Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Lån til investering i selskab med henblik på valutahandel m.v. Erstatningsansvar.

Sagsnummer: 27a/1993
Dato: 18-06-1993
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne: Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Ledetekst: Lån til investering i selskab med henblik på valutahandel m.v. Erstatningsansvar.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved udlånskontrakt underskrevet af klageren den 2. november 1989 ydede indklagede klageren et lån på 150.500 kr. Af kontrakten fremgik, at lånet skulle tages op til behandling den 1. april 1990, ligesom lånets rente for tiden var oplyst til 14,5% p.a.

Klageren har oplyst, at han og omkring 10 andre personer af daværende bestyrer i indklagedes Overlund afdeling blev anbefalet at investere det lånte beløb i et selskab med hjemsted i Hong Kong. Selskabet skulle investere midlerne i valutahandel og rentearbitrage. Det pågældende selskabs leder var blevet anbefalet af afdelingsbestyreren.

Af sagen fremgår, at lånet til klageren blev afregnet den 11. januar 1990 og den 12. januar 1990 blev overført til selskabets konto hos indklagede, hvorfra beløbet blev overført til selskabets konto i en bank i Hong Kong.

Ved skrivelse af 31. august 1992 anmodede indklagede klageren om at træffe aftale om lånets afvikling.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at lånets afvikling stilles i bero, indtil forholdene er afklaret.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Klageren har anført, at den daværende bestyrer af indklagedes Overlund afdeling gav vildledende og fejlagtige oplysninger formentlig i samarbejde med ledelsen i det omhandlede selskab. Det var oprindeligt aftalt, at lånet skulle være afdragsfri i 5 år. Klageren optog lånet udelukkende som følge af, at indklagede anbefalede den person, som var leder af selskabet.

Indklagede har anført, at klagerens investering i det omhandlede selskab er erhvervsmæssig, hvorfor klagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jf. stk. 3. Såfremt indklagedes påstand ikke tages til følge, har indklagede forbeholdt sig at fremkomme med påstande og anbringender vedrørende sagens realitet.

Ankenævnets bemærkninger:

Uanset at låneprovenuet blev anvendt til investering i et selskab med henblik på valutahandel m.v., findes klageren, der efter det oplyste er lønmodtager, ikke at kunne anses for erhvervsdrivende. Der er derfor ikke grundlag for at afvise klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Behandlingen af klagen udsættes på indklagedes afgivelse af svar vedrørende sagens realitet.