Retskraft af fogedkendelse.
| Sagsnummer: | 404 /1989 |
| Dato: | 28-05-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
|
| Ledetekst: | Retskraft af fogedkendelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at det selskab, hvor klageren havde ansættelse, kom i likviditetskrise, ydede indklagedes Søndersø afdeling efter aftale med selskabets direktør ved lånedokument af 26. oktober 1987 klageren et lån stort 50.000 kr. Endvidere ydede indklagede 4 øvrige medarbejdere et tilsvarende lån.
Provenuet af disse lån skulle indskydes i selskabet og blev af indklagede udbetalt direkte til selskabets direktør, som havde et engagement hos indklagede i form af en checkkonto. Selskabet havde et andet pengeinstitut som primær forbindelse.
Lånet skulle ifølge aftalen afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr., første gang den 1. december 1987.
Til sikkerhed for lånene havde selskabet ifølge håndpantsætningserklæring af 22. oktober 1987 pantsat saldoen på en sikringskonto i alt 37.500 kr. Dette beløb modregnedes ved selskabets konkurs i indklagedes engagement med selskabet.
Efter at der var indbetalt 3 ydelser på klagerens lån, blev klageren ved skrivelse af 10. maj og 9. juni 1988 rykket for indbetalinger og restancer på lånet. Ved skrivelse af 16. august 1988 blev lånet opsagt til fuld indfrielse pr. 31. august 1988.
Efter yderligere rykkere den 12. september og 4. november 1988 blev sagen overgivet til retslig inkasso. Indklagedes advokat indgav begæring til fogedretten om udlæg på grundlag af gældsbrevet. Klageren protesterede herimod, og sagen blev forhandlet i fogedretten sammen med indklagedes udlægsbegæring mod en anden af de 5 låntagere. Klageren og den anden låntager var begge mødt sammen med deres fælles advokat. Under retsmødet, der blev afholdt den 30. marts 1989, blev der afgivet forklaring af bestyreren for indklagedes Søndersø afdeling, af den anden låntager og af klagerens ægtefælle, der havde deltaget i et medarbejdermøde i selskabet. Klagerens og den anden låntagers advokat anførte bl.a., at indklagede ikke burde have udbetalt lånet til selskabet alene på baggrund af drøftelser med dettes direktør. Fogedretten lagde i sin samme dag afsagte kendelse bl.a. til grund, at udbetalingen af låneprovenuet til selskabet skete efter aftale med låntagerne, uden at disse havde stillet betingelser herfor, og retten tog herefter udlægsbegæringen til følge. Hos klageren blev der foretaget udlæg for 60.596 kr. i halvparten af en ejendom, hun ejede sammen med ægtefællen.
Ved skrivelse af 25. april 1989 anmodede indklagede ved sin advokat klageren om at genoptage afdragsordningen, og efter yderligere henvendelser pr. den 12. maj og 14. juni 1989 blev der indkaldt til tvangsauktion over klagerens ejendom den 14. december 1989, hvilken tvangsauktion imidlertid tilbagekaldtes på auktionsdagen.
Klageren har ved klageskema af 23. oktober 1989 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede ikke er berettiget til at gøre kravet i henhold til gældsbrevet gældende overfor hende. Endvidere bør indklagede tilpligtes at betale klageren 976 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at der ifølge den aftale, som medarbejderne indgik med selskabets ledelse, skulle dannes et nyt selskab, hvor medarbejderne skulle have indflydelse i forhold til den indskudte kapital. Direktøren havde overfor medarbejderne oplyst, at denne løsning var kommet i stand efter aftale med indklagede, der var villige til at låne hver af medarbejderne 50.000 kr.
Uden foretagelse af en egentlig kreditvurdering fik samtlige medarbejdere tilbudt et blancolån på 50.000 kr., og klageren underskrev et lånedokument bl.a. i tillid til, at indklagede havde fundet, at den fremtidige drift for selskabet var forsvarlig. Det var endvidere en forudsætning for klageren, at beløbet ikke skulle stilles til disposition, før samtlige formalia var bragt i orden, herunder udkast til aktioneroverenskomst mellem de fremtidige ejere af selskabet. Indklagede overførte imidlertid hele låneprovenuet til selskabet uden at give meddelelse herom til klageren.
Det viste sig efterfølgende, at selskabet allerede på daværende tidspunkt var insolvent med ca. 700.000 kr., ligesom Aktieselskabsregisteret havde varslet opløsning af selskabet på grund af manglende indsendelse af regnskaber, og selskabet endte også med at blive erklæret konkurs i 1988.
Klageren finder, at indklagede, inden lånene blev ydet til medarbejderne, burde have kontrolleret såvel regnskaber som budgetter for selskabet for at påse, at selskabet fremtidig ville være levedygtigt. Endvidere finder klageren, at indklagede har begået en fejl ved at udbetale låneprovenuet til trediemand uden forudgående accept fra låntager og uden, at låntagers forudsætninger, der måtte være kendelige for indklagede, var opfyldt. Klageren har henvist til en afgørelse af 17. august 1988 fra Finanstilsynet, hvoraf fremgår, at der er tale om en adfærd, der er i strid med god pengeinstitutpraksis.
