Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i september 2005, oktober 2007 og juli 2008. Spørgsmål om ansvar for undladt salg i 2007 og om afvisning af en del af klagen på grund af retsstilling som aktionær.

Sagsnummer: 583/2011
Dato: 20-08-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Anders Holkmann Olsen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i september 2005, oktober 2007 og juli 2008. Spørgsmål om ansvar for undladt salg i 2007 og om afvisning af en del af klagen på grund af retsstilling som aktionær.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i september 2005, oktober 2007 og juli 2008 samt spørgsmål om ansvar for undladt salg i 2007 og afvisning af en del af klagen på grund af retsstilling som aktionær.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i den daværende Roskilde Bank. Klageren var medejer af anpartsselskabet S, der også var kunde i banken.

Finansiel Stabilitet har udarbejdet en oversigt over klagerens køb og salg af Roskilde Bank aktier til hans depot i banken, baseret på et udtræk af Roskilde Banks IT-system. Af oversigten fremgår, at klageren den 6. september 2005 købte 150 styk Roskilde Bank aktier for 100.050 kr. Den 30. december 2005 solgte klageren 18 styk Roskilde Bank aktier for 17.318 kr. Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 indeholdt depotet 264 styk Roskilde Bank aktier.

I forbindelse med en aktieemission i marts 2007 solgte klageren 264 styk tegningsretter for 8.580 kr. Klagerens forældre, der oprindeligt også var klagere i sagen, købte Roskilde Bank aktier i forbindelse med emissionen.

Den 3. oktober 2007 købte klageren 695 styk Roskilde Bank aktier til kurs 431,5 for 299.892,50 kr. Klageren har oplyst, at købet blev finansieret ved et lån i Roskilde Bank på 300.000 kr.

Den 17. juli 2008 købte klageren 367 styk Roskilde Bank aktier til kurs 68 for 24.956 kr. Den 8. august 2008 solgte klageren 367 styk Roskilde Bank aktier til kurs 99,5 for 36.242,60 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”... På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning. Klagerens forældre fik tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for deres aktiekøb i marts/april 2007.

Finansiel Stabilitet har fremlagt S’s årsrapport for 2007, hvoraf fremgår, at S havde en egenkapital på 434.725 kr. i 2007 og på 397.240 kr. i 2006. Af kontoudskrifter for S og S’s datterselskab fremgår, at S’s kassekredit i banken den 31. oktober 2007 var trukket med ca. 480.000 kr., mens datterselskabet den 24. oktober 2007 havde et indestående i banken på ca. 237.000 kr. Finansiel Stabilitet har endvidere fremlagt klagerens skatteoplysninger for 2009, hvoraf fremgår, at klageren havde en indkomst på 442.000 kr.

Parternes påstande

Den 28. december 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 396.000 kr. til ham.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning var fejlagtig og mangelfuld. Banken fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i Roskilde Bank aktier i sin rådgivning og undlod at oplyse om bankens faktiske tilstand. Banken oplyste, at alt gik godt, at der var udsigt til endnu bedre resultater for banken fremover, og at det var uden risiko at låne penge til en lav rente til investering i Roskilde Bank aktier.

Banken tilbød ham et lån til køb af aktier i Roskilde Bank og undlod at oplyse, at den havde haft en ”hidsig og alvorlig” korrespondance med Finanstilsynet om solvens og likviditet.

Aktieemissionen i 2007 blev ikke brugt til konsolidering som anført i prospektet, men til tilbagekøb af aktier, der var solgt af banken kort før nytår 2006/2007. Han undlod at sælge de tidligere købte Roskilde Bank aktier i 2007 som følge af de urigtige oplysninger.

Banken anmodede ham på adskillige møder om at købe aktier i banken i oktober 2007. S havde et stort engagement med og var afhængig af banken. Han følte sig derfor presset til at købe aktierne og underskrev en låneaftale i oktober 2007 efter utallige opfordringer og direkte usande anprisninger fra banken.

Han har været udsat for samme påvirkning som sine forældre, der har fået erstatning for deres køb af Roskilde Bank aktier.

Aktiesalget i august 2008 skete med tab, da aktierne var købt til en højere kurs.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at klagen vedrører den information, som klageren har modtaget som aktionær, og at klagen ikke vedrører et privat kundeforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2. Klagen er endvidere uegnet til behandling i Ankenævnet på grund af usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klageren ikke har dokumenteret, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens aktiekøb eller senere. Klageren har ikke redegjort for, hvori bankens ansvarspådragende handling bestod.

