Ophør ved fuldmagtsgiverens død.
| Sagsnummer: | 425 /1991 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Fuldmagt - fuldmagtsgivers død
|
| Ledetekst: | Ophør ved fuldmagtsgiverens død. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. juni 1989 døde klagerens ægtefælle, der var amerikansk statsborger og bosat i USA. Ægtefællens engagement med indklagedes Charlottenlund afdeling udgjorde 3 stk. Dan-certifikater, et depot indeholdende børsnoterede aktier og en kapitalkonto (valutakonto i USD), som klageren havde fuldmagt til. Klagerens eget engagement med afdelingen bestod af en boligsparekonto, en kapitalpension, en jubilæumsbankbog og en totalkonto. Ægteparrets mindreårige fællesbarn havde en børneopsparingskonto, en uddannelsesopsparing, en jubilæumsbankbog og en oskarkonto. På klagerens anmodning blev afdødes engagement den 2. april 1990 overført til datteren. Forinden var depotet realiseret. Provenuet blev indsat på datterens jubilæumskonto i afdelingen, men i december 1990 oprettedes en aftalekonto i datterens navn, hvortil beløbet, 322.228,47 kr., blev overført.
I april 1991 anmodede afdelingen klageren om at fremlægge nogle nærmere angivne dokumenter vedrørende ægtefællens død. Afdelingen fremkom med dette krav under henvisning til, at man ikke tidligere havde været vidende om ægtefællens død. Samtidig afviste afdelingen at effektuere klagerens anmodning om overførsel af et beløb fra datterens konto til klagerens konto under henvisning til, at kontoen var spærret, ligesom afdelingen spærrede samtlige øvrige konti tilhørende klageren og dennes datter.
Ved skrivelse af 17. april 1991 til afdelingen bestred klageren berettigelsen af indklagedes spærring af aftalekontoen oprettet i datterens navn og meddelte, at hun dels havde set sig nødsaget til at søge advokatbistand, dels at tilbagetrække samtlige sine engagementer hos indklagede. Klageren var på dette tidspunkt ikke bekendt med, at også de øvrige konti var spærret. Den 18. april 1991 modtog afdelingen en overførselsanmodning fra Unibank. Efter drøftelser med klagerens advokat udfærdigedes en friholdelseserklæring, hvorefter klageren skulle friholde indklagede for ethvert krav som følge af, at klageren får eller har fået det samlede indestående udbetalt til sig eller til datteren. Erklæringen blev fremsendt til klageren den 6. maj 1991 til underskrift. Samme dag meddelte afdelingen, at man ikke så sig i stand til at imødekomme et af klageren fremsat krav om at betale klagerens advokathonorar. Efter af afdelingen den 13. maj 1991 havde modtaget friholdelseserklæringen retur i underskrevet stand, overførte man den 21. maj 1991 engagementet til Unibank. Datterens aftalekonto blev dog først overført til Unibank den 6. juni 1991, ifølge indklagede på grund af særlige vilkår for denne konto. I forbindelse med overførslen blev kontoens indestående i USD omvekslet til DKR.
