Spørgsmål om, hvorvidt kurssikring blev indgået i henhold til aftale.
| Sagsnummer: | 472/1999 |
| Dato: | 04-07-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om, hvorvidt kurssikring blev indgået i henhold til aftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en kurssikring vedrørende et ejerskiftelån blev indgået i henhold til aftale.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 16. juni 1999 købte klagerne en ejerlejlighed med overtagelse 1. oktober 1999. Købesummen skulle bl.a. finansieres ved optagelse af et kontantlån på 1.195.000 kr. fra Realkredit Danmark. Ejerskiftelånet skulle optages i sælgers navn. Ifølge aftalen hedder det:
"Hvis køber efterfølgende ændrer den valgte finansiering til at være et obligationslån, skal køber omgående foretage kurssikring eller stille bankgaranti for lånets provenu."
Af skrivelse af 24. juni 1999 fra klagernes advokat til den ved handlen medvirkende ejendomsmægler fremgår, at klagerne ønskede ejerskiftelånet optaget som et 30-årigt obligationslån på 1.238.000 kr. 6% fra Nykredit. Det fremgår yderligere, at klagerne ønskede ejerskiftelånet "kurssikret hurtigst muligt, dog efter nærmere aftale med køber/købers bank".
Ved skrivelse af 4. juli 1999 til sælgers pengeinstitut, indklagede, anmodede ejendomsmægleren indklagede om at hjemtage ejerskiftelånet. Med skrivelsen fulgte handlens dokumenter, herunder lånetilbud fra Nykredit. Af skrivelse fremgår:
"Vi beder Dem tage kontakt til sælger og i samråd med denne aftale, hvorledes omprioriteringen skal foregå. Sælger er dog bortrejst i 14 dage fra den 2. juli.
......
Vi gør opmærksom på, at køber kan fordre kurssikring for egen regning jf. købsaftalens side 2c-2, idet sælger som udgangspunkt bestemmer udbetalingstidspunkt. Købers advokat har telefonisk ytret ønske om kurssikring - venligst kontakt hende for at aftale udbetalingstidspunkt m.m, da der jo sker serieskift af obligationerne pr. 31/8-99."
Af skrivelsen fremgik, at klagernes advokat modtog en kopi af denne.
Af skrivelse af s.d. fra ejendomsmægleren til klagernes advokat fremgår:
"Vi har meddelt sælgers bank, at køber ønsker at indgå kurssikring, jf. i øvrigt vort brev til Dem af den 16/6."
Indklagede modtog kopi af denne skrivelse.
Indklagede har anført, at man den 20. juli 1999 efter sælgers hjemkomst fra ferie kurssikrede ejerskiftelånet med afvikling den 30. august 1999 til kurs 93,95. Afviklingsdagen blev valgt under hensyn til, at den pågældende obligationsserie lukkede pr. 1. september 1999.
Ved skrivelse af 9. august 1999 rettede klagernes advokat henvendelse til indklagede og anførte, at hverken denne, klagerne, klagerens pengeinstitut eller ejendomsmægleren havde anmodet om kurssikring eller godkendt kursen på 93,95. Kurssikringen havde medført, at provenuet var ca. 20.000 kr. mindre end forudsat ved handlen, hvorfor klagerne havde lidt et tab. Den manglende henvendelse havde endvidere medført, at klagerne ikke havde fået lejlighed til at regulere lånets hovedstol.
Ved skrivelse af 14. september 1999 til advokaten anførte indklagede, at man havde haft føje til at gå ud fra, at klagerne ønskede lånet kurssikret. Indklagede beklagede dog, at tidspunktet for lånets udbetaling ikke var aftalt med advokaten. Den kurs, som lånet blev kurssikret til den 20. juli 1999, havde imidlertid vist sig at være den højest opnåelige i perioden frem til 14. september 1999, idet kursen i perioden op til den 20. juli var stigende og herefter faldende. Indklagede afviste derfor at have pådraget sig erstatningsansvar.
I en yderligere skrivelse af 6. oktober 1999 meddelte indklagede, at man efter omstændighederne ville tilbyde at godtgøre klagerne tinglysningsafgiften forbundet med tinglysning af et pantebrev i forbindelse med et tillægslån.
Parternes påstande.
Klagerne har den 12. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 31.899 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de ikke umiddelbart ønskede at foretage kurssikring, men ville afvente kursudviklingen. Det blev meddelt indklagede, at kurssikring skulle aftales med deres advokat, men indklagede kontaktede hverken dem eller deres advokat, men foretog uden nærmere aftale kurssikring den 20. juli 1999.
Først på et senere tidspunkt, hvor kurssikring og optagelse af et alternativt lån blev drøftet med Nykredit, blev de opmærksomme på kurssikringen.
I henhold til købsaftalen skulle sælger have et provenu på 1.195.000 kr. fra ejerskiftelånet. Provenuet ved kurssikringsaftalen udgjorde 1.163.101 kr. Differencen udgør påstanden på 31.899 kr. Herudover har de lidt tab ved, at indklagede ikke tilbyder at foretage en merfinansiering af differencebeløbet.
Deres tab er opgjort på baggrund af, at de i henhold til rådgivning fra deres eget pengeinstitut ikke ønskede at kurssikre. Indklagede foretog imidlertid uden aftale med dem kurssikring, og de fik derfor ikke mulighed for selv at træffe beslutning om, hvordan finansieringen skulle ske, eller de alternativt skulle vente med at kurssikre.
Indklagede har anført, at man fra ejendomsmægleren modtog oplysning om, at klagerne ønskede at kurssikre lånet. Klagernes advokat modtog samme meddelelse og reagerede ikke herpå, hvorfor man med føje måtte gå ud fra, at klagerne ønskede kurssikringen.
Lånet skulle optages i sælgers navn, og sælger var derfor forpligtet til at foranledige lånet kurssikret på klagernes opfordring.
Klagerne har ikke lidt kurstab som følge af kurssikringen. Klagernes tabsopgørelse bestrides.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ejendomsmægleren anførte i sin skrivelse af 4. juli 1999 til indklagede, at klagernes advokat havde ytret ønske om kurssikring, men anmodede indklagede om at kontakte advokaten for at aftale udbetalingstidspunkt m.m. Klagernes advokat modtog kopi af denne skrivelse. I ejendomsmæglerens skrivelse af samme dato til klagernes advokat, af hvilken skrivelse indklagede modtog kopi, er anført, at ejendomsmægleren havde meddelt indklagede, at klagerne ønskede at indgå kurssikring.
Ankenævnet finder, at indklagede i overensstemmelse med ejendomsmæglerens skrivelse til indklagede burde have kontaktet klagernes advokat forud for indgåelsen af kurssikringsaftalen. Det er imidlertid ikke godtgjort, at klagerne har lidt et tab som følge af, at dette ikke skete, hvorved bemærkes, at klagernes tabsopgørelse, som blot sammenholder provenuet af det i købsaftalen forudsatte kontantlån med det opnåede provenu af det hjemtagne obligationslån, ikke kan lægges til grund. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.