Udlån, rente, overgang fra erhvervs- til forbrugslån.
| Sagsnummer: | 12/1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Udlån, rente, overgang fra erhvervs- til forbrugslån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med at klager B, der gennem flere år havde drevet en mindre virksomhed, gik konkurs i februar måned 1990, blev hans erhvervsengagement overført fra indklagedes Hasle afdeling til indklagedes Brabrand afdeling. Engagementet bestod af et erhvervslån på opr. 194.946,61 kr. og en kassekredit på 100.000 kr. Til sikkerhed havde klager A afgivet selvskyldnerkautionserklæring, ligesom der var håndpantsat et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i klager B's ejendom og en klager B tilhørende ophørende livsforsikringspolice på 416.493 kr.
Efter at der den 28. marts 1990 var afholdt møde i afdelingen med klagerne og deres advokat om afviklingen af engagementet, meddelte afdelingen ved skrivelse af 24. april 1990 klagernes advokat, at man var indstillet på at indgå en aftale, hvorefter erhvervsengagementet ikke ville blive opsagt til indfrielse, såfremt klager A overtog ejendommen og indtrådte i det deponerede ejerpantebrev. Det samlede engagement skulle herefter overgå til klager A, og klager B skulle afgive selvskyldnerkaution. Efter yderligere brevveksling mellem afdelingen og klagerens advokat meddelte advokaten den 23. maj 1990, at klagerne var indstillede på at indgå på indklagedes betingelser, og at advokaten herefter ville påbegynde udarbejdelsen af dokumenter og undersøge, hvorvidt debitorskiftet ville blive accepteret af panthaverne. Ved skøde tinglyst den 20. december 1990 blev ejendommen overdraget til klager A.
I januar 1991 modtog klagerne et kontoudtog pr. 31. december 1990, hvoraf fremgik, at debetrenten på erhvervslånet i juni måned 1990 udgjorde 12,750%, men at renten den 16. august 1990 var hævet til 15,5% p.a. Efter yderligere brevveksling mellem klagerne og indklagede vedrørende klager A's overtagelse af engagementet meddelte afdelingen den 8. maj 1991, at man ville overveje en opsigelse af engagementet til fuld og endelig indfrielse, såfremt klagerne ikke inden 8 dage tilsendte skødet på ejendommen og oplyste præmien på klagernes brandforsikring, ligesom afdelingen inden for samme frist ønskede en afklaring omkring pantsætning af livspolicer. Ved skrivelse af 24. maj 1991 opsagde indklagede herefter engagementet - i alt 184.276,06 kr - til fuld indfrielse pr. 11. juni 1991. Den 31. juli 1991 blev engagementet overført til klager A, som indklagede ydede et forbrugslån på 191.572,32 kr. Af gældsbrevet fremgik, at den årlige nominelle rente udgjorde 15,86504% Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klagerne ejerpantebrevet på 300.000 kr. og to ophørende livsforsikringspolicer på hver 200.000, ligesom klager B afgav selvskyldnerkautionserklæring.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede for så vidt angår erhvervslånet tilpligtes at godtgøre klagerne differencen mellem renten for erhvervslån og den forbrugslånsrente, der er beregnet i perioden fra 16. august 1990 til 1. august 1991, samt at indklagede tilpligtes at sænke renten på lånet optaget af klager A i juli 1991.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at erhvervslånet i august 1990 uberettigt blev omlagt til et privat lån med deraf følgende højere rente. Klagerne blev først opmærksomme herpå i forbindelse med modtagelsen af kontoudtog pr. 31. december 1990, og det er ikke korrekt, at klagerne tidligere havde fået at vide, at engagementet skulle overgå til et forbrugsengagemenet. Ændringen blev efterfølgende flere gange påtalt overfor indklagede, uden at indklagede ønskede at godtgøre rentedifferencen. Engagementet har på intet tidspunkt været misligholdt, og klagerne finder derfor ikke, at indklagede har været berettiget til ensidigt at ændre vilkårene fra et erhvervslån til et forbrugslån med højere renteniveau. Det forekommer også besynderligt, at indklagede først har hævet renten den 16. august 1990, når klager B gik konkurs allerede i februar 1990. Klagerne finder endvidere ikke, at indklagede har været berettiget til i sommeren 1991 at hæve renten i forbindelse med, at erhvervsengagementet blev indfriet med et af klager A optaget forbrugslån. Klagerne følte sig på daværende tidspunkt nødt til at acceptere indklagedes krav, og indklagede har undladt at rådgive klagerne om konsekvenserne af en overgang af engagementet til klager A. Efter omlægningen af engagementet har indklagede væsentlig bedre sikkerhed, end indklagede har haft på noget tidligere tidspunkt. Der er indtil sommeren 1990 afdraget 40.774 kr. på et pantebrev, der ligger forud for indklagedes pant i ejendommen, og herudover er der løbende betalt ydelser på lånet til indklagede. Fra sommeren 1991 til marts 1992 er der afdraget yderligere 20.000 kr. på lånet. Klagerne har endvidere haft betydelige omkostninger i forbindelse med overdragelsen af ejendommen, som blev foreslået af indklagede, og som alene har haft til formål at give indklagede en væsentlig bedre sikkerhedsmæssig situation.
