Afgørelse

Krav om erstatning for tab på belåning af fast ejendom med valutalån, hvor hovedparten af provenuet blev placeret i BankInvest Højrentelande

Indledning

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på belåning af fast ejendom med valutalån, hvor hovedparten af provenuet blev placeret i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og K, der er ægtefæller, henvendte sig i slutningen af 2006 til Spar Nord Bank om finansiering af en igangværende ombygning af deres faste ejendom.

Ved e-mail af 27. oktober 2006 anførte banken blandt andet:

"…

Det jeg har forstået på dig er et ønske om lån i størrelsesordenen 6 mio. lånet kan være i DKK eller CHF. Ca. 3 mio. går til dækning af lån i ejendommen og ca. 3 mio. til køb af Bankinvest Højrentelande.

…"

Ved e-mail af 9. januar 2007 sendte banken et forslag om en investeringskredit i schweizerfranc (CHF) til en modværdi på 6 mio. kr., hvoraf ca. 2,5 mio. kr. skulle anvendes til indfrielse af et eksisterende realkreditlån i klagernes ejendom, mens 2,9 mio. kr. skulle placeres i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. De resterende 600.000 kr. var til finansiering af ombygningen og låneomkostninger. Til sikkerhed for engagementet skulle banken have pant i depotet med investeringsbeviserne og i et ejerpantebrev på 3,7 mio. kr. med pant i klagernes ejendom. En udlodning på investeringsbeviserne på 7 % kunne stort set dække renteudgiften (3,65 %) på CHF-finansieringen.

Vedhæftet e-mailen var en graf, der viste kursudviklingen på CHF i perioden 1990-2006, og et faktaark om BankInvest Højrentelande. CHF-kursen varierede i intervallet cirka 4,15-5,15. I slutningen af 2006 lå kursen i midten af intervallet. Ifølge faktaarket var investering i BankInvest Højrentelande forbundet med lav risiko. Endvidere fremgår blandt andet:

"…

God kreditsikkerhed

BankInvest Højrentelande investerer i obligationer udstedt af stater og større virksomheder, der har en kreditrating over CC/Ca. Fællesnævneren er, at obligationerne er udstedt i lande, hvor det generelle renteniveau er højt i forhold til de vestlige obligationsmarkeder.

…

Årligt udbytte

Det årlige udbytte i afdelingen er ifølge vedtægterne fastsat til mindst 7 kroner pr. bevis. Dermed er investor sikret en løbende udbetaling i stil med traditionelle obligationer. Målet er, at årets afkast kan dække minimumsudlodningen. I de år, hvor afkastet måtte være mindre end 7 kroner pr. bevis, vil det være nødvendigt at udlodde af afdelingens formue.

…"

På forespørgsel fra klagerne om størrelsen af sikkerhedsstillelsen og omkostningerne herved svarede banken ved e-mail af 16. januar 2007 blandt andet, at det ikke var "fordi vi forventer at I får et tab ved investeringen men denne type forretning, som vi tilbyder jer, betegnes som en kombineret spekulationsforretning, og derfor påkræver vores kreditpolitik denne sikkerhed."

Den 26. marts 2007 underskrev klagerne to aftaler med banken om henholdsvis en valutakassekredit på modværdien af 1.750.000 kr. og en investeringskredit med en ramme på 1.750.000 kr. Kreditterne skulle indestå uden nedskrivning indtil videre. For så vidt angår valutakassekreditten skulle genforhandling ske senest 1. april 2012. Efter det foreliggende blev begge kreditter, i alt 3,5 mio. kr. omlagt til CHF.

I tilknytning til kreditterne underskrev klagerne et tillæg om aftalegrundlag, investeringsramme, stop loss, misligholdelse samt "investering og risici". Ifølge afsnittet om stop loss accepterede banken en underdækning på 700.000 kr. Ved eventuel overskridelse havde banken ret men ikke pligt til blandt andet at realisere hele eller dele af sikkerhedsdepotet. Af afsnittet om investering og risici fremgår blandt andet:

"…

Markedsforhold og andre forhold kan medføre, at aktiverne ikke kan realiseres uden tab, der ligger ud over det forudsatte ved aftalens indgåelse. Det kan medføre, at lånet/kreditten ikke bliver fuldt indfriet ved realisation af aktierne og at du skal indbetale yderligere til Banken. Investering for lånte midler er derfor højere risiko end investering for egne midler.

