra hans lønkonto, og han ved ikke, hvor de er gået hen fra 2003 til 2008. Han kan ikke huske, om der blev betalt beløb før 2003, hvor han, så vidt han husker, blev erklæret insolvent. Han havde indtryk af, at han var gældfri i 2008 eller meget tæt på.
Da han ville have bekræftet sin gæld uden renter i 2008, blev han præsenteret for en gæld på over 42.000 kr., hvilket han var uforstående over for, da den oprindelige gæld, som han betalte på, var på max. 20.000 kr., og aftalen var, at banken skulle stoppe renterne.
Han var uforstående over for, at gælden var blevet dobbelt så stor i 2008, og han nægtede at skrive under på det store beløb. Banken oplyste, at hvis han ikke skrev under, ville den trække ham i retten igen. Banken lovede at stoppe rentetilskrivningerne, når han startede indbetalingerne. Han var på daværende tidspunkt presset og skrev under på, at han ville afdrage gælden med 500 kr. om måneden, men han skrev ikke under på bankens krav på ca. 42.000 kr.
Først i 2018 blev han opmærksom på de fejl, som banken havde begået i inkassosager over for mange kunder, hvorefter han klagede til banken.
Banken har snydt ham, og han har ingen tillid til banken mere.
Banken har tilbudt ham et forlig på 21.493,27 kr. Han mener at have krav på yderligere 8.000 -13.000 kr., hvis han skulle betale gælden uden rentetilskrivning.
Banken har sendt ham nogle bilag med underskrifter, som han intet har fået ud af. Det er kontobevægelser, som han har bedt om.
Han har ikke erfaring med revision og har ikke kunnet få oplyst, om han kan få økonomisk hjælp til advokat eller revisor. Han ved ikke, hvad det koster at gå til en revisor med dette, hvilket han imidlertid ikke har mulighed for uden kontobevægelserne.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken allerede har kompenseret klageren for det, som han har betalt for meget, og at der ikke er betalt yderligere for meget.
Gælden er opgjort og opgørelsen stadfæstet af byretten og fogedretten.
Klageren har retteligt haft en gæld til Danske Bank, som nu er betalt tilbage.
Banken har ikke yderligere oversigter over gælden end de kontoudskrifter, som klageren selv har fremlagt, og de kontoudskrifter som banken har fremlagt under sagen.
Klageren er blevet informeret om udviklingen i gælden ved de fremsendte udskrifter. Der er ikke yderligere indbetalinger, end hvad der fremgår af disse udskrifter.
Klageren har aldrig haft en rentestopaftale, men en akkordaftale om at betale 42.900 kr., hvorefter restgæld og tilskrevne renter ville blive eftergivet.
Der er ikke tilskrevet yderligere renter på lånet, fra det frivillige forlig blev underskrevet i 2008, hvilket også fremgår af de kontoudtog, som klageren har fremlagt.
Banken har gennemgået klagerens sag, men er ikke forpligtet herudover til at stille revisor eller advokathjælp til rådighed.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at forholdet er forældet, da der er gået næsten otte år fra klagerens sidste indbetaling på gælden, og at forholdet derfor er forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1, samt mere end 19 år efter der er faldet dom i sagen, jf. forældelseslovens § 5.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto -891 med en tilknyttet kassekredit og et lån -546. Gælden blev misligholdt og i november 2002 overgivet til retslig inkasso.
Ved en dom afsagt den 27. februar 2003 blev klageren dømt til at betale banken 20.208,05 kr. med 13,75 % rente p.a. fra den 14. november 2002 samt sagsomkostninger på 2.940 kr. På et fogedretsmøde afholdt den 6. maj 2003 blev gælden opgjort af fogedretten til 25.385,52 kr.
Klageren indgik herefter en aftale med banken om en månedlig afvikling af gælden med 500 kr. Gælden vedrørende konto -891 blev indfriet den 13. december 2007, hvorefter afviklingen fortsatte for så vidt angår lån -546.
Den 26. april 2008 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende lån -546, hvorved han anerkendte at skylde banken i alt 42.919,46 kr., herunder en restgæld på 26.140,90 kr., omkostninger på 2.569,32 kr. og renter fra den 19. marts 2005 til den 23. april 2008 med 14.209,24 kr. I et tillæg til det frivillige forlig blev der indgået en akkordaftale om, at hvis ydelserne på 85 månedlige ydelser på 500 kr. og en ydelse på 400 kr. blev betalt til tiden, skulle klageren alene betale 42.900 kr., idet banken herefter ville eftergive klageren restgælden og renter af denne.
Ankenævnet finder, at der i 2008 blev indgået en bindende aftale mellem klageren og banken, hvorved klageren anerkendte at skylde banken 42.919,46 kr.
Klageren betalte samlet 42.900 kr. til banken med en sidste betaling på 5.400 kr. den 1. september 2014, hvorefter banken gav klageren saldokvittering i overensstemmelse med akkordaftalen.
Der er under sagen fremlagt kontoudskrifter/posteringsoversigter for konto -891 for perioden fra 1. september 1999 til kontoen blev indfriet den 13. december 2007 og kontoudskrifter/posteringsoversigter for lån -546 fra den 28. september 2001 til lånet blev indfriet den 1. september 2014. Som oplyst af banken er der ikke mulighed for at fremlægge yderligere kontoudskrifter vedrørende gælden.
Ankenævnet lægger som anført af banken til grund, at klagerens gæld til banken er blevet gennemgået som led i den igangværende undersøgelse i banken vedrørende kunders inkassogæld til banken, og at gennemgangen har vist, at klagerens inkassosag ikke har været omfattet af de generelle fejl, men at der ved en manuel fejl var lagt omkostninger ind under hovedstolen, som derfor havde været rentebærende og derved gav en for høj renteberegning. Omkostningerne var endvidere blevet opkrævet to gange hos klageren.
Banken har ved et brev af 30. marts 2022 til klageren beskrevet sagsforløbet, redegjort for fejlen og beregnet, at klageren har betalt 8.040,84 kr. for meget på sin inkassosag (på de to gældsposter samlet). Kompensation for det for meget betalte, for ikke at have kunnet råde over pengene, samt kompensation for beskatning er samlet udmålt til 21.493,27 kr., som banken har betalt til klageren
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren har krav på yderligere betaling fra banken.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af bankens opgørelse.
Klageren får herefter ikke medhold i sagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.