PBS, afmelding.
| Sagsnummer: | 282/1989 |
| Dato: | 27-11-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | PBS, afmelding. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af, at indklagedes Farsø afdeling ikke som aftalt betalte ydelsen pr. 30. juni 1989 på et kreditforeningslån i hans ejendom via hans betalingsservicekonto. Tabet, som klageren ikke har opgjort, hidrører fra morarenter og gebyrer til kreditforeningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han den 5. juni 1989 indfandt sig i indklagedes Farsø afdeling og satte 5.000 kr. ind på en konto i afdelingen. Ved den lejlighed gav afdelingens bestyrer tilsagn om, at man ville foranledige terminsydelsen pr. 30. juni, der udgjorde 32.335,20 kr., på krediforeningslånet i klagerens ejendom betalt, såfremt klagerens løn indgik på hans konto i afdelingen. Dette skete de følgende to måneder.
Ved skrivelse af 7. juli 1989 meddelte kreditforeningen, at terminsydelsen pr. 11. juni 1989 af klagerens pengeinstitut var afmeldt fra PBS.
Ved skrivelse af 18. juli 1989 rykkede kreditforeningen for terminen, idet man meddelte, at gebyret for rykkerskrivelsen udgjorde 100 kr., som klageren blev afkrævet.
Ved henvendelse i afdelingen fik klageren oplyst, at de 5.000 kr., som han indbetalte i juni måned, var afskrevet på hans og hans samlevers udlånsengagement med afdelingen. Da afdelingsbestyreren havde lovet at foranledige terminsydelsen betalt, burde afdelingen havde givet klageren meddelelse om, at man i stedet havde afmeldt betalingen fra PBS.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klagerens og hans samlevers engagement med indklagede den 1. juni 1989 var steget til 301.000 kr., og at afdelingen ved den lejlighed standsede yderligere kredit. Klagerens samlever havde ved mødet medbragt 5.000 kr., som efter aftale blev indsat på hendes driftskonto. Det aftaltes, at afdelingen ville foranledige juni termin betalt, såfremt gælden til indklagede ikke blev forøget. Da denne betingelse ikke blev overholdt, afmeldte afdelingen terminsydelsen fra PBS.
Det aftaltes herefter i juli måned, at afdelingen ville foranledige ydelsen betalt senest den 10. august, såfremt klagerens løn/feriepenge indgik i afdelingen på hans lønkonto, og klageren afleverede samtidig opkrævningen fra kreditforeningen.
Nogle dage efter indfandt klageren sig i afdelingen og krævede opkrævningen udleveret påny. Den 25. juli 1989 meddelte afdelingen klageren og hans samlever, at der var sket afmelding af samtlige betalinger fra PBS.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede burde i forbindelse med, at afmelding fra PBS af terminsydelsen pr. 11. juni 1989 på klagerens kreditforeningslån fandt sted, have givet klageren underretning herom. Da denne undladelse imidlertid har været uden betydning for den forsinkede betaling af terminsydelsen, kan der ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.