Såfremt lånet/kreditten er optaget i udenlandsk valuta, kan ændringer i valutakurserne medføre tab, der ikke er relateret til udsving i kurserne på de enkelte værdipapirer.

…"

Klagerne underskrev endvidere en såkaldt nettingaftale samt dokumenter om sikkerhedsstillelse.

Ved brev af 19. oktober 2007 adresseret til M informerede banken om ikrafttrædelsen af bekendtgørelse om investorbeskyttelse eller de såkaldte MiFID-regler. Det fremgår, at M var kategoriseret som detailkunde inden for flere forskellige investeringskategorier.

Den 26. maj 2008 blev investeringsbeviserne af skattemæssige årsager på bankens anbefaling solgt og genkøbt til henholdsvis kurs 84,65 og 84,75, svarende til en kursværdi på cirka 2,4 mio. kr.

Engagementet udviklede sig negativ for klagerne, idet kursen på BankInvest Højrentelande faldt og kursen på CHF steg.

Engagementet blev drøftet på et møde den 15. oktober 2008.

Ved e-mail af 17. oktober 2008 sendte banken nogle plancher til belysning af to scenarier, herunder omlægning til et CHF-lån til modværdien af 6,5 mio. kr. Den aktuelle underdækning på engagementet var cirka 1,3 mio. kr. Hovedparten af det urealiserede tab var knyttet til BankInvest Højrentelande, hvorpå kursen var cirka 59,80. CHF-kursen var cirka 4,90.

Ved e-mail af 20. oktober 2008 meddelte banken, at man med "udgangspunkt i at Bankinvest Højrentelande siden vores møde er faldet yderligere, samt den generelle usikkerhed om huspriserne " ønskede risikoen nedbragt. Konkret ønskede banken, at tabet på investeringsbeviserne blev realiseret. Til dækning af tabet ville banken medvirke til yderligere CHF-lån eller realkreditlån.

Ejerpantebrevet, der lå til sikkerhed for engagementet, blev forhøjet til først 1,8 mio. kr. og senere 2,5 mio. kr. Stop loss grænsen blev reguleret tilsvarende. Klagernes realkreditlån blev omlagt fra et 4 % obligationslån til et rentetilpasningslån (F1), hvorved der fremkom et provenu på ca. 350.000 kr.

Efter det oplyste købte klagerne i december 2008 for yderligere 50.000 kr. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 57,4.

Ved e-mail af 16. februar 2010 anmodede banken M om at udfylde og returnere et vedhæftet såkaldt MiFID-skema.

Ved e-mail af 24. marts 2010 rykkede banken for skemaet samt klagernes stillingtagen til et tidligere fremsat forslag fra banken om at omlægge CHF-kreditten til euro (EUR). Kursen på CHF oversteg på daværende tidspunkt kurs 5,20.

M udfyldte MiFID-skemaet og returnerede dette til banken. I skemaet tilføjede M i stedet for afkrydsning i de fortrykte rubrikker følgende svar på et spørgsmål om ønsker om opsparingsmuligheder: "Jeg foretrækker at lade min bankrådgiver hjælpe mig til den løsning der passer til min økonomiske situation."

Den 27. maj 2010 meddelte banken, at MiFID-skemaet ikke kunne danne grundlag for en gyldig investeringsaftale, og at man forbeholdt sig at lukke engagementet, hvis stop loss grænsen blev overskredet.

Engagementet udviklede sig fortsat negativt for klagerne – nu navnlig på grund af udviklingen i CHF-kursen.

Pr. den 24. juni 2011 var der en underdækning på engagementet på 2.508.320 kr., der fremkom således:

Den bevilgede underdækning (stop loss grænsen) var 2.530.000 kr. og banken forbeholdt sig derfor at lukke engagementet, hvis underdækningen steg med 21.680 kr.

Efterfølgende, hvor klagerne var på ferie i udlandet, blev der via M’s forældre indbetalt 150.000 kr. på engagementet.

Ved e-mail af 12. juli 2011 til M meddelte banken blandt andet:

"…

Sagen er vendt med vores kreditafdeling og uanset om der sker yderligere indbetaling vil stop-loss på valutadelen blive aktiveret ved CHF 650

Dette betyder der ikke er mulighed for at ændre limit på valuta.

For at overholde nuværende stop-loss og give mulighed for at gå til CHF 650 skal der indbetales kr. 40.000, såfremt kursen på CHF stiger til 645.

