Rådgivning om køb af investeringsforeningsbeviser i aktieafdeling.
| Sagsnummer: | 12 /2002 |
| Dato: | 02-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om køb af investeringsforeningsbeviser i aktieafdeling. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes køb af investeringsforeningsbeviser i en aktieafdeling i marts 2000.
Sagens omstændigheder.
I marts 2000 ydede indklagede klageren et lån på 200.000 kr., som blev anvendt til køb af investeringsforeningsbeviser i Uni-invest e-Business, der er baseret på aktier. Købet af investeringsforeningsbeviserne skete til kurs 103.
Ved skrivelse af 16. oktober 2001, hvor kursen på investeringsforeningsbeviserne var ca. 38, rettede klageren henvendelse til indklagede om investeringen. Klageren anmodede indklagede om at købe papirerne tilbage til kurs 103, hvilket indklagede afslog.
Parternes påstande.
Den 8. januar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at købe investeringsforeningsbeviserne til kurs 103.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han henvendte sig til indklagede i marts 2000 med henblik på at købe USD, som havde en stigende kurs. Indklagede rådede ham til i stedet at købe e-Business aktier til kurs 103. Indklagede oplyste, at der for IT-aktier i løbet af et år var sket en kursstigning fra 103 til 440, og at der ville ske en tilsvarende stigning for så vidt angår e-Business aktierne. Begrundelsen var, at handlen på Internettet var stigende, og indklagede viste flere grafer, der understøttede denne påstand.
I forventning om at opnå den gevinst, som indklagede havde stillet i udsigt, anmodede han om lånet på 200.000 kr. til køb af e-Business aktier. Kort tid efter købet blev der afsagt dom i sagen mod Microsoft, hvilket medførte et væsentligt kursfald. Indklagede burde have orienteret ham om den forestående dom og risikoen ved dommens konsekvenser for aktiemarkedet på IT-området og burde have rådet ham til at vente med at investere til efter dommen med henblik på at se, hvor markedet bar hen.
På et tidspunkt, hvor kursen var ca. 85, henvendte han sig til indklagede med henblik på at sælge e-Business aktierne og i stedet investere i andre aktier. Indklagede anbefalede ham imidlertid at beholde e-Business aktierne, som ville stige igen.
Indklagede har ydet mangelfuld rådgivning og bør tilbagekøbe aktierne til kurs 103.
Indklagede har anført, at klageren i marts 2000 i forbindelse med en drøftelse af kursstigningen på IT-aktier blev orienteret om Uni-invest e-Business, som indklagede var ved at introducere. Klageren fik prospektet med hjem og henvendte sig nogle dage senere med anmodning om et lån på 200.000 kr. til køb af investeringsforeningsbeviser i Uni-invest e-Business. Risikoen ved køb af aktier herunder også køb af aktier for lånte midler blev drøftet. Klageren gav klart udtryk for, at han var indstillet på at tage risikoen.
Investeringen blev drøftet i maj 2001, og der var enighed om, at investeringen var langsigtet, og at tiden måtte vise, om der kom en gunstig kursudvikling.
Først i efteråret 2001 rejste klageren kritik af indklagedes rådgivning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes køb af investeringsforeningsbeviser i Uni-invest e-Business i marts 2000 begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.