Investering for lånte midler er ikke i sig selv ansvarspådragende for banken. Lånet stod ikke i misforhold til klagerens økonomiske situation.

Klagerens køb aktierne fandt sted udenfor forligsperioderne. Forbrugerombudsmanden har ikke fundet anledning til at udvide forliget til at omfatte perioder udenfor de i forligsaftalen fastsatte.

At klagerens forældre modtog tilbud om erstatning er ikke ensbetydende med, at de modtog ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med deres aktiekøb.

Klagerens spekulative adfærd, hvor klageren købte 367 styk Roskilde Bank aktier til kurs 68 den 17. juli 2008 og solgte disse til kurs 99,5, vidner om, at klageren var fuldt bevidst om hvilke risici, der var forbundet med handel med aktier, og at klageren fulgte aktivt med i aktiekursen. Klageren havde rig lejlighed til at sælge sine resterende Roskilde Bank aktier, hvis han på baggrund af kursudviklingen ikke ønskede at tage risikoen. Klageren led ikke noget tab på de 367 styk aktier, som han solgte i august 2008.

S’s og datterselskabets økonomiske forhold tyder ikke på, at banken ikke anså S eller klageren som gode kunder. Det må derfor lægges til grund, at banken var indstillet på at stille finansiering til rådighed for S uden en betingelse om køb af aktier. Klageren har ikke dokumenteret, at købet af aktierne fandt sted under de af klageren anførte omstændigheder.

Der ydes hverken erstatning for utilfredshed om forløbet ved lukning af Roskilde Bank eller for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører Roskilde Banks rådgivning af klageren i forbindelse med hans køb af Roskilde Bank aktier i september 2005, hans lånefinansierede køb i oktober 2007, hans køb i juli 2008 samt spørgsmål om ansvar for undladt salg i 2007.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at klagen vedrører den information, som klageren har modtaget som aktionær i banken. Ankenævnet finder, at alene den omstændighed, at klageren som støtte for sine anbringender har henvist til det informationsmateriale, som banken udsendte til ham som aktionær, ikke i sig selv medfører, at Ankenævnet er afskåret fra at afgøre spørgsmålet, om banken som følge af mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med investeringerne har pådraget sig et erstatningsansvar. Ankenævnet finder heller ikke, at klagen skal afvises på andet grundlag. Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning. Ankenævnet behandler herefter spørgsmålet om Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) er erstatningsansvarlig som følge af mangelfuld rådgivning af klageren.

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering. Ankenævnet finder, at når en aktietegning er sket på grundlag af en markedsføring, som den Forbrugerombudsmanden har beskrevet, er der en formodning for, at aktietegningen ikke var sket, hvis markedsføringen havde indeholdt en mere afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

I forlængelse af forligsaftalen har klagerens forældre, der oprindeligt også var klagere i sagen, accepteret et tilbud om erstatning for aktiekøbet i marts/april 2007.

Klageren blev ikke tilbudt erstatning, hvilket var begrundet i, at købene var foretaget udenfor de perioder, der var nævnt i forligsaftalen.

Aktiekøbet i september 2005 skete før aktiesalgskampagnerne i 2006 og 2007. Aktiekøbet i oktober 2007 og juli 2008 skete efter aktiesalgskampagnen i 2007. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at købene i 2007 og 2008 var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier, der fremgik af den forudgående aktiesalgskampagne.

Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at Roskilde Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med sin rådgivning af ham på købstidspunktet.

Købet af Roskilde Bank aktier i september 2005 og i juli 2008

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren i 2005 og i 2008.Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og klageren måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Købet af Roskilde Bank aktier i oktober 2007

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen og Anders Holkmann Olsen – udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at banken begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren vedrørende køb af disse aktier. Vi finder, at den omstændighed, at købet var lånefinansieret ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at yde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om finansiel virksomhed.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i påstanden om erstatning for aktiekøbet i 2007.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen – udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i påstanden om erstatning for aktiekøbet i oktober 2007.

Undladt salg

Alle medlemmer udtaler:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar for klagerens manglende salg af aktier. Ankenævnet henviser herved blandt andet til, at klageren i juli 2008 solgte nogle af aktierne.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.