Ejendomsanpartsselskab, pantebrevsdepot.
| Sagsnummer: | 190/1989 |
| Dato: | 18-10-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Ejendomsanpartsselskab, pantebrevsdepot. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 18. januar 1985 købte klageren, der er et finansieringsanpartsselskab, af indklagede 1 bl.a. det under denne sag omhandlede pantebrev. Pantebrevet blev deponeret hos indklagede 1 til sikkerhed for klagerens udlånsengagement. Udlånsengagementet blev pr. 31. januar 1986 overtaget af indklagede 2, som tillige modtog de af klageren til sikkerhed for udlånesengagementet stillede sikkerheder herunder det omhandlede pantebrev.
Den ejerlejlighed, hvori pantebrevet var tinglyst, blev den 26. januar 1989 på tvangsauktion overtaget af den kreditforening, der var indehaver af de forud prioriterede hæftelser, for et bud, der alene gav kreditforeningen delvis dækning. Klageren havde ikke modtaget indkaldelse til tvangsauktionen.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede 1 og/eller indklagede 2 tilpligtes at erstatte selskabet det tab, som det har lidt ved, at det erhvervede pantebrev vil blive slettet som udækket på auktionen.
Indklagede 1 har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede 2 har nedlagt påstand om afvisning.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at man hverken fra indklagede 1 eller fra indklagede 2 har modtaget meddelelse om indkaldelsen til tvangsauktion. Over for indklagede 2's påstand om afvisning efter vedtægternes § 2, stk. 2, har klageren anført, at selskabet alene har ejet 6 pantebreve, der er købt på een gang.
Indklagede 1 har til støtte for den nedlagte påstand anført, at depoterne efter at være blevet overført til indklagede 2 den 31. januar 1986 udgik og blev slettet i indklagedes systemer, ligesom sagsmapperne blev arkiveret. Da man i slutningen af 1988 modtog en indkaldelse til tvangsauktion vedrørende det i sagen omhandlede pantebrev, var man således ude af stand til at placere denne på et af de hos indklagede førte depoter, hvorfor afdelingen ikke foretog sig uderligere i sagen. Indklagede 1 gør i denne forbindelse gældende, at forpligtelsen i forbindelse med håndteringen af de i depoterne beroende effekter ophørte samtidig med kundeforholdet, det vil sige den 31. januar 1986. Det må påhvile kunden i forbindelse med overflytning af depoter til andre pengeinstitutter at sikre sin ret i de henseender, hvor særlige foranstaltninger hertil kræves. Såfremt det på trods af det anførte lægges til grund, at indklagede 1 har handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre, at indkaldelsen blev videresendt til klageren, gøres det gældende, at klageren ikke har lidt noget tab herved. Det tab, som klageren har konstateret, har sammenhæng med den yderlige placering, som klagerens pantebrev havde i ejendommen.
Indklagede 2 har til støtte for den nedlagte afvisningpåstand gjort gældende, at klageren er et finanseringsselskab, der erhvervsmæssigt foretager investering i pantebreve, hvorfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, falder uden for Ankenævnets kompetence. Subsidiært gøres det gældende, at sagen må afvises efter vedtægternes § 7, stk. 1, som uegnet til behandling ved Ankenævnet, idet en stillingtagen til, om det forhold, at indklagede 2 ikke har forsynet pantebrevet med en påtegning om meddelelser i henhold til retsplejelovens § 563, jf. § 564, udløser et ansvar for indklagede, må vurderes i sammenhæng dels med det af indklagede 1 udviste forhold, dels med inkassosagsbehandlingen hos klagerens advokat, som havde modtaget december 1988 terminsydelsen til inkasso. En stillingtagen til ansvaret forudsætter således dels en bedømmelse af et eventuelt advokatansvar, som Ankenævnet ikke kan foretage, og dels en bevisførelse, som ikke bør finde sted ved Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren er et finansieringsselskab, og klagen angår et selskabet tilhørende pantebrev. Klagen angår således ikke et privat kundeforhold og findes - selv om tilsvarende problemstillinger ville kunne forekomme i et privat kundeforhold - heller ikke at kunne sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.