Afgørelse

Indfrielsesaftale.

Klageren havde en ejendom, hvori der indestod et obligationslån til det indklagede realkreditinstitut. Igennem oktober 2008 var der flere gange telefonisk kontakt mellem klageren og instituttet kunderådgivere om vilkårene for en låneindfrielse og efterfølgende låneomlægning med tillægslån. Den 19. oktober 2008 anmodede klageren, der var på vej på ferie, instituttet om at opsige og straksindfri lånet til en maksimal kurs på 84. Den 29. oktober forespurgte instituttet klageren, hvor pengene til indfrielsen skulle trækkes fra, da beløbet skulle være indbetalt, hvis indfrielsen skete til dagskursen, som aktuelt lå på 82,75. Da indfrielsen ikke blev gennemført som forudsat af klageren, klagede han forgæves til instituttets kundeambassadør og klageansvarlige enhed.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle gennemføre låneindfrielsen, som om denne var igangsat i direkte forlængelse af klagerens instruks af 19. oktober 2008. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at der forud for henvendelsen den 19. oktober 2008 var indgået en mundtlig aftale parterne imellem. Efter klagerens henvendelse den 19. oktober 2008 burde det have stået instituttet klart, at klageren forventede en straksindfrielse til maksimalt kurs 84 indenfor en rimelig tid. Nævnet fandt det kritisabelt, at instituttet først reagerede den 29. oktober 2008 på klagerens henvendelse. Risikoen for, at klageren angiveligt først den 3. november 2008 blev opmærksom på instituttets mail af 29. oktober 2008, påhvilede efter Nævnets opfattelse klageren. Selv om klageren var blevet opmærksom på mailen på et tidligere tidspunkt, kunne en indfrielse først ske, når en mellemfinansiering var tilendebragt, hvortil der måtte indrømmes klageren en rimelig tid, hvilket indebar at klageren ikke med rimelighed kunne pålægges risikoen for, at der ikke skete indfrielse den 29. eller 30. oktober 2008. Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at instituttets behandling af sagen havde ført til, at indfrielsen alene kunne ske til højere kurser end de, der var gældende umiddelbart efter den 19. oktober 2008. Instituttet blev derfor tilpligtet at yde klageren en erstatning, som Nævnet skønsmæssigt fastsatte til 60.000 kr.