Omfang. Stiftelse.
| Sagsnummer: | 624/1991 |
| Dato: | 26-10-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
Tredjemandspant - stiftelse |
| Ledetekst: | Omfang. Stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar måned 1988 henvendte klagerens svigersøn og en trediemand sig hos indklagede og anmodede om en kassekredit på 50.000 kr. og et lån på 150.000 kr. Indklagede meddelte, at man i givet fald ønskede stillet sikkerhed for låneengagementet. Da de to lånsøgende debitorer ikke selv havde mulighed herfor, foreslog klagerens svigersøn, at klageren stillede sikkerhed for engagementet. Indklagede imødekom herefter engagementets etablering.
Den 14. marts 1988 underskrev klageren en anmodning om overførsel af sit værdipapirdepot fra Næstved Diskontobank til indklagede. Depotet omfattede bl.a. investeringsbeviser til en kursværdi af ca. 101.000 kr., private pantebreve med en samlet restgæld på ca. 113.000 kr. og et ejerpantebrev på 12.000 kr. med pant i klagerens ejendom. Ved påtegning af samme dag på lånedokument og kassekreditkontrakt håndpantsatte klageren værdipapirdepotet til sikkerhed for lånene. Ifølge dokumenterne stilles der ikke anden sikkerhed. Den 18. april 1988 fremsendte indklagede en håndpantsætningserklæring vedrørende ejerpantebrevet på 12.000 kr. til Næstved Diskontobank til klagerens underskrift. Ved påtegning af 10. august 1988 håndpantsatte klageren ejerpantebrevet til sikkerhed for kassekreditkontrakten og udlånet.
I december 1988 bevilgede indklagede en forhøjelse af engagementet med 50.000 kr. i form af et omlægningslån på 40.000 kr. og en forhøjelse af kassekreditten med 10.00 kr. til 60.000 kr. Ved påtegning af gældsbrev og kassekreditkontrakt håndpantsatte klageren sit værdipapirdepot og ejerpantebrevet på 12.000 kr. til sikkerhed for disse forhøjelser.
Ved dekret af 10. juli 1990 blev debitorerne erklæret konkurs, i hvilken forbindelse indklagede gjorde pantsætningen gældende overfor klageren.
Klageren har, efter at hun ved sin advokat har brevvekslet med indklagede herom, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes sikkerhedsstillelse alene kan gøres gældende for 70.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der ved kassekredittens og lånets oprettelse i januar måned 1988 blev afholdt et møde i afdelingen, hvor klageren, hendes svigersøn og to af afdelingens medarbejdere deltog. Ved den lejlighed gjorde klageren det klart, at hun alene ønskede at stille sikkerhed for svigersønnens del af engagementet, der udgjorde 70.000 kr. Indklagede undlod imidlertid at gøre opmærksom på, at der ikke blev stillet sikkerhed for den anden del af lånet. Klageren bestrider, at der i forbindelse med forhøjelsen af engagementet blev afholdt et møde hos indklagede. Dokumenterne blev derimod fremsendt til klagerens pengeinstitut, og hun blev ikke orienteret om, at engagementet var nødlidende på dette tidspunkt. Klageren, der er 70 år, er af den generation, der er særdeles autoritetstro overfor offentlige dokumenter, hvorfor hun ikke stillede sig kritisk overfor disse. Indklagede har endvidere efterfølgende ladet sikkerhed stillet af den anden debitor overgå til dennes private engagement med indklagede. Det var ikke aftalt, at klageren skulle håndpantsætte ejerpantebrevet på 12.000 kr. Hendes svigersøn har adskillige gange gjort indklagede opmærksom på, at hendes boligforhold på intet tidspunkt måtte komme i fare.
Indklagede har anført, at der forud for klagerens pantsætning blev afholdt et møde med klageren i afdelingen, hvor indklagede nøje gennemgik betingelserne for sikkerhedsstillelsen og ikke mindst, hvad der kunne ske med disse effekter ved en eventuel misligholdelse af låneengagementet. I denne forbindelse blev klageren gjort opmærksom på, at sikkerhedsstillelsen skulle være for hele låneengagementet, hvilket også fremgår af pantsætningserklæringerne. Det aftaltes, at dokumenterne vedrørende låneengagementet skulle fremsendes til klagerens eget pengeinstitut til underskrift. Håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 12.000 kr. var aftalt fra starten, og pantsætningserklæringen blev efterfølgende fremsendt til klagerens pengeinstitut til underskrift den 18. april 1988. Indklagede bestrider, at engagementet var nødlidende i forbindelse med udvidelsen i december 1988. I forbindelse hermed blev der påny afholdt et møde med klageren i afdelingen, hvor klageren igen blev gjort opmærksom på risikoen ved en eventuel misligholdelse. Ejerpantebrevet er overført sammen med de øvrige effekter, inden låneengagementet blev effektueret, og det er derfor ikke korrekt, at det først dukkede op på et tidspunkt, hvor engagementet var nødlidende. Der er ikke frigivet andre sikkerheder. Der forløb 1 1/2 år fra engagementet blev udvidet, til konkurssagen blev indledt, og debitorerne kom således først i likviditetsvanskeligheder lang tid efter omlægningen/forhøjelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Den 14. marts 1988 har klageren ved sin underskrift på dokumenterne vedrørende lånet på 150.000 kr. og kassekreditten på 50.000 kr. håndpantsat sit værdipapirdepot hos indklagede til sikkerhed for den samlede gæld, henholdsvis kredit, og der stilles ifølge de underskrevne dokumenter ikke anden sikkerhed. Ankenævnet finder det ikke heroverfor godtgjort, at der var indgået aftale om, at klagerens sikkerhedsstillelse alene skulle omfatte en del af gælden, eller at der tillige skulle stilles anden sikkerhed. Den 10. august 1988 har klageren underskrevet en håndpantsætningserklæring vedrørende ejerpantebrevet på 12.000 kr., og der findes på denne baggrund ikke at være grundlag for at antage, at ejerpantebrevet ikke skulle være omfattet af klagerens sikkerhedsstillelse. Der er efter det foreliggende heller ikke godtgjort andre omstændigheder, som kan medføre, at klagerens pantsætning helt eller delvis kan tilsidesættes som uforbindende.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.