Indklagede har ikke handlet korrekt ved at modregne det deponerede beløb 37.500 kr. i indklagedes øvrige mellemværende med selskabet, nar beløbet oprindeligt var lagt til sikkerhed for lån ydet til medarbejderne.
Klageren anfører tillige, at hun ikke som anført af indklagede har afdraget lånet, idet disse ydelser er indbetalt direkte af selskabet.
For så vidt angår indklagedes udlæg i ejendommen, er dette hæftelse nr. 5 efter 860.206,63 kr. Ejendommen er pr. 1. januar 1989 vurderet til 590.000 kr., hvorfor indklagede ingen mulighed har for at få dækket sit krav ved tvangsauktionen, og der er alene tale om et pressionsmiddel for at få medejeren af ejendommen, klagerens ægtefælle, til at betale indklagedes tilgodehavende hos klageren. Da klagerens advokat på klagerens og medejerens vegne gav møde i fogedretten for at varetage disses interesse i forbindelse med auktionen, fik advokaten oplyst, at indklagede havde tilbagekaldt auktionen samme dag. Indklagede havde ikke ulejliget sig med at give advokaten meddelelse om, at auktionen var tilbagekaldt, hvorfor indklagede bør godtgøre sædvanligt mødesalær 800 kr. plus moms eller i alt 976 kr.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at selskabets direktør henvendte sig til indklagede og ønskede oplyst, om 5 af de ledende medarbejdere kunne opnå lån på hver 50.000 kr. til indskud i selskabet. på daværende tidspunkt bestod virksomhedens engagement med indklagede i en checkkonto, idet selskabet anvendte et andet pengeinstitut som primær forbindelse.
Indklagede foretog kreditvurdering af de 5 medarbejdere, bl.a. ved forespørgsel i checkmisbrugerregisteret og Ribers Kreditinformation og havde ingen betænkeligheder ved at yde disse medarbejdere et lån, ligesom indklagede ikke fandt anledning til at gennemgå selskabets regnskaber og budgetter, idet lånene blev ydet til de enkelte personer, der måtte være bekendt med virksomhedens økonomi.
Der har på intet tidspunkt hersket tvivlsom, at låneprovenuet skulle udbetales direkte til selskabet, og ingen af låntagerne har på noget tidspunkt overfor indklagede antydet, at der var knyttet forudsætninger til låneoptagelsen.
Klageren har først længe efter lånets etablering gjort indsigelse overfor låneforholdet, og klageren har betalt ydelser på lånet.
Det er af klageren påberåbt, at disse låneydelser er betalt af selskabet. Sagen har været procederet i fogedretten, og det blev herunder oplyst, at medarbejderne havde opnået lønforhøjelse til betaling af ydelserne på lånene. Det har ikke været muligt for indklagede at konstatere, hvem der har indbetalt de pågældende beløb.
Det er korrekt, at selskabet havde håndpantsat en sikringskonto med en saldo på 37.500 kr. som sikkerhed for de ydede lån. Ved konkursen foretog indklagede normal modregning i henhold til almindelig modregningspraksis.
For så vidt angår den begærede tvangsauktion over debitors halvdel af den udlagte ejendom er det indklagedes opfattelse, at det foretagne retsskridt er et naturligt forløb af en lånesag, i hvilken det ikke har været muligt at få debitor til at indbetale de stipulerede ydelser. når indklagede den 14. december 1989 tilbagekaldte auktionen skyldtes dette, at indklagede atter havde vurderet situationen og i samråd med sin advokat besluttede ikke at gennemføre denne.
Klagerens advokat har i forbindelse med nævnte tvangsauktion anmodet om betaling af sædvanligt mødesalær. Indklagede har afvist dette efter samråd med sin advokat, allerede fordi det i forbindelse med tvangsauktioner ikke er praksis at udbetale mødesalær til debitors advokat.
Ankenævnets bemærkninger:
Under retsmødet i fogedretten den 30. marts 1989 gjorde klagerens advokat i det væsentlige de samme indsigelser gældende mod gyldigheden af det af klageren underskrevne gældsbrev, som nu gøres gældende for Ankenævnet. Efter bevisførelse afviste fogedretten ved sin kendelse af samme dato disse indsigelser, og det må lægges til grund, at kendelsen ikke er påkæret til landsretten. Selv om reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, findes det at måtte følge af princippet i § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet som følge af den foreliggende kendelse er afskåret fra at behandle denne del af klagen. Det bemærkes herved, at bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer ikke finder sted for Ankenævnet.
Spørgsmålet om, hvorvidt indklagedes modregning i indeståendet på den af selskabet oprettede sikringskonto har været berettiget, må bero på, om denne konto tillige blev oprettet i klagerens og de øvrige låntageres interesse til sikkerhed for deres eventuelle regreskrav mod selskabet. En stillingtagen hertil findes at matte forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, og nævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Der findes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren et beløb til dækning af mødesal, til klagerens advokat i forbindelse med den aflyste tvangsauktion.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagerens påstand om anerkendelse af ikke at være forpligtet i henhold til gældsbrevet, og klagerens påstand vedrørende indklagedes modregning i indeståendet på sikringskontoen. Klagerens påstand om godtgørelse af mødesalær tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.