Under en efterfølgende brevveksling mellem klageren, indklagedes regionsdirektør og indklagedes direktion anførte klageren, at afdelingen havde forhalet effektueringen af hendes overførselsanmodning, hvorfor hun havde set sig nødsaget til at tage advokatbistand, og at indklagede i den mellemliggende periode, indtil overførslen var effektueret, uretmæssigt havde spærret hendes konti. Heroverfor anførte indklagede, at klageren havde undladt at oplyse indklagede om ægtefællens død 2. juni 1989, hvorfor indklagede, da dette forhold kom til indklagedes kendskab i 1991, havde været nødsaget til at spærre alle konti, da der efter ægtefællens død var sket en sammenblanding af kontiene. Indklagede afviste klagerens krav om dækning af omkostninger, da spærringen beroede på klagerens egne forhold.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende advokatomkostninger, 1.220 kr., samt 3.754,- kr. svarende til det tab, hun har lidt som følge af, at valutakontoen omveksledes på et ugunstigt tidspunkt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at klagerens ægtefælle i forbindelse med valutakontoens oprettelse betingede sig, at klageren fik fuldmagt til at foretage alle dispositioner på kontoen, da ægtefællen arbejdede i USA. Klageren havde således fuldmagt til kontoen, og ifølge aftalelovens § 21 ophører fuldmagten ikke ved fuldmagtsgivers død. Klageren opholdt sig i USA, da hendes ægtefælle døde, og klageren tænkte ikke umiddelbart på at underrette indklagede om dødsfaldet. Klageren bestrider, at indklagede først blev gjort bekendt med ægtefællens død i april 1991. Da klageren i april 1991 kontaktede sin bankrådgiver med henblik på at få overført et beløb fra datterens konto til sin egen konto, var kontiene ikke spærrede. Dette skete først efter, at klageren via indklagedes juridiske afdeling var blevet oplyst om, at hun, såfremt hun kunne fremskaffe de nærmere angivne dokumenter vedrørende ægtefællens død, ville kunne disponere over kontiene. Uanset at klageren fremlagde de ønskede dokumenter, forblev kontiene spærrede. Til trods for at klagerens fuldmagt ikke var ophævet i forbindelse med ægtefællens død, blev klageren og hendes advokat enige om at tilbyde indklagede en friholdelseserklæring, således at indklagede kunne føle sig overbevist om, at der ikke ville opstå problemer i forbindelse med overførslen til Unibank. Indklagede havde hverken skriftligt eller mundtligt meddelt hende, at samtlige konti var spærrede.
Indklagede har anført, at indklagedes medarbejdere spurgte til ægtefællens helbred, hver gang klageren var i afdelingen, og at man ved disse lejligheder drøftede ægtefællens helbredstilstand. Først i april 1991 erfarede afdelingen, at klagerens mand var død. Afdelingen spærrede herefter samtlige konti, eftersom ægtefællens konti var opgjort og overført til datteren. Det er korrekt, at afdelingen ikke skriftligt har meddelt klageren, at kontiene var spærret. Dette skete samme dag, som afdelingen blev klar over dødsfaldet og blev ophævet samme dag, som indklagede modtog friholdelseserklæringen retur i underskrevet stand. Spærringen af kontiene har været berettiget, da klageren har holdt skjult, at ægtefællen var død den 2. juni 1989. Det herved opståede mistillidsforhold har berettiget afdelingen til at holde kontiene spærrede, indtil afdelingen fik klarlagt de faktiske forhold. Klageren var vidende om, at indklagede skulle have meddelelse om ægtefællens død, idet klageren adskillige gange har spurgt afdelingens medarbejdere om, hvorledes afdelingen ville få besked, når hendes ægtefælle døde. Hertil meddelte afdelingen, at den oplysning ville klageren selv skulle give afdelingen. Indklagede må afvise at dække klagerens advokatomkostninger, eftersom indklagede ikke har givet klageren anledning til at søge advokatbistand. Indklagede er ikke erstatningsansvarlig for det tab, klageren påstår at have lidt ved omveksling af valutakontoen på et ugunstigt tidspunkt, idet en omveksling automatisk sker ved anmodning om overførsel til et andet pengeinstitut. Hertil kommer, at tabet ikke er dokumenteret, idet klagerens opgørelse er af yderst tilfældig karakter.
Ankenævnets bemærkninger:
Også efter indholdet af aftalelovens § 21 kunne der rejses berettiget tvivl om, hvorvidt klagerens bemyndigelse til at disponere over ægtefællens konti fortsat bestod efter ægtefællens død. Ankenævnet finder derfor, at indklagede, da man blev klar over, at ægtefællen var afgået ved døden, var berettiget til indtil videre at spærre den aftalekonto oprettet i datterens navn, hvortil den afdøde ægtefælles midler var overført. Da det efter det oplyste må lægges til grund, at der ikke på klagerens og dennes datters øvrige konti indestod midler, som kunne hidrøre fra den afdøde ægtefælles konti, var indklagede derimod ikke berettiget til også at spærre disse øvrige konti. Det må imidlertid antages, at det i første række var de særlige problemer, som var opstået i relation til den afdøde ægtefælles midler, som foranledigede klageren til at søge advokatbistand. Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes udgifter hertil.
Således som sagen foreligger oplyst, findes der heller ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren som følge af den valutaomveksling, som fandt sted i forbindelse med valutakontoens overførsel til et andet pengeinstitut, har lidt et tab, for hvilket indklagede kan gøres ansvarlig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.