Afgørelse

Rådgivning om kurssikring. Uanmodet låneudbetaling.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i januar 1994 et låneomlægningstilbud til klagerne. Primo juni 1994 fremsendte klagerne det tinglyste pantebrev til instituttet til videre foranstaltning. Af et telefonnotat, som klagerne har udfærdiget den 10. juni 1994, fremgår det, at instituttet samme dag telefonisk havde kontaktet klagerne og efterlyst en tingbogsattest, samt at det med instituttet blev aftalt, at indfrielse af gamle lån skulle afvente svar og besked fra klagerne. Den 15. juni 1994 fremsendte klagerne den ønskede tingbogsattest og meddelte instituttet, at de agtede at give naboen fuldmagt til at træffe afgørelse om forrentning m.m., ligesom naboen ville aflevere det underskrevne udbetalingsbrev. Klagerne gav den 16. juni 1994 deres nabo skriftlig fuldmagt til at igangsætte låneomlægningen, herunder vælge obligationsenteprocent. Samme dag fremsendte instituttet indfrielsesafregninger til klagerne og dagen efter låneafregning for det nye lån samt check for et overskydende provenu. Klagerne protesterede den 5. juli 1994 over, at instituttet på trods af telefonisk aftale om det modsatte automatisk havde udbetalt lånet uden at afvente ordre herom. Instituttet afviste at have udbetalt lånet uden klagernes accept.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet uberettiget havde gennemført låneudbetalingen på basis af 6 pct. obligationer uden deres godkendelse og derfor var erstatningsansvarlig. Instituttet påstod frifindelse.

Klagerne fremlagde over for Nævnet et originalt udbetalingsbrev.
Klagernes nabo, som havde fuldmagt til at igangsætte låneomlægningen, forklarede til Nævnet, at han havde haft den originale udbetalingsanmodning i hænde, indtil klagerne efter lånets udbetaling kom hjem fra ferie. Naboen redegjorde for, at lånet ville være blevet udbetalt på grundlag af 9 pct. obligationer, såfremt instituttet havde afventet hans udbetalingsinstruks.

Efter behandling af sagen på nævnsmøde i december 1995 meddelte Nævnssekretariatet parterne, at Nævnet fandt, at instituttet ved at foretage udbetaling som sket, havde tilsidesat klagernes berettigede interesser, og at klagerne skulle stilles, som om den uanmodede udbetaling ikke var foretaget. Det skulle lægges til grund, at låneudbetalingen ville være igangsat den 26. juni 1994 - med vilkårsdato den 27. juni 1994 - ved salg af 9 pct. obligationer. Da præmisserne umiddelbart kunne føre til forskellige konklusioner lagde Nævnet det op til parterne selv at vælge den for dem mest hensigtsmæssige løsning. Efterfølgende forhandlinger mellem parterne førte ikke til et resultat, hvorefter klagesagen i december 1997 på ny blev optaget til behandling i Nævnet. Et flertal i Nævnet henviste til præmisserne på nævnsmødet den 13. december 1995 og konstaterede, at ingen af de af Sekretariatet skitserede løsningmuligheder, der ville have gjort det muligt i det væsentlige at stille klagerne, som om den uanmodede udbetaling ikke var sket, længere kunne tages i anvendelse. Flertallet fandt, at sagen nu måtte afgøres ved, at der med udgangspunkt i forholdene i 1995 blev ydet klagerne en økonomisk kompensation, hvilket allerede i 1995 for Nævnet fremstod som alternativ til at foreslå sagen forligt gennem Sekretariatet. Klagerne, der ikke havde ønsket at medvirke til en løsning på grundlag af de med Sekretariatets mellemkomst udarbejdede forligsforslag, som i øvrigt efter flertallets opfattelse på rimelig måde tilgodeså klagernes interesser, havde ifølge flertallet ikke krav på, at der blev taget hensyn til de eventuelle økonomiske fordele ved konvertering, som klagerne som følge af kursudviklingen ville have kunnet opnå, hvis udbetalingen var sket ved salg af 9 pct. obligationer, eller hvis sagen var blevet løst forligsmæssigt på grundlag af en af de af Sekretariatet skitserede løsningsmodeller. Flertallet stemte derfor for skønsmæssigt at fastsætte den økonomiske kompensation til 25.000 kr. Mindretallet fandt, at såvel instituttet som klagerne måtte bære ansvaret for, at der var gået næsten 2 år fra Sekretariatets skrivelse til parterne i december 1995 og til sagens endelige afgørelse ved Nævnet, og at klagerne var berettiget til en kompensation, der tog højde for den konverteringsfordel, som klagerne ville have haft, hvis udbetalingen var sket ved salg af 9 pct. obligationer. Da der var usikkerhed om konverteringstidspunktet, stemte mindretallet for at fastsætte en skønsmæssig erstatning til klagerne på 100.000 kr. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at betale klagerne 25.000 kr.