Indklagede har anført, at man efter konkursen ikke længere betragtede klager B som erhvervsdrivende, og at han derfor ikke var berettiget til erhvervsrentesats, hvilket klagerne blev gjort opmærksom på. Dette var baggrunden for, at indklagede den 16. august 1990 hævede renten på erhvervslånet, og renteændringen fremgår klart af kontoudskrift pr. 31. december 1990. At indklagede ikke straks i forbindelse med konkursen hævede renten, men ventede til, at der var opnået en samlet løsning på sagen, bør ikke komme indklagede til skade. Tilsvarende betragtede indklagede ikke klager A som erhvervsdrivende, hvorfor forrentningen af det af hende overtagne engagement blev fastsat til indklagedes normale rentesats for privatkunder. Også dette blev klagerne gjort opmærksom på. Indklagede har gennem hele forløbet klart givet udtryk for, at engagementet efter konkursen ikke længere blev betragtet som et erhvervsengagement, og at det derfor ikke kunne fortsætte til erhvervsrentesats. Klagerne var klar over dette og gav gennem hele forløbet udtryk for deres utilfredshed hermed, ligesom klagerne forud for klager A's overtagelse af engagementet forsøgte at finde et pengeinstitut, der var villig til at give en lavere rente, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Klagerne har haft assistance af en advokat og indgik efter den nødvendige betænkningstid på disse betingelser. Klager A var selvskyldnerkautionist for klager B's engagement, og der er derfor ikke tale om, at hun kom til at hæfte for et engagement, som hun ikke tidligere havde hæftet for. Klagerne henvendte sig selv til indklagede med henblik på at opnå en ordning vedrørende engagementet, idet klagerne, som ønskede at blive boende i deres hus efter klager B's konkurs, var bekymrede for, at indklagede skulle opsige engagementet og realisere pantet.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Indklagede var, da klager B efter konkursen ikke længere drev erhvervsvirksomhed, berettiget til at forlange, at erhvervslånet blev omlagt til et forbrugslån med deraf følgende renteforhøjelse. En betingelse for en sådan renteforhøjelse må imidlertid være, at der gives debitor meddelelse herom med et vist varsel, der passende kan fastsættes til 1 måned. Selv om indklagede tidligere måtte have tilkendegivet, at klager B ikke længere var berettiget til den for erhvervslån gældende rente, må det lægges til grund, at klageren først ved modtagelsen af kontoudtoget pr. 31. december 1990 har fået meddelelse om den foretagne renteændring, og efter det anførte finder vi, at indklagede herefter først kan forlange den højere rente med virkning fra den 1. februar 1991.
I forbindelse med klageres A's overtagelse af klager B's engagement har indklagede været berettiget til at forlange, at det til klager A ydede lån skulle forrentes som et forbrugslån, hvilket også må anses for accepteret af klagerne.
2 medlemmerne - Søren Geckler og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Erhvervslånet til klager B blev ydet som et fast lån, og låneprovenuet må antages at være anvendt til erhvervsformål i overensstemmelse med parternes aftale. Det forhold, at klager B under afviklingen af lånet ophørte med at drive erhvervsvirksomhed, findes på denne baggrund ikke i sig selv at berettige indklagede til at kræve en højere rente end den, der gælder for sådanne erhvervslån. Vi stemmer derfor for at give klager B medhold. Iøvrigt stemmer vi som flertallet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf