Krav om erstatning for tab på lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med kampagner i henholdsvis 2006 og 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
| Sagsnummer: | 70/2011 |
| Dato: | 01-07-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Kjeld Gosvig Jensen, Poul Erik Jensen, Morten Bruun Pedersen, Andreas Moll Årsnes |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med kampagner i henholdsvis 2006 og 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med kampagner i henholdsvis 2006 og 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
Sagens omstændigheder
Klagerne A og B, der efter det oplyste er fætre, var kunder i Roskilde Bank.
I forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i 2006 købte klagerne den 29. august 2006 hver 411 styk aktier i Roskilde Bank for 500.598 kr. Aktiekøbene blev finansierede med lån i banken.
I forbindelse med en aktieemission i foråret 2007 købte A den 19. marts 2007 yderligere 98 styk Roskilde Bank aktier for i alt 34.535 kr. og B yderligere 83 styk aktier for i alt 25.160 kr. Aktiekøbene blev finansierede med forhøjelser af klagernes eksisterende lån.
Ifølge investeringsprofiler, der efter det oplyste blev udarbejdet henholdsvis den 18. og 21. februar 2008, var A’s nettoformue 2-5 mio. kr. A havde kendskab til og eventuel erfaring med investering i aktier og tegningsretter. Hans risikovillighed var høj risiko svarende til tallet 10 på en skala fra 1-10, hvor 8-10 var høj risiko. B’s nettoformue var 1-2 mio. kr. B havde kendskab til og eventuel erfaring med investering i blandt andet aktier og tegningsretter. Hans risikovillighed var høj risiko svarende til tallet 9 på en skala fra 1-10, hvor 8-10 var høj risiko.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I en e-mail af 27. oktober 2010 til A’s far anførte A’s og B’s rådgiver i banken blandt andet følgende om A’s og B’s aktiekøb:
”Men jeg lægger ikke skjul på, at banken gjorde meget ud af at få solgt deres aktier, og gerne ved lånefinansiering til de gode kunder – herunder både [A] og [B]”
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 3. januar 2011 indgav klagerne en klage til Ankenævnet over Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) vedrørende deres lånefinansierede investeringer i Roskilde Bank aktier. Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens undersøgelse.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Ved breve af 24. februar 2014 til klagerne tilbød Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) erstatning for aktiekøbene i henhold til forliget. Erstatningsbeløbene udgjorde i alt 317.945 kr. til A og i alt 312.347 kr. til B. Klagerne accepterede ikke tilbuddene før acceptfristen udløb den 20. maj 2014.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale fuld erstatning for deres lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i 2006 og 2007.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken bør betale fuld erstatning for deres Roskilde Bank aktiekøb, herunder erstatning for renter på lånefinansieringen.
Baggrunden for investeringerne var, at deres bankrådgiver tilbød dem begge at låne til aktiekøb. Tilbuddet lød på 1 mio. kr. til hver, hvilket de heldigvis sagde nej til. Det var ifølge rådgiveren en god forretning. Der skulle ikke betales omkostninger og afdrag på lånene, men kun renter. Løbetiden var ti år. Der skulle ikke stilles sikkerhed udover sikkerhed i aktierne. Det var bankrådgiverens ”varme tale”, der solgte varen, hvilket understøttes af rådgiverens e-mail af 27. oktober 2010.
Da aktierne lå til sikkerhed for lånene, kunne de ikke sælges, da kursen faldt.
Det er urimeligt, at bankens ansvar ifølge forliget nedsættes fra 100 % til 60 %.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at den omstændighed, at klagerne er blevet tilbudt forligsmæssig erstatning ikke i sig selv indebærer, at de har krav herpå.
Klagerne har ikke dokumenteret eller redegjort for, hvilke forhold i forbindelse med aktiekøbene de påberåber sig til støtte for et erstatningsansvar. Klagerne har således ikke godtgjort, at banken har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med aktiekøbene eller at banken i øvrigt skulle have udvist ansvarspådragende adfærd.
Den omstændighed, at klagerne har købt aktier for lånte midler, er ikke i sig selv ansvarspådragende for banken.
Investeringsprofilerne viser, at klagerne var villige til at acceptere risici forbundet med investering i aktier, på trods af, at de har oplevet et væsentligt kursfald på Roskilde Bank aktierne.
Hvis de ikke ønskede at acceptere risikoen, har de haft rig lejlighed til at sælge aktierne.
A ejede i 2002-2005 aktier i Brøndby IF Boldklub med fortjeneste på 100 %. B ejede i 2001-2004 aktier i Roskilde Bank med fortjeneste på omkring 150 %.
Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne foretog lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med bankens aktiesalgskampagner i 2006 og 2007.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klagerne har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klagerne.
Den omstændighed, at Finansiel Stabilitet ikke rettidigt har modtaget klagernes accept af tilbuddene om erstatning i medfør af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, kan ikke føre til et andet resultat.
Ankenævnet bemærker, at det er kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klagerne at optage lån til køb af aktier i banken.
To medlemmer – Poul Erik Jensen og Morten Bruun Pedersen – udtaler:
Vi lægger ved vurderingen af Finansiel Stabilitets erstatningsansvar endvidere vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtrådte reglerne om god skik, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 46.
Alle medlemmer udtaler:
Vi finder, at erstatningen skal fastsættes skønsmæssigt, således at klagerne stilles, som om de er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet. Ifølge forligstilbuddene udgør erstatningsbeløbene i alt 317.945 kr. til A og i alt 312.347 kr. til B.
Ankenævnets afgørelseFinansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale i alt 317.945 kr. til A og i alt 312.347 kr. til B.
Klagerne får klagegebyret tilbage.