Ellers skal forretningen lukkes der for så vidt angår valutadelen på niveau 645.

…"

Den 14. juli 2011 meddelte banken, at CHF-delen var lukket til kurs 6,45. Underdækningen på engagementet var 2.536.589 kr.

Den 20. juli 2011 blev investeringsbeviserne solgt til kurs 70,65.

Banken har oplyst, at klagerne herved realiserede et kurstab på 781.822 kr. Banken har videre oplyst, at klagerne i investeringsperioden har fået udbetalt udbytte på i alt 963.096 kr.

Klagernes gæld til banken efter lukningen af engagementet blev indfriet ved klagernes optagelse af et nyt realkreditlån på 1,8 mio. kr. med afdragsfrihed og årlig rentetilpasning samt et boliglån på 825.249 kr.

Parternes påstande

Den 16. februar 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale erstatning.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at Spar Nord Bank som følge af mangelfuld rådgivning skal erstatte deres tab på investeringsengagementet.

De henvendte sig til banken på baggrund af en omtale fra M’s forældre, der i Spar Nord Bank havde fået oplyst, at banken kunne tilbyde lån, der var mere fordelagtige end realkreditlån.

De er et ungt par med to mindreårige børn, SU-lån og almindelige indtægter. De meddelte banken, at de ønskede ro og styr på økonomien. De antog, at bankens finansieringsforslag var i overensstemmelse hermed. Banken sendte en graf, der viste kursstabilitet på CHF og et faktablad for investeringsbeviserne, der viste lav risiko. Banken fremlagde ensidigt CHF-lån som den bedste låneform. De fik ikke tilbudt andre finansieringsmuligheder.

Aftalerne blev indgået uden personlig kontakt med banken. Da de anså engagementet for et almindelige låneengagement, tog de ikke imod bankens tilbud om et orienterende møde. Bankens accept heraf bekræftede dem i, at der ikke var noget særligt, som de skulle være opmærksomme på. Banken burde have indkaldt dem til et møde med henblik på at sikre sig, at aftalerne stemte med deres ønsker og økonomiske formåen.

Det påhviler banken at dokumentere, at de fik fyldestgørende rådgivning. Bankens fremstilling af engagementet som lav risiko var i sig selv en grov tilsidesættelse af god skik reglerne.

Rentefordelen på CHF-lån var beskeden i forhold til renten på realkreditlån og afspejlede på ingen måde den betydelige risiko for tab, der var forbundet med engagementet.

De havde ingen erfaring med lignende finansielle ydelser, og banken undersøgte hverken deres økonomiske situation eller deres risikovillighed. Dette var i strid med god skik reglerne.

Risikoen på engagementet oversteg væsentligt deres økonomiske formåen. Den af banken anførte vurdering af ejendommen til 4 mio. kr. ved årsskiftet 2006/207 var tvivlsom, idet ejendommen på daværende tidspunkt var et halvfærdigt byggeprojekt.

På mødet den 15. oktober 2008 foreslog blandt andet bankens direktør at omlægge deres 4 % realkreditlån til yderligere lån i CHF, hvorved deres restgæld ville blive reduceret med 350.000 kr. - 400.000 kr. Det viste sig ifølge bankens privatkundechef, at de kunne opnå det samme provenu ved i stedet at omlægge til et F1 lån. Hvis de havde fulgt direktørens anbefaling, ville de have haft lån på 6,4 mio. kr. i CHF. Mødet handlede reelt om at begrænse bankens risiko og ikke deres. De havde ikke økonomisk mulighed for at realisere tabet, som på daværende tidspunkt var på ca. 1,1 mio. kr. på investeringsbeviserne og ca. 303.000 kr. på CHF-finansieringen.

Banken henvendte sig ikke til K om blandt andet MiFID, selvom der var tale om et fælles engagement.

Baggrunden for købet af yderligere investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande var forrentningen på 7 %.

Banken afslog dialog, da M ikke udfyldte MiFID-skemaet på den af banken ønskede måde, og afslog at rådgive med hensyn til investeringsbeviserne. Udredningen af risikoprofilen burde have fundet sted forud for etableringen af engagement.

