Manglende underretning.
| Sagsnummer: | 493/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Manglende underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 30. januar 1986 ydede indklagedes Gladsaxe afdeling klagerens datter et lån på 45.000 kr. Lånet skulle afvikles med 1.500 kr. hvert kvartal, første gang den 20. april 1986, samt med 2.000 kr. hvert halvår, første gang den 1. april 1986. Til sikkerhed for lånet kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist og underskrev som sådan gældsbrevet, i hvis almindelige vilkår pkt. 4 var anført:
"Banken er berettiget til uden tilladelse fra kautionisterne at give debitor henstand af enhver art, såvel hvad renter og provision som kapital angår. Kautionisterne har adgang til at gøre sig bekendt med debitors konto i banken."
I 1987, 1988 og 1989 gav klageren tilladelse til, at tre ydelser frafaldtes.
Lånet blev i april 1988 forhøjet med 14.000 kr. til 52.553,33 kr., for hvilket klageren kautionerede.
Klageren underskrev den 30. marts 1990 erklæring, hvorefter der meddeltes tilladelse til, at lånets ydelser blev indstillet indtil 1. oktober 1990, hvorefter ny aftale om afvikling skulle aftales. Lånets restgæld var pr. 28. marts 1990 51.434,94 kr.
Ved en fejl fra indklagedes side blev afviklingsaftalen ikke genoptaget i oktober 1990. Først i januar 1993 blev indklagede opmærksom herpå. Indklagede har beregnet, at såfremt lånets afvikling var blevet genoptaget planmæssigt pr. 1. oktober 1990 med uændret afviklingsprofil, ville restgælden pr. 20. januar 1993 have været 52.980,60 kr.
I januar måned 1993 meddelte klagerens datter, at hun var ude af stand til at afvikle lånet. Med henvisning hertil anmodede indklagede ved skrivelse af 23. februar 1993 klageren om at indfri lånet. Efter at klageren havde protesteret herimod, tilbød indklagede at frigøre klageren fra kautionsforpligtelsen mod, at der for klageren oprettedes et lån på 45.000 kr., som kunne afvikles over fem eller ti år. Klageren tog ikke stilling til indklagedes forslag.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort fra kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har undladt at underrette hende i ca. 2 1/2 år om den manglende afvikling af kautionslånet, hvorved hendes regresmulighed er blevet forringet, idet datteren i 1990 fortsat var gift og havde bedre mulighed for at betale på lånet.
Indklagede har anført, at man i henhold til lånedokumentet fra januar 1986 er berettiget til uden tilladelse fra kautionisterne at give henstand på kautionslånet. Hertil kommer, at klageren gav tilladelse til ydelseshenstanden frem til 1. oktober 1990. Det erkendes, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 om underretning til kautionisten inden seks måneder, men klageren har ikke dokumenteret, at hendes regresmulighed er forringet som følge af datterens skilsmisse. Datteren hæftede således alene for lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at klageren er stillet ringere, end hvis en ny afviklingsaftale var indgået med debitor den 1. oktober 1990, såfremt kautionsforpligtelsen begrænses til 45.000 kr., svarende til indklagedes tilbud om at kvittere kautionsforpligtelsen mod, at klageren opretter et lån på dette beløb. Ankenævnet finder herefter, at indklagede i anledning af den konstaterede manglende iagttagelse af bank- og sparekasselovens § 41 i overensstemmelse med sit tilbud herom bør nedsætte kautionsforpligtelsen til 45.000 kr., der forrentes som kautionslånet fra og med i dag.
Som følge heraf
Indklagede bør nedsætte klagerens kautionsforpligtelse til 45.000 kr. forrentet som kautionslånet fra denne kendelses dato. Klagegebyret tilbagebetales klageren.