Spørgsmål vedrørende hæftelse for udlandslån optaget i forbindelse med køb af edb-anlæg anvendt i låntagers arbejdsgivers virksomhed.
| Sagsnummer: | 818 /1994 |
| Dato: | 14-05-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende hæftelse for udlandslån optaget i forbindelse med køb af edb-anlæg anvendt i låntagers arbejdsgivers virksomhed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. september 1987 etableredes gennem indklagedes Lyngby afdeling et udlandslån på 18.200 DEM med klagerens enkeltmandsvirksomhed v/klageren som debitor. Virksomheden var ifølge udskrift fra toldvæsenet af 26. august 1987 momsregistreret. Lånet blev etableret på baggrund af en anmodning fra klageren om et lån på 70.000 kr til finansiering af indkøb af edb-udstyr.
Låneprovenuet blev udbetalt til klagerens konto og anvendt til indkøb af edb-udstyr til brug i en virksomhed, hvor klageren var ansat som regnskabsmedarbejder.
Ved lånedokument underskrevet af klageren den 21. december 1988 blev aftalen fornyet. Lånets hovedstol var da 13.500 DEM.
Klageren har anført, at han ved lånets etablering ikke var kunde i indklagede, som var arbejdsgiverens pengeinstitut. Han havde ikke til hensigt at drive selvstændig virksomhed. Momsregistreringen fandt sted udelukkende med henblik på at optage lånet i DEM. Edb-udstyret skulle fysisk placeres hos arbejdsgiveren, som ved en leje på 1.500 kr. månedligt, der skulle indsættes på en særskilt konto, alene skulle tilbagebetale lånet. Årsagen til, at han tilbød at medvirke til engagementet var, at han i sin ansættelse havde behov for edb-udstyret til styring af virksomhedens økonomi, og at arbejdsgiveren på grund af likviditetsvanskeligheder ikke havde mulighed for at forestå finansieringen. Han blev af arbejdsgiveren overbevist om, at likviditetsproblemerne var forbigående. Indklagede var bekendt med de nævnte forhold og indforstået med, at lånet kun proforma blev optaget i hans navn, mens arbejdsgiveren var den reelle låntager. Indklagede foretog på denne baggrund ikke en kreditvurdering af ham i forbindelse med lånets etablering. Arbejdsgiveren gik konkurs i oktober 1988, men indbetalte indtil da den aftalte månedlige ydelse på 1.500 kr.
Indklagede har anført, at baggrunden for lånet var klagerens ønske om som bierhverv at starte egen virksomhed med udlejning af edb-udstyr og salg af revisions- og bogføringsmæssige ydelser til forskellige virksomheder, i første omgang til klagerens arbejdsgiver. Afdelingen foretog en sædvanlig kreditvurdering af klageren og bevilgede herefter lånet. Klageren overholdt sine forpligtelser frem til sommeren 1989, hvorpå ydelsen på baggrund af klagerens økonomiske situation blev nedsat. Klageren overholdt herefter sine forpligtelser frem til 1992.
I oktober 1992 rettede indklagede forgæves henvendelse til klageren vedrørende indfrielsen af udlandslånet.
Den 28. oktober 1992 indfriede indklagede lånet med 50.200 kr. ved træk på klagerens konto, hvis saldo herefter udgjorde 50.530,85 kr. (negativ).
Primo 1993 blev fordringen overgivet til inkasso, og den 8. december 1993 udtog indklagedes advokat stævning mod klageren ved Københavns byret med påstand om betaling af 54.397,05 kr. med tillæg af rente fra 1. februar 1993.
Københavns byret har den 30. november 1994 henvist sagen til Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1.
Ved klageskema af 7. december 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke er forpligtet til at betale lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik og derfor ikke er berettiget til at fordre lånet indfriet af ham. Indklagede var bekendt med, at arbejdsgiveren var den reelle låntager, hvorfor det er i strid med almindelig hæderlighed at gøre låneaftalen, som var af proformakarakter, gældende over for ham. Indklagedes krav bør rettes mod arbejdsgiverselskabets konkursbo. Den særlige konto til opsamling af arbejdsgiverens månedlige ydelser, der skulle anvendes til indfrielse af kreditten i oktober 1992, blev oprettet på foranledning af indklagede.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et lån til klagerens virksomhed til finansiering af indkøb af driftsmidler, hvorfor klagen vedrører et erhvervsforhold og således bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2. Sagen er i øvrigt uegnet til behandling i Ankenævnet på grund af uenighed om de faktiske forhold, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at lånet blev etableret på klagerens anmodning og udbetalt til denne. Klageren disponerede over låneprovenuet til indkøb af edb-udstyr. Hverken i forbindelse med arbejdsgiverens konkurs i oktober 1988 eller i forbindelse med nedsættelsen af ydelsen i 1990 fremkom klageren med indsigelser vedrørende hæftelsen for lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, eller § 7, stk. 1.
Udlandslånet på 18.200 DEM blev optaget i 1987 med klageren som debitor, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren ikke er bundet af den således påtagne forpligtelse. Dette gælder, selv om det i overensstemmelse med klagerens forklaring lægges til grund, at lånet blev optaget af ham, fordi hans arbejdsgiver ikke havde mulighed for at finansiere købet af edb-udstyret, og at hensigten var, at hans arbejdsgiver gennem lejebetaling til klageren skulle forrente og afdrage lånet. Endvidere bemærkes, at klageren efter arbejdsgiverens konkurs i 1988 har betalt ydelser på lånet gennem en længere periode uden på dette tidspunkt at gøre indsigelse vedrørende sin hæftelse for lånet.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.