Forløbet af lukningen i 2011 var kritisabel. Under deres ferie i udlandet blev de kontaktet af banken, der truede med at lukke engagementet, medmindre de straks betalte 150.000 kr. Dagen efter deres hjemkomst truede banken med at lukke engagementet, medmindre de straks betalte 40.000 kr. Da banken uanset eventuel yderligere sikkerhed ville tvangslukke ved kurs 650, ville en indbetaling svare til en lottokupon på 40.000 kr. med en gevinst på maksimalt 38.000 kr., idet de alene opnåede, at udgangskursen på CHF blev hævet fra 645 til 650. Efter råd fra et andet pengeinstitut undlod de derfor at betale. Banken kunne ikke ensidigt bestemme, at engagementet skulle lukkes ved en CHF-kurs på 650 uanset yderligere indbetaling.

Ved opgørelsen af resultatet vedrørende BankInvest Højrentelande skal der blandt andet tages højde for renter på finansieringen og andre omkostninger.

Når skattefradraget for tabet er opbrugt, har de ikke mulighed for at afvikle gælden.

Spar Nord Bank har anført, at engagementet kom i stand på klagernes initiativ.

Forud for etableringen af engagementet udbad banken sig årsopgørelser, lønsedler, PBS- og budgetoversigter. Ejendommens værdi blev anslået til 4 mio. kr. før ombygningen. Ifølge en mæglervurdering ville værdien efter ombygningen være 6 mio. kr.

På daværende tidspunkt anså banken investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande for et papir med lav risiko i overensstemmelse med BankInvests egen klassificering. Klassificeringen blev senere ændret til høj risiko og siden igen omklassificeret efter den nye EU-risikoskala (UCITS4) til 4, svarende til mellemrisiko.

Klagerne har ikke lidt noget tab på investeringen i BankInvest Højrentelande, men har tværtimod opnået en gevinst i form af et bruttoafkast på 181.274 kr.

Klagernes tab er opstået som følge af de stigende CHF-kurser.

Det er en kendt og almindelig forudsætning, at valutakurser kan stige og falde. Klagerne kan ikke have været uvidende om, at den lavere rente i CHF blev modsvaret af en kursrisiko, og at bankens forventning til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde.

Engagementet blev drøftet i efteråret 2008, på baggrund af den negative udvikling. Klagerne valgte at fastholde engagementet. Da den negative udvikling fortsatte valgte klagerne at stille yderligere sikkerhed med henblik på at forhøje stop loss grænsen.

Formålet med mødet den 15. oktober 2008 var at reducere risikoen, idet yderligere kursudsving kunne medføre, at engagementet blev lukket. Forslaget om yderligere CHF-finansiering var begrundet i et ønske herom fra klagernes side.

Kontakten til klagerne er gennem hele forløbet foregået via M. Hvis M havde besvaret MiFID-spørgsmålene på en fyldestgørende måde, ville man på den baggrund have udarbejdet en aftale om investeringsrådgivning for begge klagerne.

Banken har overholdt gældende god skik bekendtgørelser.

Ankenævnets bemærkninger

Ved årsskiftet 2006/2007 henvendte klagerne sig til Spar Nord Bank med henblik på finansiering af 500.000 kr. til brug for en igangværende ombygning af deres faste ejendom. Ankenævnet lægger til grund, at finansieringen på klagernes initiativ blev tilvejebragt ved lån i schweizerfranc (CHF) svarende til 3,5 mio. kr. og at 2,9 mio. kr. heraf blev placeret i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, der med et udbytte på 7 % forventedes at bidrage væsentligt til dækning af den relativt lave rente på den samlede CHF-finansiering.

Selvom der som anført af klagerne ved opgørelsen af resultatet vedrørende investeringen i BankInvest Højrentelande skal tages højde for blandt andet renteudgifter og omkostninger, finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klagerne ikke isoleret set er blevet påført et tab ved investeringen i BankInvest Højrentelande. Klagernes tab må som anført af banken relateres til udviklingen i CHF-kursen.

Ankenævnet finder, at det måtte stå klagerne klart, at der ved optagelse af lån i en anden valuta end danske kroner er risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i danske kroner stiger.

Klagerne havde i forvejen et realkreditlån i deres faste ejendom, og var således bekendt med denne mulighed. Det må lægges til grund, at baggrunden for henvendelse til Spar Nord Bank var et ønske om en alternativ finansiering.

Ankenævnet finder allerede derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Spar Nord Bank erstatningsansvar i anledning af investeringsengagementet.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at Spar Nord Bank uberettiget har nægtet at ændre CHF-finansieringen til et lån i euro, eller at banken handlede ansvarspådragende i forbindelse med lukningen af investeringen i 2011.

Der kan derfor ikke gives klagerne medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.